Regnen fortsatte. Vi kom ikke af sted med faergen i gaar, for den var aflyst. Vi kom ikke med den i morges, for den sejlede stadig ikke. Aah, hvor jeg dog haaber at den sejler i eftermiddag! Det er saa irriterende at have sin taske pakket og vaere strandet her i Tela uden noget at give sig til. Man bliver vaad hver gang man gaar ud, for jeg har jo ikke nogen regnvejrsremedier med.
Her i loebet af formiddagen er det heldigvis begyndt at klare op. Saa jeg tror faktisk jeg bryder sammen, hvis Utila Princess ikke vil sejle os over i dag.
Problemet med regnen er isaer, at man ikke kan gaa paa stranden. Og saa er der jo ikke meget andet at lave. Christina og jeg, og Sophie og Nikka, som ogsaa rejser videre, brugte saa dagen i gaar paa at bestille flybilletter og finde ud af visum og de obligatoriske to hotelovernatninger paa Cuba. Det har vaeret en meget svaer opgave, men vi er nu ogsaa lidt stolte af at have klaret det selv.
Om aftenen saa vi en film paa Mamma Mia, og da vi kom tilbage sad Sophie og den anden Amalie inde hos Amalie og jeg og snakkede om alt muligt til klokken blev mange. Rigtig hyggeligt...
Honduras har virkelig vist sig fra sin vaerste side de sidste par dage. Regnvejret, stroem- og vandsvigtet, den manglende hjaelp til at bestille flybilletter... Plus at jeg i gaar bare havde en rigtig uheldig dag. Jeg ville ind i banken og haeve dollars, og der var ikke lige nogen der kunne gaa med mig, saa jeg gik selv derind.Der var 4-5 forskellige koeer, og jeg kunne ikke lige helt gennemskue, hvilken en jeg skulle stille mig i - saa jeg valgte en og hev min ordbog frem, for at faa oversat de ord, der var paa skiltene. Det blev jeg ikke klogere af, udover at jeg fandt ud af, at den koe jeg var i, var for gravide og pensionister og handicappede. "Saa kan det ogsaa vaere lige meget," taenkte jeg og gik resulut mod udgangen for ikke at virke mere turist-dum end jeg allerede gjorde. Med et kaempe brag vader jeg saa lige ind i en glasdoer!
Uuuuuuuh, det var pinligt! Der blev grinet, jeg proevede ogsaa selv at grine, mens jeg ilede vaek. Uha uha... Flovt, flovt, flovt.
Senere skulle Sophie og jeg have en kop kaffe, og jeg endte med at vente 20 minutter paa min dumme capuccino, fordi den traelse ekspeditrice ikke kunne huske, hvad hun havde solgt.
Naa, men folkens - kryds fingre for at faergen sejler! Saa kan alle vi hernede blive lidt livet op af en god aften i byen paa Utila-vis.
fredag den 29. februar 2008
torsdag den 28. februar 2008
Stroemsvigt og syndflod
Selvom jeg har vaeret her laenge nu, saa irriterer det mig stadig helt vildt, naar stroemmen gaar i en hel dag. Det betyder ogsaa at der er lukket for vandet. Det er ulaekkert. Endnu mere frustrerende er det, naar man er ved at planlaegge sin rejse og skal goere det hele selv, fordi de kaere rejsebureauer er fuldstaendigt uduelige. - Det var dagen i gaar.
Vi var ude paa skolen og undervise to klasser, Amalie og jeg. Vi snakkede om "Katie's day" og fortalte dem saa paa engelsk om de ting hun lavede. Det var de begejstrede for. Resten af dagen ville jeg have brugt paa alt muligt fornuftigt, men den manglende stroem satte en stopper for de planer. Men jeg fik da skrevet et par postkort.
I gaar aftes begyndte det at regne. Der blev aabnet for himmelsluserne, og siden har det bogstavelig talt vaeltet ned uafbrudt. Det er ikke til at fatte, at der stadig er mere vand tilbage deroppe. Vi er alle bekymrede for, at det maaske betyder, at Utila Princess ikke sejler, for vi skal med baaden ud til dykkerparadiset i eftermiddag.
Er ikke taget ud paa skolen i dag - har i stedet faaet bestilt flybilletter fra Guatemala City til Havana den 1. april, og fra Havana til Mexico City den 24. april. Saa mangler vi at destinations- og datoaendre hjemrejsen fra San Pedro til Mexico City. Og vi skal have visum til Cuba og to hotelovernatninger i Havana. Pyha! - Christina og jeg har vaeret noedt til at ordne det hele selv, fordi Garifuna Tours ikke kan finde ud af noget som helst, selvom vi blev lovet hjaelp af dem af rejseselskabet i Danmark. Det er vel bare Honduras... Argh!
Jeg glaeder mig til at komme til Utila. Paa ferie fra ferien. Jeg haaber de har godt vejr; der er ikke bjerge som paavirker vejret aa samme maade.
