Huleeventyr og hovedstadsoplevelser

Saa lykkedes det mig endelig at komme til noget internet igen... Er i Guatemala City nu og bor hos en fyr, der hedder José. Ham moedte vi i Antigua, hvor han arbejdede paa hostellet. Da jeg fortalte at vi skulle til Guate, som hovedstaden kaldes i kort form, spurgte han om vi ikke ville bo med ham hos hans soester. Og det var jo et fortraeffeligt tilbud; det er baade gratis og mere sikkert. Og saa er det rigtigt hyggeligt.

Fra Flores havde vi en temmelig bizar koeretur sydpaa ned til Semuc Champey. Vi havde faaet pruttet minibusbilletten lidt ned, saa vi var faktisk ret ovenpaa. Men efter at have koert en fire timer i en paen bus, skulle vi pludselig skifte over i en anden proppet en iu Cobán. Den stoppede hvert andet sekund for at samle folk op og saette folk af, den var overfyldt og der stroemmede daarlig musik ud af hoejtalerne. Men ikke nok med det: I Lanquin blev vi pludselig gennet ud og skulle med pickup det sidste stykke ved til Semuc Champey, og det skulle vi endda betale for - vi var ellers blevet garanteret en direkte bus uden stop fra Flores af. Snydt pa guatemalansk vis.
Hostellet i Semuc Champey laa for sig selv ved en flod. Stroemmen gik kl 9 hver aften. Vi hang ud med to rigtigt flinke nordmaend, og da elektriciteten gik, sad vi og snakkede med em ved et stearinlys til det var braendt ned. Koseligt!
Naeste formiddag var vi paa tur til nogle grotter ved navn Kan-Ba. Det var en supersej tur med en masse smaa adrenalinkick. Som intro sprang vi ud i floden fra en gynge. Derefter gik turen ind i de baelgmoerke grotter, hvor vi hver var udstyret med et stearinlys. Vi gik dybere og dybere ind i grotterne, vadede gennem vandet, svoemmede naar det var for dybt til at bunde. Vi kravlede op og ned ad klipperne, paa stiger og ad reb. Vi sprang ud fra afsatser i det baelgmoerke vand, og rutsjede i mudderet. Og saa saa vi selvfoelgelig sjove klippeformationer, stalagmitter og stalaktitter (eller hvordan det staves). Da vi kom ud af grotterne fik vi hver en gummiring, og saa drev vi ellers ned ad floden tilbage til hostellet. Totalt sej maade at komme hjem paa - med flot udsigt til. Paa vejen sprang vi dog lige ud i floden fra en 10 meter hoej bro. Wuhuu!
Efter frokost gik Christina, den ene nordmand og jeg saa ud til Semuc Champey. Det er et utrolig smukt sted, hvor floden er ganske saerlig paa grund af en masse kalsten. Der er vandfald og en masse smaa bassiner med turkisgroent vand. Det var saa laekkert at svoemme rundt i det svale vand... Bagefter gik vi en lang, haard tur op til et udsigtspunkt, der var vildt flot.
Om eftermiddagen tog vi til Cobán sammen med nordmaendene. Det foregik paa samme maade som udturen; paa ladet af en pickup (taenk at noget, som er saa ulovligt i Danmark, er en uundvaerlig transportform her). Vi overnattede i Cobán.
Naeste morgen stod vi tidligt op for at faa rabiesvaccine stukket i mig. Men nej, det kaere hospital i Cobán var ikke i besiddelse af vaccinen. Saa vi fandt en minibus til Guatemala City. Vi ankom 6 timer senere, og gik direkte hen til et hospital, som vi havde udvalgt til at have en god chance for at kunne give mig vaccinen. Men nej, det var et moegsted og folkene der var ikke saerligt hjalpsomme. De mente, at jeg skulle tage tilbage til Antigua og blive vaccineret. Til sidst blev de enige om, at jeg kunne tage hen til et privathospital. Da vi efter en lang taxatur endelig kom derhen, sagde de dog bare ogsaa at de ikke havde vaccinen. Jeg var ligeved at tude og jeg havde virkelig et bedende udtryk i oejnene. Jeg orkede bare ikke mere spansk speedsnak, som man ikke fatter. Pludselig fandt de saa ud af, at de alligevel havde vaccinen. Den var dyr, men jeg fik den. Saa nu er der kun en tilbage, som jeg skal have naeste loerdag paa Cuba.

Vi ringede derefter til José og fandt hen til det sted, hvor han bor. Han og hans ven tog os med paa en lille tur rundt i Guatemala City og viste os den store plads i centrum. Om aftenen fik vi os et par oel og drinks og snakkede. De var et par fine fyre, og det er ret fedt at laere nogen at kende, som ikke er backpackere ç, men kommer fra landet.

