Utrolige Utila!

Aaaah.... Hvor er her skoent!
Endelig er vi saa heldige at opleve perfekt vejr. Utila er en lille caribisk oe omgivet af laekker, hvid strand. Nu har jeg jo aldrig gjort det meget i charterturisme, men hvis det er som det her, saa forstaar jeg godt, at folk elsker det!

Men vi er her jo primaert for at dykke. Vi er ved at tager et Open Water Course, i dag er vores 3. og afsluttende dag, hvorefter vi saa bliver certificerede dykkere. For mig gaar det rigtig godt. Jeg har forholdsvis nemt ved det hele. Eneste minus er at mine oerer har vaeret halvdoeve i et doegns tid nu. Det er mega irriterende, og jeg tror det skyldes at der sidder noget vand eller voks eller begge dele derinde et sted. Men instruktoererne siger, at det er meget normalt og gaar vaek af sig selv.

Vi har tre instruktoerer - Matthew, Pablo og ANDERS! Ja, en dansk en! Det er virkelig rart at kunne faa forklaret alt paa det sprog man forstaar bedst.
Der er et par stykker i gruppen som dykningen ikke rigtig er lykkes for, enten paa grund af at de ikke toer eller oererne.
Men Pernille her, hun er hooked. Jeg gaar lidt og overvejer om man maaske skulle tage et videregaaende kursus... Med dette kursus maa man dykke til 18 meter, og det skal vi i dag. Med det naeste maa man gaa til 30 m.
Vi laerer en hel masse teori, og det er meget rart og betryggende. Saa laerer vi nogle forskellige oevelser opg teknikker til hvis vi f.eks. taber vores regulator (den man traekker vejret igennem), faar vand i masken, loeber toer for luft og hvordan man kontrollerer sin position i vandet ved hjaelp af luft i dykkervesten og ens vehrtraekning.
Og saa svoemmer vi ellers rundt i vandet og ser paa den fantastiske nye verden... Fisk og koraller i massevis. Vi har ogsaa vaeret saa heldige at se en soehest i gaar, hvilket er sjaeldent. Desuden er der blevet ringet og bestilt havskildpadder, delfiner og en hvalhaj.

Summa summarum: Livet er fedt lige nu. Internetforbindelsen er dyr her (i forhold til resten af Honduras), saa jeg svarer nok ikke paa nogen mails mens vi er her. Har heller ikke rigtig tid, for der sker saa meget hele tiden :)
Men jeg haaber at I alle har det godt!
Og mor og far, selvom mit kamera genoplivede, saa er det doedt igen nu.

Pernille en español!

Saa gik der 5 dage, og de gik, fordi der blev laert spansk. Det hr vaeret sjovt og traels og spaendende. Jeg synes at jeg har faaet laert meget, men paa en turbohurtig og temmelig usystematisk maade. Man har ligesom faaet puttet en hel masse ind i hovedet, og nu skal det saa til at ud igen. Saa den naeste udfordring bliver at faa det brugt i virkeligheden.
Spanskundervisningen foregik i Alessandros hjem - Alessandro er en italiener, som ejer Mango Hotel, hvor vi bor, og Garifuna Tours, som er det selskab der arrangerer disse to maaneder. Vi var delt op i tre grupper pa fire mand. I min gruppe var der to begyndere og to, der havde haft spansk paa hoejniveau i gymnasiet, saa det var lidt problematisk, men vi fandt en maade at laere noget paa allesammen. Vores laerer, Shorley, var rigtig flink og sjov, og desuden fortalte hun ogsaa en masse om Honduras' steder, natur, mennesker, mentalitet og livet her. Og vi fortalte saa om Danmark...
Det er lidt sjovt, som hondurianeres verden bare er mindre end vores; vores verden er hele verden og vi rejser om paa den anden side af jorden, hvis vi har lyst til at rejse. Her gaar verden ikke meget laengere end til USA paa en eller anden maade. Den ene af spanskdagene kunne Shorley ikke komme, saa vi havde hendes nevoe, Big Kenneth, i stedet. Han var interessant at snakke med, men han naevnte saa blandt andet, at han gerne ville rejse. Men stederne var alle lige i naerheden, set med mine oejne - Jamaica, Cuba, Costa Rica, USA... Ikke Europa eller Asien eller Australien. Man kunne ogsaa se at han blev meget overrasket over, at et land kunne vaere som Danmark; ingen sultende, ingen hjemloese helt uden mulighed for et sted bo, gratis uddannelse, gratis sundhedssystem og saa videre.