Vi var ude paa skolen og undervise to klasser, Amalie og jeg. Vi snakkede om "Katie's day" og fortalte dem saa paa engelsk om de ting hun lavede. Det var de begejstrede for. Resten af dagen ville jeg have brugt paa alt muligt fornuftigt, men den manglende stroem satte en stopper for de planer. Men jeg fik da skrevet et par postkort.
I gaar aftes begyndte det at regne. Der blev aabnet for himmelsluserne, og siden har det bogstavelig talt vaeltet ned uafbrudt. Det er ikke til at fatte, at der stadig er mere vand tilbage deroppe. Vi er alle bekymrede for, at det maaske betyder, at Utila Princess ikke sejler, for vi skal med baaden ud til dykkerparadiset i eftermiddag.
Er ikke taget ud paa skolen i dag - har i stedet faaet bestilt flybilletter fra Guatemala City til Havana den 1. april, og fra Havana til Mexico City den 24. april. Saa mangler vi at destinations- og datoaendre hjemrejsen fra San Pedro til Mexico City. Og vi skal have visum til Cuba og to hotelovernatninger i Havana. Pyha! - Christina og jeg har vaeret noedt til at ordne det hele selv, fordi Garifuna Tours ikke kan finde ud af noget som helst, selvom vi blev lovet hjaelp af dem af rejseselskabet i Danmark. Det er vel bare Honduras... Argh!
Jeg glaeder mig til at komme til Utila. Paa ferie fra ferien. Jeg haaber de har godt vejr; der er ikke bjerge som paavirker vejret aa samme maade.
tirsdag den 26. februar 2008
Strejke
Vi stod i morges og ventede paa en af de gule busser (USA's aflagte, gammel og rumlende og noget for sig selv), da en honduriansk mand var saa venlig at komme over og forklare os, at der er bus- og taxistrejke i dag. Det er noget med nogle penge som regeringen har lovet og ikke givet... I hvert fald har de blokeret broer og veje ud af byen. Saa ingen af os kan komme ud at arbejde i dag. Alle regeringsskoler er imidlertid ogsaa lukkede af samme grund.
Det betyder fridag. Det er laekkert nok, men jeg haaber godt nok, at vi kan komme af sted i morgen. Ellers bliver det for kedeligt. Sophie og jeg har lige startet dagen ud med lidt internet, og bagefter gaar vi til stranden. Hvor ellers.
Det betyder fridag. Det er laekkert nok, men jeg haaber godt nok, at vi kan komme af sted i morgen. Ellers bliver det for kedeligt. Sophie og jeg har lige startet dagen ud med lidt internet, og bagefter gaar vi til stranden. Hvor ellers.
mandag den 25. februar 2008
Going out in Honduras
Endelig blev det weekend. Det var laenge siden man sidst havde kunnet vaerdsaette dette; laenge siden man havde oplevet en ugerytme. Det maatte unaegteligt betyde at vi skulle i byen, baade fredag og loerdag.
Fredag var vi til pool party paa Lagoon og paa Iguanas Sport's Bar (ja, det er verdens klammeste navn), og loerdag bare paa Iguanas. Og aah ja, det var sjovt og skoenherligt. Man danser en hel masse. Musikken er anderledes, og det foregaar meget, meget mere i hofterne end hjemme i lille Danmark. Det forholder sig desuden saaledes, at maend i Honduras kan danse. Selv den mest chubby fyr har fat i rytmen og lader den forplante sig ud i kroppen... Det er laekkert. Men ogsaa temmelig fraekt.
Der, hvor det bliver lidt maerkeligt, er, naar en honduriansk pige saa har danset med Simon hele aftenen og gnubbet sig op af ham, og de har kysset - og hun saa allerede tror, at de skal giftes. Jeg mener, nogle af de der par paa gulvet, de staar og gnider sig op af hinanden og som dansker er det naesten for meget. Men naeh nej, det betyder ikke saerlig meget, det er helt normalt - men saa skal man kysser, saa skal man giftes. Det er en lidt omvendt verden.
Loerdag aften gik Helle selv hjem, og mens hun ventede paa, at doeren til hotellet blev laast op, kom en mand, hev hendes taske af og loeb vaek med den. Det var noget af et chok for os alle sammen, men selvfoelgelig mest for hende. Vi er vel alle begyndt at foele os forholdvist sikre, men det er man bare ikke. Heldigvis truede han hende ikke og han var heller ikke voldelig, bare skummel og hurtig. Hun fik et par hundrede lempiras og sit kamera. Det er saa aergerligt og synd for hende... Vi maa hanke op i os selv og passe bedre paa.
Ellers var vi vist mest paa stranden. Min bagdel endte som et pragteksemplar af en tricolore, fordi jeg havde hevet bikinien lidt ind, saa de hvide baller kunne faa lidt kuloer - det resulterede i, at den lignede en trefarvet is - brun, roed og hvid.