I dag har vi vaeret i zoologisk have og i biografen. Den zoologiske have var en overraskende god oplevelse. Der var en masse forskellige slags dyr og fugle, og de havde generelt rigtigt fine forhold. Filmen vi saa hed "10 000 BC" og var ikke lige min kop te. Den var lidt overdramatisk, og jeg kunne ikke helt tage den serioest.

Saa er der kun to dage tilbage til vi saetter os i flyveren mod Cuba. Jeg haaber, jeg kan komme til internettet en gang til inden da.

Mayaruiner i junglen

For pokker da, hvorfor er det lige, at Christina og jeg har faaet for vane at staa saa pokkers tidligt op??? Jeg skal love for at det er en ubehagelighed lige mens det sker... Naa ja, men saa er man da i gang. Vi kom paa minibussen med kurs mod Tikal kl 5 i morges og var fremme lidt over 6. De naeste 5-6 timer gik vi saa ellers rundt paa stedet. Tikal er lidt noget saerligt inden for mayaruiner, fordi de er omgivet af jungle. Der er utroligt mange ruiner paa stedet, og de er spredt ud over et stoerre omraade, saa vi har gaaet meget rundt paa vores kaere ben i dag. Ruinerne var virkeligt imponerende. Nogle af dem var ikke udgravede og restaurerede, hvilket vil sige, at de ikke er meget andet en en stejl bunke murbrokker overgroet med planter og traeer. Andre er imidlertid sat nogenlunde i stand. Udsigten fra toppen af de hoejeste pyramider og templer var helt faenomenal, man maa have kunne set 50 km vaek eller noget i den stil. Men de var ogsaa omkring 5o meter hoeje - en del kravleture maatte vi ud paa. Vi havde ikke nogen guide, men vi havde vores lonely planet til at fortaelle os lidt om, hvad vi saa.
Lige saa fedt som at se ruinerne, var det dog ogsaa med junglen omkring. For den var fuld af liv. Vi saa utallige fugle, deriblandt tucaner og groenne papegoejer og spaetter, og saa saa vi et par store kalkun-paafugleagtige fugle. Men bedst af alt - det vrimlede med aber! Foerst saa vi en flok store, sorte broeleaber, og vi hoerte dem ogsaa mange gange (hvor de dog larmer!). Senere saa vi ogsaa en masse edderkoppeaber, dem vrimlede det naermest med omkring det ene tempel. Vi saa ogsaa en mor med dens lille unge paa ryggen. Det var sejt at se saa mange dyr - totalt bonus eftersom det jo slet ikke var det vi primaert kom for.

Her i eftermiddag har vi saa ellers bare slappet lidt af... Der er varmere her i Flores end i bjergene, det er laekkert nok. I morgen rejser vi sydpaa til Semuc Champey eller Lanquin.

Hov hov! Inden jeg slutter er jeg noedt til lige at fortaelle lidt om mayaerne! Jeg synes det er saa sejt, at de gaar rundt i deres traditionelle dragter. Dem saa vi jo mange af ved Tikalsoeen. Indianerfolkene i Honduras gik i vestligt toej. Paa en eller anden maade udstiller det bare deres fattigdom, fordi deres toej jo er lidt grimt og umoderne i vores oejne. At gaa i sit folks traditionelle dragt udstraaler samtidig en stolthed.
En anden saerlig ting ved mayaerne er, at de er helt ufatteligt smaa. I ved, at jeg med mine 1,63 er forholdvis lille derhjemme. Jeg er hoejere end dem alle kvinderne og ogsaa mange af maendene. Christina med sine 1,78, hun er et fyrtaarn. Mange af dem er vitterligt ikke mere end 1,30-1,40. Det er faktisk lidt vildt.

Alt for nu! Knus til enhver som vil have et.

