Ja, saa er det ultimative fuck sket for mig: Mit kamera er kaput. Vi ankom til Tela i gaar og gik som noget af det foerste ned for at se den laekre strand og det caribiske hav. Jeg lagde mit kamera i en venindes sko, mens vi soppede, men jeg fik ikke lige sagt det ikke til hende... Og vupti, saa smuttede kameraet ud af sandalen ned i en boelge, da hun var ved at tage den paa. Nu gider kameraet saa ingenting. Jeg ved ikke om det er vand eller sand der har gjort stoerst skade, men jeg ved, at de billeder, jeg lige nu er ved at proeve at uploade, meget vel kan blive de eneste.
Vi ankom til Tela i gaar efter mange timers koersel. Jeg synes ikke turen var saa slem... Nu har man vaennet sig til, at bilen bumler lidt af sted. Der er ingen sikkerhedsseler, og en af vores tasker, som alle laa under en pressening paa taget, floej af paa et tidspunkt. Mega heldigt at vi overhovedet opdagede det!
Vi besoegte en bananplantage paa vejen. Den var ejet af Dole(ligesom rosinerne...). Det var rigtigt sjovt at se baade bananpalmerne paa marken og vaske- og pakningsprocessen. Min kaere Lonely Planet har vaeret behjaelpelig med lidt info om bananproduktionens betydning i Honduras, og den er meget stor. Heldigvis betyder den ikke alt laengere - landet har lidt anden eksport, og selskaberne Dole og Chiquita er vist noedt til at indordne sig lidt nu. Men kun lidt.
I dag havde vi vores foerste spanskundervisning. Huhej, hvor det gaar! Det er lidt sjovt at vaere tilbage paa skolebaenken. Vi er delt op paa smaa firmandshold, og jeg er kommet paa mellemholdet selvom jeg jo aldrig har haft spansk. Det gaar fint, men 2 af de andre paa holdet som har haft det paa hoejniveau keder sig (selvfoelgelig). Saa den der gruppeinddeling er ikke helt ideel...
Nu maa vi se hvo meget jeg naar at faa laert. Jeg naar vist ikke rigtigt at uploade billeder, for internetcafeen lukker om 12 minutter. Forbindelsen er ellers gudeskoen og hurtig. Og Tela er en dejlig by, for den er mere moderne end Copan og Gracias. For eksempel er her asfalterede veje i stedet for brosten eller grus. Og butikker med varer nok til at det rent faktisk ser ud af noget. Og varme. Men ogsaa regn.
Hasta la vista!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Jamen Pernille! Det lyder jo til at du allerede har oplevet en hel masse! Men sådan går det jo hurtigt når man bevæger sig uden for landets grænser, hvilket jo er med til at gøre det at rejse så fedt!
Jeg selv har lige overstået en cellebiologi eksamen, i morgen skal jeg regne kemiopgaver dagen lang, så jeg er klar til lørdagens eksamen. Derefter skal der festes, og så er Rita på vej til Norge, fjelde, sne og skiløb. Det glæder hun sig til :)
Ærgeligt med kameraet, lyder som noget jeg har prøvet. Desværre er der ikke andet for end at få fat i et nyt, hurtigst muligt. Håber det er til at få fat i dernede og at budgettet tillader det...
Det var lidt her fra det grå og råkolde Danmark. Kusinekram fra Rita
Hej Pernille
Jeg har snakket med din mor og fået adressen på din blog, så nu kan jeg også følge med i hvad der sker på din rejse.
Dejligt at du er kommet vel frem til Honduras, det lyder rigtig spændende - især på turen til mayaernes ruiner ville jeg godt have været blind passager.
Det lyder ret vildt at hænge i lange wirer 80 m over jorden med hovedet nedad - godt det ikke var den dag du døjede med maven.
Fortsat god tur - vi her på Holmgade glæder os til at læse mere om dine oplevelser.
Mange hilsner
Birthe
Send en kommentar