I dag, mandag, tog Amalie og jeg ud til den skole, hvor fire af de andre arbejder med at undervise i engelsk for at give laererjobbet en chance til. Det gik rigtig godt - endelig en god oplevelse med det frivillige arbejde. Selvfoelgelig var mine nye, revidere forventninger ogsaa mere realistiske denne gang, men samtidig er boernene ogsaa meget mere velopdragne og saa har de lyst til at laere - de er virkeligt begejstrede, baade for det engelske og de nye laererinder. Saa der tager vi ud resten af tiden.
De to klasser, som Amalie og jeg har, er 6-7-8 aar gamle. Vi goer ikke saa meget ud af at skrive, for det er de jo foerst ved at laere paa spansk, men vi gennemgik lidt om navne, farver, dyr, dyr i havet, tal og frugt. De elsker at synge. I frikvartererne flokkes de om os, for det er jo nok lidt spaendende med saadan nogle hvide piger... Noget helt andet end Triunfo, hvor vi i den grad maatte passe os selv.
Endelig en positiv melding herfra omkring arbejdet :-)
Fredag var vi til pool party paa Lagoon og paa Iguanas Sport's Bar (ja, det er verdens klammeste navn), og loerdag bare paa Iguanas. Og aah ja, det var sjovt og skoenherligt. Man danser en hel masse. Musikken er anderledes, og det foregaar meget, meget mere i hofterne end hjemme i lille Danmark. Det forholder sig desuden saaledes, at maend i Honduras kan danse. Selv den mest chubby fyr har fat i rytmen og lader den forplante sig ud i kroppen... Det er laekkert. Men ogsaa temmelig fraekt.
Der, hvor det bliver lidt maerkeligt, er, naar en honduriansk pige saa har danset med Simon hele aftenen og gnubbet sig op af ham, og de har kysset - og hun saa allerede tror, at de skal giftes. Jeg mener, nogle af de der par paa gulvet, de staar og gnider sig op af hinanden og som dansker er det naesten for meget. Men naeh nej, det betyder ikke saerlig meget, det er helt normalt - men saa skal man kysser, saa skal man giftes. Det er en lidt omvendt verden.
Loerdag aften gik Helle selv hjem, og mens hun ventede paa, at doeren til hotellet blev laast op, kom en mand, hev hendes taske af og loeb vaek med den. Det var noget af et chok for os alle sammen, men selvfoelgelig mest for hende. Vi er vel alle begyndt at foele os forholdvist sikre, men det er man bare ikke. Heldigvis truede han hende ikke og han var heller ikke voldelig, bare skummel og hurtig. Hun fik et par hundrede lempiras og sit kamera. Det er saa aergerligt og synd for hende... Vi maa hanke op i os selv og passe bedre paa.
Ellers var vi vist mest paa stranden. Min bagdel endte som et pragteksemplar af en tricolore, fordi jeg havde hevet bikinien lidt ind, saa de hvide baller kunne faa lidt kuloer - det resulterede i, at den lignede en trefarvet is - brun, roed og hvid.
I dag, mandag, tog Amalie og jeg ud til den skole, hvor fire af de andre arbejder med at undervise i engelsk for at give laererjobbet en chance til. Det gik rigtig godt - endelig en god oplevelse med det frivillige arbejde. Selvfoelgelig var mine nye, revidere forventninger ogsaa mere realistiske denne gang, men samtidig er boernene ogsaa meget mere velopdragne og saa har de lyst til at laere - de er virkeligt begejstrede, baade for det engelske og de nye laererinder. Saa der tager vi ud resten af tiden.
De to klasser, som Amalie og jeg har, er 6-7-8 aar gamle. Vi goer ikke saa meget ud af at skrive, for det er de jo foerst ved at laere paa spansk, men vi gennemgik lidt om navne, farver, dyr, dyr i havet, tal og frugt. De elsker at synge. I frikvartererne flokkes de om os, for det er jo nok lidt spaendende med saadan nogle hvide piger... Noget helt andet end Triunfo, hvor vi i den grad maatte passe os selv.
Endelig en positiv melding herfra omkring arbejdet :-)
fredag den 22. februar 2008
En skuffende start
Det frivillige arbejde er begyndt, og det er den direkte grund til at min ellers saa opdaterede blog har ligget brak i fem dage. Det har vaeret saadan en skuffelse.