Atitlansoeen og busser paa Guatemala-vis

Vi gjorde det sgu! - Rejste med de famoese chicken busses. Vi smed oppakningen op paa ryggen, forlod the black cat hostel og travede ned til det sted, hvor busserne gaar fra i Antigua. Der spurgte vi os frem, og selvom vi var temmelig meget paa bar bund, da vi ankom - saa sad vi fem minutter efter i den rigtige bus efter at vaere blevet raabt og viftet frem. Inden bussen korte af sted var der baade mennesker inde for at saelge slik og chips og andre for at holde en lille tale efterfulgt af en tiggerunde. Derefter rumlede og skrumlede bussen af sted paa de smaa, snoede bjergveje gennem smaa og store byer hvor folk stod af og paa. Pludselig blev der raabt til os, noget vi ikjke forstod mneget af - men vi skulle ud i en fart, dette var Chimaltenango hvor vi skulle skifte for at komme videre til Panajachel, den stoerste by ved Lago de Atitlan. Skoent megen forvirring med det spanske fik vi skiftet bus, vores tasker blev smidt op paa taget, og saa krydsede vi ellers fingre for at de ikke faldt af.
Det kom lige saa pludseligt for os, da vi skulle af i Panajachel, og da vi stod paa gaden, anede vi aerlig talt ikke engang, om vi var i Panajachel eller et andet sted. Saa vi gik ind paa en tankstation og spurgte om dette var San Pedro. Nej, det var Pana (Panajachels navn i folkemunde). Mega pinligt, hehe, men saa fandt vi da ud af det. Vi orienterede os paa kortet i Lonely Planet, spiste chokoladen og gik ud og fandt et billigt hotel.
Derefter gik vi rundt og kiggede i byen. Hovedgaden var taetpakket med markedsboder og mennesker fordi det var sidst paa Semana Santa og tilmed loerdag. Vi gik ogsaa ned til soebredden og noed udsigten, selvom bjergene dog var indhyllet i skyer.
Vi fik en fantastisk nats soevn, og naeste morgen begav vi os ned til det sted, hvor der sejler baade rundt til de mange smaa landsbyer omkring soeen. Og soeen var saa flot om morgenen; skyerne laegger sig om bjergene og vulkanerne i loebet af dagen, saa morgenen er det bedste tidspunkt for smuk udsigt. Det er ogsaa det bedste tidspunkt at sejle paa, for der er vandet roligst.
Vi sejlede til San Marcos, et rigtigt hippiested. Nogle tror aabenbart at stedet har en saerlig spirituel energi, og derfor var der utallige udbud af massager, terapier, meditationskurser, auralaesning og hvad ved jeg. Vi valgte hovedsageligt stedet fordi der var mulighed for at paraglide ud over soeen. Det kunne vi imidlertid ikke komme til, for fyren, der stod for det, havde ikke tid. Oev boev. Selvom San Marcos var helt vildt hyggeligt og charmerende, saa var det ogsaa lidt klaustrofobisk smaat og der skete ikke saa meget der. Derfor tog vi naeste morgen tilbage til Pana for at hoere om mulighederne for at paraglide derfra; det kunne bare heller ikke lade sig goere fordi vind og vejr ikke var gunstigt naeste dag. Vi skulle vente et par dage.
Men det ville vi ikke - saa vi tog en hurtig besutning og koebte busbilletter til Tikal saa vi kunne rejse hertil natten over.

Farvel til Tikal og goddag til et cirkus af en bustur. Vi skulle foerst med en almindelig shuttlebus til Guatemala City. Der skulle vi saa vente et par timer paa et gedemarked af en busstation, fuldstaendig taetpakket med mennesker. Den 3. bus, vi var paa vej op i, viste sig saa endelig at vaere den rigtige. Vi sad lige ved et vindue, der blev holdt fast af vandflasker i spaend, saedet foran Christina var i stykker og mindede mest om en gyngestol ind i hendes knae. Lyset taendte og slukkede hvert femte minut hele turen, og luften var fedtet og klam. Men det vaerste var snart lige to minutter foer vi koerte og alle saeder var optagede - da kom der saa lige 15-20 staaende passagerer ind. Vi kunne ikke tro vores egne oejne, for vi havde altsaa 9 timers natkoersel foran os. Gudskelov stod de dog af efter en halv times tid.
Christina lukkede ikke et oeje. Jeg blundede selvfoelgelig lidt, jeg er jo en oern til at sove i busser. Vi ankom til Flores ved 6-tiden i morgen og tog en taxa hen til et hostel. De havde ikke plads foer der var blevet checket ud, saa vi fandt et par haengekoejer i haven og sov et par timer. Hostellet er rigtigt fint og hyggeligt, og saa er det gudebilligt.
I dag har vi gaaet rundt i byen, som ligger paa et lille oe i soeen Petèn Itza. I morgen skal vi af sted for at se det, vi er rejst hele den lange tur nordpaa for: Tikal-ruinerne.

Det var en opdatering for de sidste par dage. Jeg haaber mine kaere laesere har det godt og havde en god paaskeferie.

Centralamerika fra sin gode side

Yeah! For en gang skyld var det forholdsvist nemt at faa rabiesvaccinen - foerste sted vi tog hen og uden at det trak alt for meget ud. Saa nu er jeg halvvejs med sproejterne.

Christina og jeg tager til Atitlansoeen i dag. Vi vil forsoege at rejse med chicken busses, Guatemalas lokale busser som skulle vaere noget af en oplevelse.

Jeg slutter allerede nu, for dette tastatur er fuldstaendig smadret og ikke til at skrive paa.