Jeg kan stadig rigtig godt lide Tela. Byen er lille, men stor.
I gaar eftermiddags var henne for at traene med Garifuna Toursç volleyhold. Vi var saa ringe i forhold til dem, tabte stort - men det var sjovt, og vi skal med al sandsynlighed derhen igen, naar vi kommer tilbage til Tela.
I morgen tager vi til Utila, en af the Bay Islands, og der skal vi DYKKE! Det bliver saa fedt. Der finder man verdens 2. laengste koralrev (efter Great Barrier Reef i Australien), og mulighed for at dykke med hvalhajer. Gisp. Jeg toer overhovedet ikke, og jeg glaeder mig helt vildt. Der skulle ogsaa vaere rigtig mange andre backpackere der, saa der er fest i sigte, tror jeg. Men internetforbindelse ved jeg ikke om man kan finde. Hvis man kan er den sikkert lige saa lortelangsom som i Copan og Gracias. Nu ser vi.

Det var alt for nu. Espero que todos están bien en Dinamarca!

Ankommet til Tela

Ja, saa er det ultimative fuck sket for mig: Mit kamera er kaput. Vi ankom til Tela i gaar og gik som noget af det foerste ned for at se den laekre strand og det caribiske hav. Jeg lagde mit kamera i en venindes sko, mens vi soppede, men jeg fik ikke lige sagt det ikke til hende... Og vupti, saa smuttede kameraet ud af sandalen ned i en boelge, da hun var ved at tage den paa. Nu gider kameraet saa ingenting. Jeg ved ikke om det er vand eller sand der har gjort stoerst skade, men jeg ved, at de billeder, jeg lige nu er ved at proeve at uploade, meget vel kan blive de eneste.

Vi ankom til Tela i gaar efter mange timers koersel. Jeg synes ikke turen var saa slem... Nu har man vaennet sig til, at bilen bumler lidt af sted. Der er ingen sikkerhedsseler, og en af vores tasker, som alle laa under en pressening paa taget, floej af paa et tidspunkt. Mega heldigt at vi overhovedet opdagede det!
Vi besoegte en bananplantage paa vejen. Den var ejet af Dole(ligesom rosinerne...). Det var rigtigt sjovt at se baade bananpalmerne paa marken og vaske- og pakningsprocessen. Min kaere Lonely Planet har vaeret behjaelpelig med lidt info om bananproduktionens betydning i Honduras, og den er meget stor. Heldigvis betyder den ikke alt laengere - landet har lidt anden eksport, og selskaberne Dole og Chiquita er vist noedt til at indordne sig lidt nu. Men kun lidt.

I dag havde vi vores foerste spanskundervisning. Huhej, hvor det gaar! Det er lidt sjovt at vaere tilbage paa skolebaenken. Vi er delt op paa smaa firmandshold, og jeg er kommet paa mellemholdet selvom jeg jo aldrig har haft spansk. Det gaar fint, men 2 af de andre paa holdet som har haft det paa hoejniveau keder sig (selvfoelgelig). Saa den der gruppeinddeling er ikke helt ideel...

Nu maa vi se hvo meget jeg naar at faa laert. Jeg naar vist ikke rigtigt at uploade billeder, for internetcafeen lukker om 12 minutter. Forbindelsen er ellers gudeskoen og hurtig. Og Tela er en dejlig by, for den er mere moderne end Copan og Gracias. For eksempel er her asfalterede veje i stedet for brosten eller grus. Og butikker med varer nok til at det rent faktisk ser ud af noget. Og varme. Men ogsaa regn.

Hasta la vista!

Rundt om Gracias

Saa er jeg allerede tilbage... Og i dag skriver jeg i en meget friskere tilstand.

Vi har vaeret ude at trekke i dag. Det var mega haardt, for vi gik i et stejlt terraen paa smaa stier... Men det var alligevel ogsaa sejt nok at gaa et sted, hvor man ikke saa nemt kommer til. Desvaerre saa vi ikke rigtigt nogen dyr eller fugle. Det skyldes nok delvist, at det har regnet i gaar og i nat, men ogsaa at det bare ikke er aarstid for det. Og saa larmede vi maaske ogsaa for meget... Nogle af de andre kunne ikke rigtigt klare det fordi de havde eller fik det daarligt, saa vi vendte om inden maalet hvilket aergrede mig meget.
Da vi kom ned fandt jeg ud af at vi faktisk havde gaaet rundt paa Honduras' hoejeste bjerg, det hedder noget med Celaque, saa vidt jeg forstod. Der er ogsaa et stort vandfald, som vi ikke saa deroppe, men senere fik jeg oeje paa det fra dalen. Jeg kigger meget i vores Lonely Planet, og det var paa den maade jeg fandt ud af de ting. Saa kan jeg jo lige referere det til de andre.