Jeg var eller helt igennem entusiastisk og motiveret, da vi moedte op paa folkeskolen i Triunfo de la Cruz, garifunalandsbyen hvor vi saa dans. Der var imidlertid ikke rigtig nogen, der var klar over at vi kom, og derfor ingen til at tage i mod os eller fortaelle os om det foreliggende arbejde. Der gik ikke laenge foer Amalie, hende jeg bor med, og jeg blev smidt alene ind foran en klasse og skulle laere dem engelsk. Totalt usikre og kiksede stod vi der og famlede os lidt frem med en ynkelig undervisning, mens boernene blev mere og mere urolig og ukoncentrerede og vilde. Deres laerer kom tilbage og vi fik en anden klasse med blandede klassetrin. Dagen var foerste skoledag i et nyt skoleaar og for de yngste boern den foerste skoledag i deres liv. Det kan man jo ikke arbejde med. Ingen havde fortalt os om frikvarter, eller hvornaar dagen sluttede, ingen interesserede sig for hvordan det gik. Amalie gik ud og fandt en laerer, som fortalte, at formiddagsboernene gik i skole til kl. 12. Kl. 11 begyndte de imidlertid at forlade klassen og gaa hjem, for nu var de sultne. Det er ganske almindelig garifunamentalitet.
Jamen for pokker da?! Ingen hjalp os, ingen var synderligt interesserede i os, vores spansk er saa spinkelt, folk var ligeglade med om vi var der eller ej.
Det var meget mod min vilje at Amalie og jeg vendte tilbage til skolen den foelgende dag. Jeg havde virkelig ikke lyst. Vi havde Alex fra Garifuna Tours med, til at hjaelpe os paa vej med det spanske. Han hjalp os meget... Men stadig var det ubehageligt at vaere der. Ingen viste os hvilke klasser vi skulle undervise; vi skulle selv gaa rundt og spoerge laererne om lov til at undervise. Intet system, ingen organisering. Efter timer med to klasser, forlod vi stedet. Gav op. Hvor meget jeg end hader at indroemme det. Men jeg gider ikke spilde min tid, spilde boernenes tid paa den maade.
Bagefter har jeg vaeret fuldstaendig desillusioneret omkring frivilligt arbejde. Jeg skal aerligt indroemme, at jeg kom fra Danmark med en idealiseret forestilling om, at jeg skulle ud at hjaelpe, goere en forskel. At der ville blive sat pris paa min indsats. Det har Alessandro, ejeren af Gafifuna Tours, gjort mere end klart for mig, er naivt og dumt. Jo tak. Men det er altsaa det, der er motivationen, naar unge fra Vesten rejser ud for at lave frivilligt arbejde. Jeg bryder mig ikke synderligt om den mand mere.
Onsdag proevede vi at faa en aftale i stand med en anden skole, men det lykkedes ikke. Saa torsdag og fredag har vi vaeret med fire af de andre i Tornabe, en anden Garifunalandsby hvor vi hjaelper til paa et sted for boern fra 0-7 aar. Det har vaeret bedre. Men stadig ikke i naerheden af de forhaabninger, jeg gjorde mig hjemmefra.
Det er livsbekraeftende at se alle de glade boern med al deres energi. De er saa vilde med os... Men det er ogsaa frustrerende at se, hvor ustimulerede de er. De passer sig selv - paedagogerne interagerer ikke med boernene, bortsat fra naar de skaelder dem ud eller slaar dem (tror efterhaanden de har forstaaet at dét er noget, som vi er meget i mod). Der er intet legetoej. Kun nogle madrasser... Boernene leger ikke rigtig sammen, de farer bare rundt og de kommer til i totterne paa hinanden. Og det plejer de at faa lov til...
Vi proever at lege med dem. Amalie og Christina tegnede paa husfacaden i gaar - traeer, dyr, vandfald, mennesker... I dag lavede de vendespil og puslespil til dem. Og saa var vi paa stranden hvor vi laerte dem et par sange. Men det er svaert, for de er tydeligvis slet ikke vant til at tage i mod beskeder og udfoere andre instrukser end skaeldud. De plejer jo mest at skulle passe sig selv.
Jeg ved endnu ikke, om Amalie og jeg bliver i Tornabe eller tager ud paa en skole, hvor fire af de andre piger underviser.
Dagene foregaar saadan, at vi arbejder om formiddagen og har fri om eftermiddagen, hvor vi mest er paa stranden. Nu er det weekend, og saa skal vi ud at lege under stjernerne... I aften staar den paa pool party.
I forgaars var det maaneformoerkelse. Det var flot.
Nu vil jeg forsoege at laegge flere billeder ind paa picasa. Mit eget kamera har virket nogenlunder som det skal de sidste mange gange jeg har brugt det. Desvaerre har jeg bare lidt lagt vanen med at faa taget billeder javnligt paa hylden... Saa billederne paa nettet er mest nogle fra de andres billedsider. Hvis I har lyst til rigtigt at se billeder, saa gaa ind og kig paa de andres, for de er meget flittige med at uploade. Jeg bruger min tid paa at blogge i stedet for.