Sort strand

Onsdag morgen lykkedes det os at komme af sted til Monterico. Men ens vi sad og ventede paa vores shuttle-bus, skete der noget sjovt - lige pludselig kom Tina fra b-klassen paa stats forbi. Det var helt vildt pudsigt! - En lille verden. Hun laerer spansk i Antigua og var paa vej til time. Saa hende fik jeg lige hilst lidt paa :-)

Monterico var uudholdeligt varmt. Det avr alt for meget. Men Christina elskede det. Stranden var ret dramatisk med en meget kraftig braending taet paa vandkanten. Boelgerne slog larmende ind mod kanten. Og saa var sandet jo sort, netop det Monterico er kendt for. Det er fordi, at det er vulkansk sand.
Torsdag morgen stod vi op foer solen for at komme ud paa en mangrove-rotur mens solen stod op. Det var lidt haardt at komme op, for ingen af os havde kunnet sove - jeg paa grund af varmen, Christina paa grund af larmen fra blaeseren. Roturen var okay, men mindede dog om Los Micos ved Tela. Vi saa en masse egrits, de store, hvide hejrefugle, og saa saa vi bl.a. ogsaa fisk med fire oejne.
Senere paa dagen - efter at have sovet lidt mere - besoegte vi et havskildpaddeprojekt. Der saa vi babyskildpadder (uh, de var soede), kaimaner (en slags krokodiller), leguaner, fisk og sumpskildpadder. Det var sjovt at se dyrene, men der var bare saa sindsygt mange myg, at vi ikke kunne blive der saerlig laenge. Det var lidt aergerligt at vi ikke var der laenge nok til at kunne saette en babyhavskildpadde fri, men skildpadderaeset foregaar kun om loerdagen. Pyt pyt.

Torsdag eftermiddag tog vi tilbage til Antigua. Her har vi saa bare slappet af og vaeret lidt i byen. I dag, langfredag, har byen vaeret fuldstaendig proppet med mennesker og optog. Vi er ved at have faaet nok at optogene, for de ligner hinanden og de tager saa lang tid om at passere forbi. Hehe... Det var ellers dem vi kom for.

I morgen skal jeg af sted efter den 3. rabiesvaccine - jeg gruer for det, for det bliver garanteret moegbesvaerligt. Bagefter tager vi til Atitlan-soeen.

Palmesoendag og vulkanklatring

Hverken Christina eller jeg var saerligt sikre paa, hvad det lige praecis var, der skulle ske i byen Palmelsoendag... Men et eller andet specielt maatte naesten finde sted. Vi gik lidt rundt i byen, som vrimlede med maend og drenge klaedt i lilla dragter med hvide hovedklaeder. Inde ved Central Park stoedte vi saa paa et skuespilsoptog med Jesus og hans disciple samt nogle praester og romere. De spillede forskellige paaskehaendelser paa spansk. Det var meget interessant at se, og vi fulgte med en halv times tid.
Senere paa dagen oplevede vi dog et endnu flottere optog. Paa gaden var der lavet taepper af enten farvet savsmuld i moenstre eller af grannaale og blomster og majsblade. Alle de lilla-klaedte maend kom saa gaaende langs kanten af vejen uden at oedelaegge taepperne. Senere kom en 50 maend saa baerende paa en kaempe traescene eller lignende med en statue af Jesus der bar sit kors oven paa. Den var virkelig stor og tung, og de kom baerende med den lige saa langsomt. Pyh, det saa haardt ud. Men det er sikkert et aereshverv. De gik hen over taepperne, som bagefter var oedelagt. Der kom ogsaa nogle kvinder baerende med en lignende, men mindre version med Maria paa. Der var ogsaa orkestre, og til allersidst nogle maskiner, som fejede grannaale og blomster op. Optoget skal nok have taget en halv time om at passere. Det var meget imponerende.

I gaar var vi paa udflugt til Pacaya-vulkanen. Der er 37 vulkaner i Guatemala, hvoraf 3 er aktive - og Pacaya er en af dem. Vi blev koert et langt stykke op af vulkanen, og skulle saa gaa det sidste. Gud, hvor var det haardt. Kaere adventure.dk-gruppe, I ved hvordan vi har knoklet paa vores trekkingture, og jeg siger jer, det her var vaerre. Vi gik i halvanden times tid, foer vi naede op, hvor vulkanen blev synlig. Vi gik/klatrede saa rundt paa den sorte lavamark og saa en masse flydende lava. Nogle ristede skumfiduser i varmen :-) Hvis man stak en vandrekaep ind i lavaen, gik der straks ild i den. Det var en sjov blanding af kulde og varme; der var en masse iskold taage omkring vulkanen, som kom blaesende engang i mellem, og i staerk kontrast hertil var saa den glohede lava, som var saa varm at man slet ikke kunne holde det ud, naar man kom et par meter fra den.
Det var en rigtig sjov oplevelse at opleve en vulkan paa saa taet hold.