Bagefter koerte vi til den lille by La Campa, hvor vi saa en kvinde lave keramik. Hun lavede saadan en skaalting til at varme ting i paa ingen tid. Imponerende. Hun, og ogsaa vores guide paa trekturen, var af Lencafolket, et af de stoerre indfoedte folk her. De var meget smaa, maaske endda under 1,50.

Jeg har taenkt en del paa hvordan fattigdommen er her. Jeg synes ikke den umiddelbart springer i oejnene, men der er noget af det man ser og hoerer faar virkelig en til at aabne oejnene for, hvor lidt de har. Jeg er ogsaa selv ved at vaenne mig til forholdene her. Altsaa, mulighederne for at koebe ting, komme rundt, kommunikere og saa videre. Og igen vil jeg sige, at det er bare helt absurd i forhold til hjemme i Danmark.
Naar jeg ved noget mere, tror jeg at jeg vil lave et indlaeg om det...

Saa dette var alt for nu. Godnat!

Ups and downs

Argh… Den foerste til at hive en gang rejsesyge til sig – det blev selvfoelgelig mig. Saa I dag er jeg ikke helt paa toppen, men jeg har da faaet det lidt bedre… Vi har heldigvis heller ikke haft det helt store program I dag, fordi vi har koert fra Copan til Santa Rosa, hvor vi var lidt over en time, o gnu er vi saa I Gracias. Det regner I dag, saa det var ikke optimalt at gaa rundt I Santa Rosa… Lidt aergerligt, jeg tror ellers det er en hyggelig by. Vi er nu I Gracias hvor vi skal overnatte 2 gange. I morgen skal vi ud at trekke I en nationalpark.

I gaar koerte vi en lang tur ad grusvej I bjergene, ud til nogle varme kilder. Det var saadan et laekkert sted… Billedskoent og jungleagtigt. Foerst badede vi et sted hvor kilderne loeber ud I floden, og det varme og kolde vand blander sig. Derefter blev vi guidet op af bjergsiden, hvor der var lavet alt muligt, saasom jacuzzi og fodmassage. Mmm…

Om eftermiddagen var der ikke noget paa programmet, saa vi besluttede at tage hen til et sted med canopy. Det er en slags adventuresport hvor man svaever paa nogle udspaendte wires fra trae til trae ned af et bjerg. Kaeft, det var fedt! De laengste wires var en kilometer lange, og det sted hvor der var laengst til jorden var der 80 meter. Der var 8 km wires i alt. Wohoo! Proeve goza at svaeve som supermand, og paa hovedet… Isaer det sidste var helt vildt og super sjovt.
- Saa i gaar var bare en rigtig god dag.

Her er bare skoent I Honduras, og naar jeg er kommet mig oven paa denne her gang rejsefit, saa elsker jeg det igen. Jeg glaeder mig til at vi skal I gang med at laere spansk. Har samlet en del smaating op, men det bliver rart at kunne foere nogle enkle samtaler…

Haaber alt er vel derhjemme.

Honduras

Ka-doom, sagde det, da man kom ud af den airconditionerede lufthavn i San Pedro Sula og gik bagover af den varme, der slog en i moede. Jeg frygtede en solskoldning efter 5 minutter. Heldigvis kom vi hurtigt i sikkerhed i en bil, som vi skulle koere I til Copan. En tur paa 2,5 timer, sagde vores guide Mark. Det tog nok 3,5. – Saa vi har nu indfoert et nyt begreb – Honduras-tid. Tag det roligt, makker… Rigtig roligt.

Inden ankomsten havde vi lige en overnatning paa et laekkert hotel I Miami. Jeg syntes jo det var ren luksus, langt over hvad jeg forventede – men jeg er maaske ogsaa bare vant til temmelig beskedne forhold paa oesteuropaeiske hostels. I hvert fald noed jeg det rigtig meget, med service, stor seng, pool og hvad der ellers var… En god nats soevn ogsaa.