Jeg var eller helt igennem entusiastisk og motiveret, da vi moedte op paa folkeskolen i Triunfo de la Cruz, garifunalandsbyen hvor vi saa dans. Der var imidlertid ikke rigtig nogen, der var klar over at vi kom, og derfor ingen til at tage i mod os eller fortaelle os om det foreliggende arbejde. Der gik ikke laenge foer Amalie, hende jeg bor med, og jeg blev smidt alene ind foran en klasse og skulle laere dem engelsk. Totalt usikre og kiksede stod vi der og famlede os lidt frem med en ynkelig undervisning, mens boernene blev mere og mere urolig og ukoncentrerede og vilde. Deres laerer kom tilbage og vi fik en anden klasse med blandede klassetrin. Dagen var foerste skoledag i et nyt skoleaar og for de yngste boern den foerste skoledag i deres liv. Det kan man jo ikke arbejde med. Ingen havde fortalt os om frikvarter, eller hvornaar dagen sluttede, ingen interesserede sig for hvordan det gik. Amalie gik ud og fandt en laerer, som fortalte, at formiddagsboernene gik i skole til kl. 12. Kl. 11 begyndte de imidlertid at forlade klassen og gaa hjem, for nu var de sultne. Det er ganske almindelig garifunamentalitet.
Jamen for pokker da?! Ingen hjalp os, ingen var synderligt interesserede i os, vores spansk er saa spinkelt, folk var ligeglade med om vi var der eller ej.
Det var meget mod min vilje at Amalie og jeg vendte tilbage til skolen den foelgende dag. Jeg havde virkelig ikke lyst. Vi havde Alex fra Garifuna Tours med, til at hjaelpe os paa vej med det spanske. Han hjalp os meget... Men stadig var det ubehageligt at vaere der. Ingen viste os hvilke klasser vi skulle undervise; vi skulle selv gaa rundt og spoerge laererne om lov til at undervise. Intet system, ingen organisering. Efter timer med to klasser, forlod vi stedet. Gav op. Hvor meget jeg end hader at indroemme det. Men jeg gider ikke spilde min tid, spilde boernenes tid paa den maade.
Bagefter har jeg vaeret fuldstaendig desillusioneret omkring frivilligt arbejde. Jeg skal aerligt indroemme, at jeg kom fra Danmark med en idealiseret forestilling om, at jeg skulle ud at hjaelpe, goere en forskel. At der ville blive sat pris paa min indsats. Det har Alessandro, ejeren af Gafifuna Tours, gjort mere end klart for mig, er naivt og dumt. Jo tak. Men det er altsaa det, der er motivationen, naar unge fra Vesten rejser ud for at lave frivilligt arbejde. Jeg bryder mig ikke synderligt om den mand mere.
Onsdag proevede vi at faa en aftale i stand med en anden skole, men det lykkedes ikke. Saa torsdag og fredag har vi vaeret med fire af de andre i Tornabe, en anden Garifunalandsby hvor vi hjaelper til paa et sted for boern fra 0-7 aar. Det har vaeret bedre. Men stadig ikke i naerheden af de forhaabninger, jeg gjorde mig hjemmefra.
Det er livsbekraeftende at se alle de glade boern med al deres energi. De er saa vilde med os... Men det er ogsaa frustrerende at se, hvor ustimulerede de er. De passer sig selv - paedagogerne interagerer ikke med boernene, bortsat fra naar de skaelder dem ud eller slaar dem (tror efterhaanden de har forstaaet at dét er noget, som vi er meget i mod). Der er intet legetoej. Kun nogle madrasser... Boernene leger ikke rigtig sammen, de farer bare rundt og de kommer til i totterne paa hinanden. Og det plejer de at faa lov til...
Vi proever at lege med dem. Amalie og Christina tegnede paa husfacaden i gaar - traeer, dyr, vandfald, mennesker... I dag lavede de vendespil og puslespil til dem. Og saa var vi paa stranden hvor vi laerte dem et par sange. Men det er svaert, for de er tydeligvis slet ikke vant til at tage i mod beskeder og udfoere andre instrukser end skaeldud. De plejer jo mest at skulle passe sig selv.
Jeg ved endnu ikke, om Amalie og jeg bliver i Tornabe eller tager ud paa en skole, hvor fire af de andre piger underviser.
Dagene foregaar saadan, at vi arbejder om formiddagen og har fri om eftermiddagen, hvor vi mest er paa stranden. Nu er det weekend, og saa skal vi ud at lege under stjernerne... I aften staar den paa pool party.
I forgaars var det maaneformoerkelse. Det var flot.
Nu vil jeg forsoege at laegge flere billeder ind paa picasa. Mit eget kamera har virket nogenlunder som det skal de sidste mange gange jeg har brugt det. Desvaerre har jeg bare lidt lagt vanen med at faa taget billeder javnligt paa hylden... Saa billederne paa nettet er mest nogle fra de andres billedsider. Hvis I har lyst til rigtigt at se billeder, saa gaa ind og kig paa de andres, for de er meget flittige med at uploade. Jeg bruger min tid paa at blogge i stedet for.
mandag den 18. februar 2008
Ej, har du set den der store, hvide fugl?