I dag ville vi vaere taget ud til Monterico ved kysten, et sted med sorte strande. Det naaede vi imidlertid ikke, fordi jeg skulle have min rabiesvaccine nummer 2, og vi blev igen sendt til et nyt sted, hvor vi ventede i 100 aar inden det lykkedes. Det er et vaerre drama stadigvaek, og jeg tror det bliver det samme paa loerdag, naar jeg skal have nummer 3. I morgen tager vi til Monterico i stedet for.

For at der skulle ske noget i dag gik vi en lang tur ud til en lille by der hedder Jocotenango. Der fandt vi en militarybane til stor fryd for Christina, som dyrker denne sportsgren med sin hest. Det var lige foer hun begyndte at springe rundt paa forhindringerne selv... Vi fandt ogsaa et rigtigt godt museum, hvor der var en interessant udstilling om kaffe og en anden om Maya-musik. Her fik vi en rundvisning af en kvinde som spillede paa de specielle instrumenter og fortalte paa spansk - men hun snakkede langsomt og tydeligt, saa det var nogenlunde til at forstaa.

En af de fede ting ved at rejse, som vi goer nu, er glaeden ved at finde og opdage stederne selv. Det er en anden tilfredsstillelse end at faa det hele foraeret af et turistbureau - selvom det kraever mere af en selv.

I gaar aftes hang vi ud og var en tur i byen med en masse fyre fra hostellet. Der var blandt andet en dansker som havde foedselsdag efter midnat. I morges gav vi ham et lille dansk flag og sang en fodselsdagssang, det blev han vildt glad for :-)
Men nu har jeg ikke noget dansk flag til min egen foedselsdag. Men pyt.

Det var alt for nu!

Adiós Honduras - hola Guatemala!

Dette bliver en lang blog. Saa er du forberedt. Der er sket meget siden sidst.
I tirsdag blev jeg bidt af en gadehund. Det var noget af et chok, men ellers var det ikke saa slemt. Biddet var ikke dybt eller noget. Men siden, aah kaere venner, siden har det vaeret saa frustrerende og forfaerdeligt. Jeg tog straks til laegen, hvor de rensede saaret og gav mig antibiotika, men de ville ikke give mig rabiesvaccine - de sagde, at jeg skulle finde og fange hunden og bringe den til observation. Ja, jeg kan snart ikke fortaelle alt hvad der er sket, men jeg var af sted 5 gange paa forskellige klinikker og hospitaler, og de blev ved med at ville have mig til at fange den skide hund, hvilket jeg jo selvfoelgelig ikke kan. Og saa var det hele jo paa spansk. Jeg spurgte mor og far til raads derhjemme, og de gjorde hvad de kunne for at hjaelpe. Jeg ville bare have den vaccine, for rabies er noget man doer af, saa jeg ville ingen risiko loebe. Men ingen steder kunne de give mig den, saa var der det ene og saa var der det andet galt. Torsdag eftermiddag snakkede vi med direktoeren paa et hospital. Efter 2 timers venten og en masse snakken fik vi hende til at ville give mig vaccinen; men saa kunne hun pludselig ikke give mig den alligevel, fordi den var paa en anden klinik, hvor doktoren var gaaet hjem. Men hun skrev saa en erklaering paa, at jeg skulle vaccineres i Guatemala.
Det fjerde sted Christina og jeg kom hen i dag her i Antigua, lykkedes det saa endelig. Jeg fik den foerste af de 5 vacciner som jeg skal have over 21 dage. Hvor jeg ikke maa drikke. Dumme hund, altsaa. Ej, aerlig talt, saa er saa bare saa lettet over at jeg nu har faaet den foerste sproejte. Jeg har vaeret saa bange og frustreret over at ingen ville eller kunne hjaelpe mig i Honduras.

Onsdag var vi paa tur til Cayos Cochinos som er en samling smaa oeer ud for Honduras kyst. Laekre, hvide strande, palmehytter, garifunaer, konkylier... Super smukt. Men hvor maerkeligt det end lyder, saa har jeg bare set den slags saa mange gange nu :-) Saa ingen af os var saa imponerede som vi engang blev. Vi snorklede og sejlede rundt mellem oeerne, og saa fik vi traditionel frokost - dvs. stegt fisk (inkl. hoved og finner og hele svineriet), ris med boenner og stegte bananer med ketchup. Det har vi spist rigtig mange gange.

Torsdag var afskedsdag. Jeg tog ikke med ud paa skolen, fordi jeg havde saa meget, jeg skulle ordne, og hvis jeg skulle paa hospitalet igen (hvilket jeg endte med), saa kunne jeg ikke naa det. Det var ret aergerligt, for de havde lavet en rigtig fin afsked for os med gaver og kage. Oev oev. Om aftenen var der afskedsfest for os sammen med folkene fra Gafifuna Tours. Det var i de luksurioese omgivelser paa Laguna, og det var rigtig fint med laekker mad og masser af sprut. Jeg tog dog tidligt hjem, fordi jeg var virkelig sloej af al den antibiotika, jeg tager.