Hotellet her – Iguana Azul, den blaa leguan – er ogsaa udmaerket. Men forholdene her er selvfoelgelig meget anderledes, og jeg har ikke lige helt vaennet mig til toiletterne og den slags endnu… Maden synes jeg imidlertig er udmaerket, selvom de andre er ret utilfredse. Jeg haaber deres brok holder lidt op… Det er jo heller ikke til at forstaa, for det er jo mig der er den kraesne. Troede jeg.

I formiddags var vi af sted for at se de beroemte Maya-ruiner som ligger her ved Copan. Eller rettere, byen ligger her nok naermere paa grund af den gamle Maya-by, som jo tiltraekker turister (her er dog ikke saa mange lige nu). Det var en oplevelse. En ting var alle trappe-ruinerne og de flot udhuggede skulpturer – men alle traerne og lianerne og bjergene, som omgav stedet, gav det saadan en lidt hemmelig, glemt, mystisk atmosfaere. Vores guide paa stedet fortalte en masse om baade ruiner og Maya-kulturen - det gjorde ogsaa det hele interessant.

Her til eftermiddag har vi saa tilbragt nogle timer ved en pool. Den saa lidt tvivlsom ud I starten… Forholdene I Honduras og Danmark virker helt absurde I forhold til hinanden – hygiejne og sikkerhed er tilsyneladende slet ikke noget issue her. Og man er jo saa vant til at vaere helt pertentlig paa de omraader… Det skal man lige vaenne sig til.

Det var lidt fra mig herovre fra. I morgen skal vi bade I nogle varme kilder… Uuh, det lyder laekkert for en lille forfrossen dansker, hva'? – Det synes jeg ogsaa, da jeg var hjemme, men det virker lidt maerkeligt her, hvor man bare traenger til at blive koelet ned det meste af tiden… Men mon ikke det bliver dejligt alligevel.

Adios!

Hjemvendt fra det britiske

Man kan ikke rejse uden at have en blog. Derfor har jeg nu også en; så jeg kan rejse til Honduras på behørig vis. Jeg har imidlertid også lige været en uge i London, og jeg kan jo passende afprøve bloggen med et indlæg om den tur.

Jeg tog derover for at besøge Simon, en sød fyr som jeg mødte i Bulgarien i august, da Anne Gadeberg og jeg var på interrail. Han bor i Finsbury Park som ligger rigtig godt, i hvert fald i mine øjne; der er ikke så langt til den nærmeste undergrundstation, og så er man jo en hel del nærmere det meste i London.


Det gode ved at besøge en "indfødt" er naturligvis at man har en personlig guide. Han hjalp med at finde vej rundt i den store by, sørgede vel egentlig for det meste, og så supplerede han de mange seværdigheder med lidt info. På denne måde gik vi rundt og så Buckingham Palace, Trafalgar Square, House of Parliament, Big Ben, Westminster Abbey, Saint Paul's Cathedral og andre iøjnefaldende ting i området søndag eftermidaag.



Det var også en stor fordel at have ham med til Oxford om lørdagen, for eftersom han har boet der i 4 år, så fik jeg jo oplevet byen effektivt på den korte tid vi var der.
Oxford er en imponerende flot by, fordi der er så mange gamle bygninger bevaret - den undgik at blive bombet af tyskerne under 2. Verdenskrig.

En sidste vigtig ting, som jeg jeg ikke må glemme fra min turistfærd, er dette:
- Fra King's Cross. Det var ret så pinligt at tag det billede... Togkonduktørerne ryster vist på hovedet af turister, der gør det. Men jeg kunne ikke lade være.

En anden oplevelse fra London var en middag på et fornemt sted - the Oxford and Cambridge Club. Deltog i en afskedsmiddag for en af Simons venner der, og pyha, der kom Pernilles etikette på prøve! Det var så fint og engelsk og høfligt at jeg blev helt genert. Jeg lignede slet ikke mig selv. Men maden var god, og bagefter var det faktisk noget af en oplevelse... Også selvom jeg klumrede lidt i det undervejs.

Den sidste aften før jeg skulle hjem var vi i balletten og se Tchaikovskys "Svanesøen". Jeg har aldrig set en rigtig ballet før, og det var bare fantastisk. Jeg elsker når mennesker udfolder sig gennem dans. Og så var opsætningen også bare rigtig stor og flot.

Det var et på højdepunkter fra turen. Nu er jeg hjemme igen og indstiller mig på turen til Honduras som jeg glæder mig helt enormt til... Der er en masse ting, der skal pakkes og ordnes, inden jeg rejser - men nu har jeg i hvert fald fået oprettet en blog.