I dag er det soendag, og vi har vaeret paa tur til lagunen Los Micos, hvor vi sejlede rundt og saa en pokkers masse store, hvide hejrelignende fugle (egrits), og ogsaa mange andre fugle. Ingen krokodiller. Men jeg fik et glimt af en eller anden termitspisende bjoern, for den hoppede i vandet og gemte sig.
Vi spise frokost i Miami - en strand der hedder saadan, fordi den plejede at have en hel masse hoeje, flotte palmer. Men dem oedelagde Hurricane Mitch. Nu er en masse nye ved at vokse op, men de er slet ikke hoeje nok til at lede tankerne hen paa Miami i Florida... Tjah, og derefter badede og dasede vi... Og koerte tilbage. Det var en udmaerket tur, menikke saa god som mange af de andre dagsture.
I morgen begynder det frivillige arbejde. Jeg skal til Triunfo de la Cruz, garífunalandsbyen hvor vi saa dans, sammen med 3 andre. Vi ved meget lidt om, hvordan det bliver, men jeg glaeder mig til at komme i gang. Saa maa man bare tage det som det kommer.
Vi spise frokost i Miami - en strand der hedder saadan, fordi den plejede at have en hel masse hoeje, flotte palmer. Men dem oedelagde Hurricane Mitch. Nu er en masse nye ved at vokse op, men de er slet ikke hoeje nok til at lede tankerne hen paa Miami i Florida... Tjah, og derefter badede og dasede vi... Og koerte tilbage. Det var en udmaerket tur, menikke saa god som mange af de andre dagsture.
I morgen begynder det frivillige arbejde. Jeg skal til Triunfo de la Cruz, garífunalandsbyen hvor vi saa dans, sammen med 3 andre. Vi ved meget lidt om, hvordan det bliver, men jeg glaeder mig til at komme i gang. Saa maa man bare tage det som det kommer.
lørdag den 16. februar 2008
Vild med vand!
Man staar dér og beskuer en afgrund, hvor Rio Blanco falder 43 meter. Tonsvis af vand, brus, regnbuer, larm.. Man bliver helt svimmel af det. Man klikker paa livet loes og faar en masse mesterskud paa sit lille kamera, og det er alt sammen meget imponerende.
Men én ting er at staa og kigge - en anden er at betale de soelle 100 lempiras for at komme helt taet paa og ind i Pulhapanzak-vandfaldet.
Foerst skulle vi ned af skraenten og saa snart vi kom ud af skraaningen lae, maerkede vi bruset og koeligheden... Vi blev mere og mere vaade, som vi gik og kravlede naermere vandfaldet ad en mudret og alge-besat sti. Det er ikke helt ved siden af, at Lonely Planet sammenligner turen med Indiana Jones... Vi kravlede paa sten, sprang i vandet, svoemmede, kravlede op igen, kantede os frem med hinanden i haenderne. I mens bruste vandet omkring os, og vi blev hurtigt mere drivvaade end hvis det havde vaeret et brusebad. Vi kom om bag vandfaldet, vi kravlede ind i en smal, baelgmoerk grotte, vi gik gennem en tunnel, vi blev naesten slaaet omkuld af det kraftfulde vand i frit fald, vi sprang fra en klippe, og ved I hvad? Det var saa sejt!
Der var saa meget vand, det var saa voldsomt. Nogle steder kunne man naesten ingenting se for al den brus. Vi blev alle helt hoeje af naerkontakten med naturens kraefter...
Pulhanpanzak ligger en to-timers koeretur fra Tela, og paa vejen passerede vi ogsaa Lago de Yojoa, Honduras' stoerste ferskvandsoe (tror jeg nok). Om eftermiddagen blev vi kert hen til et Mall i en stor by ved navn Progreso, taet ved San Pedro Sula, tror jeg. Det var et helt civiliseret sted, laes american style. aah, hvor var det dejligt...
Vi havde kun to timer der, jeg kunne have brugt meget laengere. Det var bare saa skoent at se tingene solgt paa den maade man er vant til, og saa havde de ogsaa mange ting i de maerker man kender. Jeg koebte en kjole og to par habaianas, som jo koster ingenting i forhold til Danmark her, og nogle smaating. Skoent...
Til aften var vi ude at more os, som unge mennesker jo boer. Det var paa en bar med pool. Vi havde ikke badetoej med. Men vi badede alligevel. Og det var spas og loejer.
I oevrigt har jeg faaet en fantastisk nyhed: Jeg har faaet en plads hos Camp America til sommer! Det er i Massachusetts og er et sted med en masse sport. Jeg flyver d. 20. juni og bliver der to maaneder. Jeg har ikke haft lejlighed til at saette mig saa meget ind i det endnu, men jeg glaeder mig allerede rigtig meget.