Fredag morgen koerte vi tidligt af sted for at aflevere Sophie, Nikka, Amalie F, Sofie og Lilly i lufthavnen. De skulle til Cuba (deres fly blev saa aflyst, saa de har lige faaet et par luksusovernatninger i San Pedro Sula ind til det naeste fly gaar). Bagefter blev Christina og jeg koert til busterminalen. Det var lidt trist at skulle sige farvel til alle de andre, naar vi nu har vaeret sammen saa laenge... Jeg kommer garanteret ogsaa til at savne deres selskab. Dem, der blev tilbage i Tela, er Helene, Amilie S, Simon, Robert og Helle. De tager alle hjem i naeste uge, paa naer Helle, som rejser lidt videre.
Busterminalen og bussen var noget af en overraskelse; topmoderne og luksurioest. Desvaerre var der alt for meget aircondition, saa vi hundefroes. Naeste gang vi rejser med bus, saa tager vi mere toej paa! Turen tog ca. 10 timer i alt, saa da vi endelig kom frem var vi faktisk ret smadrede. Jeg var ogsaa sloej af antibiotikaen hele dagen, saa det var rart at sove i en seng.

I dag har jeg det bedre, heldigvis. Christina og jeg har udforsket Antigua hele eftermiddagen, og det er virkelig en dejlig by. Vi har set en masse kirker og kirkegaard, vi har vaeret paa marked, i byens central park, som er den flotteste, vi har set (alle byer har saadan en park her) og set en masse maya-kvinder og boern i flotte, farverige dragter. Vi bor paa et lidt trangt, men hyggeligt hostel. Det bliver dog lidt dyrt at bo der nu, fordi priserne fordobles i Semana Santa (paaskeugen). Men eftersom Antigua er verdensberoemt for sin paaske, saa er det vist det vaerd. Saa kan jeg ogsaa faa mine foerste tre rabiesvacciner overstaaet.

Det var vist alt det, jeg ville fortaelle. God paaske til alle!

Tilbage foran skolebaenken

Selvom de fleste efterhaanden er draenet for energi og lyst til at fortsaette med det frivillige arbejde, saa har vi da faaet taget os sammen til at tage ud paa skolen baade i gaar og i dag. Velforberedte var vi ikke, men det gik da. Naar boernene bliver alt for larmende og anstrengende, saa gaar vi. Vi bruger ikke de honduranske teknikker for disciplin. Egentlig er det lidt trist, at boernene har saa svaert ved at forstaa at de skal vaere stille og hoere efter, naarvi fortaeller dem det paa en ordentlig maade. De tror vist ikke helt, at det er alvor, naar de ikke bliver truet af eller faar en paa hovedet.
Jeg har vist vaeret i 5 klasser nu. Og der er altsaa noget af det engelske, der haenger fast nu. Det goer mig glad. Selvom det er beskedent, saa er det da et resultat. Og selvom vi ikke har vaeret paa skolen saerlig meget, saa har det frivillige arbejde vaeret en oplevelse, som jeg har laert meget af. Vi har kun en dag tilbage, paa torsdag.
I morgen skal vi nemlig paa tur til Cayos Cochinos, nogle smaa, smukke oeer ud for La Ceiba. I oejeblikket er der ved at blive optaget et spansk reality show der a la Robinsonekspeditionen, men med kendte mennesker. Det fortalte Begonia, en af vores dykkerinstruktoerer. Det er lidt pudsigt, hvem ved om vi faar en spansk kendis at se...

De sidste to aftener har vi set film paa Mamma Mia efter aftensmad. Vi har taget vores puder med for at det skulle vaere hyggeligt og putteligt, hehe, I kan tro der blev gloet efter os paa gaden. I gaar saa vi en lejet film. Den var totalt ulovligt kopieret og af daarlig kvalitet, selvom det var en lejefilm. Men den var virkeligt god - "Things we lost in the fire" af Susanne Bier.

Der er nu kun 3 dage til, at jeg rejser til Guatemala! Jeg glaeder mig! I dag er den sidste af de store planlaegningsmaessige ting endelig kommet paa plads - flybilletten hjemad. Jeg saetter mine foedder paa dansk jord igen d. 15. maj.

Weekend

Vejret i Tela er virkelig bare ikke verdens bedste. Nej fy, hvad er det for noget at sig. Jeg skulle skamme mig. Selvfoelgelig er det helt fantastisk vejr her sammenlignet med Danmark. Men i gaar regnede det igen... Jeg tror det er de der bjerge som ligger parallelt med kysten lige ved siden af byen. Men hjeg ved det ikke. Paa Utila er vejret i hvert fald meget bedre.
Regnvejr betyder at der ikke er saa meget at lave. Stroemsvigtene goer, at netcafeerne er lukkede, ingen lys i butikkerne... Saa vi samledes paa et vaerelse og raahyggede med kort, snak, iPods, boeger...
Om aftenen kom vi til at snakke med en nordmand paa vej til Utila, og to danske piger som arbejder frivilligt paa et boernehjem uden for Tegucigalpa i et halvt aar. De boede ogsa paa Hotel Mango i nat. Det var rigtig hyggeligt. Det var desuden meget interessant at hoere om deres frivillige arbejde og udveksle erfaringer. Rart at hoere, at frivilligt arbejde ikke behoever vaere meningsloest - og at de ogsaa synes det var haardt i starten.
Jeg var ogsaa en tur med drengene henne paa Iguana for at danse lidt, men vi gik hurtigt igen. Gider simpelthen ikke den hoeje musik, den er virkelig over smertegraensen, og man kan slet ikke snakke sammen.

I dag har jeg sovet laenge, slappet af, vaeret paa stranden. Sidstnaevnte var dog ikke nogen stor fornoejelse. Der var helt absurd mange mennesker; der er altid mange om soandagen, men det var helt ekstremt i dag. Jeg gad vide hvorfor... Honduranere paa stranden er et vaerre gedemarked. De er af sted hele familien. Badetoej goer de det ikke i - de bader med toej paa. Og saa kan de utroligt godt lide at sidde og grise sig til i sandet. I deres vaade toej. Det vrimler med folk, der vil saelge pan de coco (kokosbroed), haengekoejer, badedyr, solbriller, flette ens haar... Skraldet flyder, for der er ingen skraldespande. En gang i mellem stiller nogle spillemaend sig op og synger og spiller.

Det var alt for nu.

Dans, druk og dykning

Saa vender jeg tilbage efter en uges stilhed - en uge tilbragt paa Utila. Vi kom endelig af sted med faergen den fredag eftermiddag. Sejlturen var ganske ubehagelig, der var rigtig mange, hoeje boelger. Jeg havde heldigvis taget en soesygepille, men derfor synes jeg nu alligevel, at det var lige lidt for spaendende, at havet var saa oproert.
Paa Utila blev vi modtaget af Pablo, som har vaeret vores instruktoer igen paa dette kursus. Den mand er naermest en institution i sig selv. Han er saa glad, kaerlig, opmaerksomhedskraevende, fuld af energi... Ham glemmer man aldrig. Og han kommer vist ogsaa til at savne sine ti danske piger.
Fredag aften maatte vi selvfoelgelig i byen for at fejre vores tilbagevenden. Det var sjovt. Vi blev lidt fulde. Dagen derpaa var man lidt groggy, men det var fint nok. Ind til vi kom ud paa baaden og skulle dykke. Foej, hvor var vi soesyge til sidst... Saa kunne vi laere ikke at blande alkohol og dykning. det var ubehageligt og tog meget af forneojelsen af andet dyk (der var jeg mest daarlig). saa forhindrede det mig dog ikke i at faa noget ud af dykkene.
Det foerste dyk var et dybdedyk til 30 meter. Jeg havde foerst lidt boevl med at faa trykudlignet min oerer, men det var vist bare, fordi det var laenge siden, at jeg sidst havde dykket. Jeg fik det i hvert fald til at lykkes, saa jeg kunne komme med nedad. Det specielle ved dybdedyk er, at man oplever dybderus, fordi luften i tanken presses saa meget sammen, at man optager saa meget nitrogen, at man faar det lidt underligt og sjovt - som en mild form for lattergas, tror jeg. For mit vedkommende betoed det, at jeg morede mig kosteligt, dernede paa bunden. Jeg grinede og grinede, og dansede med Sophie, min buddy, og jeg synes det hele var utrolig sjovt. Vi skulle ogsaa saette pege paa tallene fra 1 til 20 paa en plade. Selvom jeg var virkeligt hurtig til det i forhold til de andre, saa tog det mig alligevel 2,5 gang laengere tid paa de 30 meter, fordi ens reaktionsevne svaekkes. Paa dykket saa vi en rokke, en havskildpadde og en kaempe eremitkrebs i en konkylie. Saa det var et super sejt dyk.
Under pausen paa baaden blev jeg mere og mere daarlig. Derfor var det foelgende dyk bare noget der skulle overstaas. Det bestod i en masse opdriftsoevelser, det vil sige at kontrollere ens position i vandet ved hjaelp af maengden af luft i dykkervesten. Da vi kom op igen, hostede jeg totalt meget, og lige pludselig kastede jeg op. Det var paent klamt.
Om aftenen var vi igen i byen. Det var jeg saadan set hver aften :-)
Resten af kurset bestod i et vragdyk, et navigationsdyk og et natdyk. Vragdykket var virkeligt spaendende. Det var et 30 meter langt skib, der laa paa 30 meters dybde. Det er sunket med vilje for en 20 aar siden til fornoejelse for dykkere. Vi svoemmede rundt om det, ind i det og igennem det... Og saa hvordan det var overgroet med koraller og beboet af alskens dyr.
Navigationsdykket var lidt kikset. Eller rettere, Sophie og jeg var bare temmelig daarlige til at vende tilbage til det punkt vi startede fra. Men mest af alt var det nok ogsaa bare for, at vi skulle proeve, hvordan det er at navigere med kompas under vandet. Jeg skal dog ikke af sted uden en kyndig dive master eller instruktoer lige foreloebigt...
Natdykket var vores sidste, og det var saa fedt. Det er en helt anden oplevelse, naar der bare er baelgmoerkt omkring en, og man skal stoette sig til sin dykkerlygte. Men det var fedt! Livet under vandet var ogsaa et helt andet ved nat. Nogle fisk sov, andet svoemmede rundt - men ikke naer saa mange. Vi saa en gigantisk hummer, og paa et tidspunkt slukkede vi alle vores lygter saa vi kunne se lysende pletter fra de fluoriscerende dyr i vandet.
Da vi kom op til overfladen, svoemmede vi paa rykken hen til baaden med stjernehimlen over os. Vel oppe af vandet blev der skaalet paa, at vi nu var Advanced Open Water-dykkere.
De foelgende dage var vi paa fire fun dives og et night dive. Dykning er saa fedt! Jeg er super glad for, at jeg har stiftet bekendtskab med det og glaeder mig til jeg faar muligheden igen - sandsynligvis paa Cuba...
Og nej, jeg fik ikke set en hvalhaj. De gemte sig. Rigtig oev. Men jeg har set en masse andre fantastiske ting.