I dag chiller vi. Der er igen virkelig varmt.
Men én ting er at staa og kigge - en anden er at betale de soelle 100 lempiras for at komme helt taet paa og ind i Pulhapanzak-vandfaldet.
Foerst skulle vi ned af skraenten og saa snart vi kom ud af skraaningen lae, maerkede vi bruset og koeligheden... Vi blev mere og mere vaade, som vi gik og kravlede naermere vandfaldet ad en mudret og alge-besat sti. Det er ikke helt ved siden af, at Lonely Planet sammenligner turen med Indiana Jones... Vi kravlede paa sten, sprang i vandet, svoemmede, kravlede op igen, kantede os frem med hinanden i haenderne. I mens bruste vandet omkring os, og vi blev hurtigt mere drivvaade end hvis det havde vaeret et brusebad. Vi kom om bag vandfaldet, vi kravlede ind i en smal, baelgmoerk grotte, vi gik gennem en tunnel, vi blev naesten slaaet omkuld af det kraftfulde vand i frit fald, vi sprang fra en klippe, og ved I hvad? Det var saa sejt!
Der var saa meget vand, det var saa voldsomt. Nogle steder kunne man naesten ingenting se for al den brus. Vi blev alle helt hoeje af naerkontakten med naturens kraefter...
Pulhanpanzak ligger en to-timers koeretur fra Tela, og paa vejen passerede vi ogsaa Lago de Yojoa, Honduras' stoerste ferskvandsoe (tror jeg nok). Om eftermiddagen blev vi kert hen til et Mall i en stor by ved navn Progreso, taet ved San Pedro Sula, tror jeg. Det var et helt civiliseret sted, laes american style. aah, hvor var det dejligt...
Vi havde kun to timer der, jeg kunne have brugt meget laengere. Det var bare saa skoent at se tingene solgt paa den maade man er vant til, og saa havde de ogsaa mange ting i de maerker man kender. Jeg koebte en kjole og to par habaianas, som jo koster ingenting i forhold til Danmark her, og nogle smaating. Skoent...
Til aften var vi ude at more os, som unge mennesker jo boer. Det var paa en bar med pool. Vi havde ikke badetoej med. Men vi badede alligevel. Og det var spas og loejer.
I oevrigt har jeg faaet en fantastisk nyhed: Jeg har faaet en plads hos Camp America til sommer! Det er i Massachusetts og er et sted med en masse sport. Jeg flyver d. 20. juni og bliver der to maaneder. Jeg har ikke haft lejlighed til at saette mig saa meget ind i det endnu, men jeg glaeder mig allerede rigtig meget.
I dag chiller vi. Der er igen virkelig varmt.
torsdag den 14. februar 2008
Shake that thing!
Endelig noget action igen! Weehee!
Vi startede ud fra Tela med kursen mod Triunfo de la Cruz, en Garifunalandsby i naerheden med 10.000 indbyggere. Vi var paa vej til Punta Izopo for at sejle i kajak i et mangroveomraade, men 2 km foer begyndelsesstedet maatte vi ud af minibussen og gaa resten af vejen, fordi Hurricane Mitch lavede en flod/oversvoemmelse over vejen for ti aar siden.
Men vi kom frem og ud i kajakkerne, og saa sejlede vi ellers rundt og proevede at spotte alligatorer og krokodiller. Der er mangeder, og ogsaa nogle paa op til 3 meter. Men jeg saa ikke andet tildem end nogle plask. Oev.
Vi rede ogsaa ud paa havet for at komme op af en anden flod. Det var afsindigt haardt, og jeg har naermest stadig gummiarme... Fy da foej da. Oppeaf den anden flod saa vi mange fugle - hele tre slags hejrer. Men ingen aber.
Dyremaessigt var det lidt skuffende, mendet varret sjovt at sejle i 2-mandskajakkerne. Selvom det var haardt.
Vi tog tilbage til Triunfo de la Cruz for at spise frokost. Den bestod i en laekker fisk (taenk sig, at selveste jeg er blevetsaa fiskevant at jeg nu spiser dsse fisk med hoved og oejne og finner og skind og hale paa uden at kny; jeg synes endda det er laekkert!). Bagefter var der arrangeret traditionel Garifunadans for os. Det var super fedt... De spille og sang og dansede for os, og til sidst var nogle med oppe og proeve at ryste numsen lige som dem. Det var grineren at se paa (foej foej foej for et koebenhavnerudtryk, jeg er miljoeskadet!). Jeg var ikke oppe at danse, lidt aergerligt, menhvis jeg faar chancen igen, saa skal jeg nok give min indre afrikaner hele armen...