Det var dykningen. Saa var der byturene. Som sagt, var vi ude hver aften, mere eller mindre. Utila har den fedeste stemning, saa det er faktisk ikke til at lade vaere med at gaa ud... Desuden er der nogle rigtig fede steder. Tranquila og Coco Loco ligger begge halvt paa land og halvt ud over vandet med udsigt ud over havet og stjernehimlen. Og Coco Loco spiller fed dansemusik. Saa er der Treetanic, som er et helt unikt sted; det er en bar som ligger oppe mellem en masse traeer, og saa er der en stor have fuld af kunstvaerker af mosiak og skrammel og affald. Det er slet ikke til at forklare, men der er vildt flot, og der er nye detaljer allevegne. Og saa er der giftige edderkopper. Sidste sted, vi hang ud, var paa Bar in the Bush. Onsdag aften er ballonaften - man koeber en ballon med noget, som jeg tror er lattergas, og traekker saa vejret i den. Man bliver helt underlig i hovedet af det og griner helt vildt. Virkningen gaar hurtigt over igen, men jeg tror ikke den ville vaere helt lovlig hjemme :-)

Det var dejligt at have frihed til selv at bestemme paa Utila - jeg glaeder med til at skulle backpacke paa egen haand. Det var ogsaa rart selv at kunne bestemme over ens maaltider... Vi blev 2 dage laengere, fordi vi havde lyst. Men jeg har nu ogsaa lidt daarlig samvittighed over for skolen hvor vi arbejder frivilligt for vi har ikk vaeret det er halvanden uge. Turen til Utila var fed, men jeg var i lidt daarligt humoer, saa det var ikke det samme som sidst.

Der er ikke saa god stemning i gruppen for tiden. Vi er blevet ret opdelte. Nu vil jeg ikke sidde og udbasunere det hele paa nettet, men det er ret aergerligt. Et eller andet sted bliver det rart at rejse videre kun med Christina, saa man ikke hele tiden skal gaa paa kompromis. Men jeg haaber nu alligevel, at stemningen naar at blive lidt bedre, inden vi skilles.

Hov, jeg glmmer helt at fortaelle, at jeg blev koert ned af en lokal idiot paa knallert paa Utila den ene aften. Jeg gik helt inde til siden, aner ikke hvad klovnen lavede. Jeg fik en slem hudafskabningen, og saa blev min ene storetaa revet op i huden ved neglen. Det var galt nok, men pyh, hvor er jeg glad for, at der ikke skete mere. Det var lidt smertefuldt at dykke med, men jeg tror det er lykkes mig at holde det rent, saa der ikke gaar betaendelse i. Min taa har dog et stykke vej igen.

Nu vil jeg afslutte dette indlaeg. Det er ikke optimalt at skulle blogge for en hel uge; men jeg har hygget mig og oplevet en masse og ikke haft tid. Og det er i mine egne oejne den bedste grund, der kan vaere.