Oj ja, i gaar var nogle af os til volleyballtraening... det har vi vaeret en gang foer, men i gaar var det sjovere, for der varlidt mere traeningi det. Og saa var det faktisk bare skoent at faa roert sig lidt. Jeg svedte saa meget at min t-shirt kunne vrides, tror jeg.
Det var alt for nu. Jegundskylderdemanglendemellemrum,menspace-tastenerrigtigdum!
Vi startede ud fra Tela med kursen mod Triunfo de la Cruz, en Garifunalandsby i naerheden med 10.000 indbyggere. Vi var paa vej til Punta Izopo for at sejle i kajak i et mangroveomraade, men 2 km foer begyndelsesstedet maatte vi ud af minibussen og gaa resten af vejen, fordi Hurricane Mitch lavede en flod/oversvoemmelse over vejen for ti aar siden.
Men vi kom frem og ud i kajakkerne, og saa sejlede vi ellers rundt og proevede at spotte alligatorer og krokodiller. Der er mangeder, og ogsaa nogle paa op til 3 meter. Men jeg saa ikke andet tildem end nogle plask. Oev.
Vi rede ogsaa ud paa havet for at komme op af en anden flod. Det var afsindigt haardt, og jeg har naermest stadig gummiarme... Fy da foej da. Oppeaf den anden flod saa vi mange fugle - hele tre slags hejrer. Men ingen aber.
Dyremaessigt var det lidt skuffende, mendet varret sjovt at sejle i 2-mandskajakkerne. Selvom det var haardt.
Vi tog tilbage til Triunfo de la Cruz for at spise frokost. Den bestod i en laekker fisk (taenk sig, at selveste jeg er blevetsaa fiskevant at jeg nu spiser dsse fisk med hoved og oejne og finner og skind og hale paa uden at kny; jeg synes endda det er laekkert!). Bagefter var der arrangeret traditionel Garifunadans for os. Det var super fedt... De spille og sang og dansede for os, og til sidst var nogle med oppe og proeve at ryste numsen lige som dem. Det var grineren at se paa (foej foej foej for et koebenhavnerudtryk, jeg er miljoeskadet!). Jeg var ikke oppe at danse, lidt aergerligt, menhvis jeg faar chancen igen, saa skal jeg nok give min indre afrikaner hele armen...
Oj ja, i gaar var nogle af os til volleyballtraening... det har vi vaeret en gang foer, men i gaar var det sjovere, for der varlidt mere traeningi det. Og saa var det faktisk bare skoent at faa roert sig lidt. Jeg svedte saa meget at min t-shirt kunne vrides, tror jeg.
Det var alt for nu. Jegundskylderdemanglendemellemrum,menspace-tastenerrigtigdum!
onsdag den 13. februar 2008
Kokkerering
Hola hola!
Saa fik vi lavet mad i gaar,og det var en positiv overraskelse. Jeg frygtede konfrontationen med den ikke-eksisterende koekkenhygiejne, men heldigvis glemte jeg hurtigt det. Der blev flaekket og revet kokosnoedder, skraellet groenne bananer, skaeret fisk, most banener og det meste blev saa kogt og stegt, og saa havde vi en laekker Garifuna-middag. I dag blev vi tilbudt at vaere med til madlavning igen, men jeg var den eneste der ville. Hader, naar det der gruppefis goer saadan saa alle bare vil det samme... Eller, det kan da godt vaere at det er deres oprigtige oenske. Men ja, synes bare det er lidt synd, for vi har virkelig ikke andet at tage os til, saa man kunne da godt takke ja til det tilbud.
Naa. Sikke meget brok der sniger sig ind i min blog for tiden.
Resten af dagen dasede vi paa stranden. Om aftenen saa vi 'Finding Nemo' - morsomt at genkende nogle af de koraller og dyr som vi selv har set under vandet.
I dag skal vi ogsaa dase paa stranden. Tror jeg.
Jeg har lagt en masse nye billeder ind paa picasa... Tjek dem ud.
Saa fik vi lavet mad i gaar,og det var en positiv overraskelse. Jeg frygtede konfrontationen med den ikke-eksisterende koekkenhygiejne, men heldigvis glemte jeg hurtigt det. Der blev flaekket og revet kokosnoedder, skraellet groenne bananer, skaeret fisk, most banener og det meste blev saa kogt og stegt, og saa havde vi en laekker Garifuna-middag. I dag blev vi tilbudt at vaere med til madlavning igen, men jeg var den eneste der ville. Hader, naar det der gruppefis goer saadan saa alle bare vil det samme... Eller, det kan da godt vaere at det er deres oprigtige oenske. Men ja, synes bare det er lidt synd, for vi har virkelig ikke andet at tage os til, saa man kunne da godt takke ja til det tilbud.
Naa. Sikke meget brok der sniger sig ind i min blog for tiden.
Resten af dagen dasede vi paa stranden. Om aftenen saa vi 'Finding Nemo' - morsomt at genkende nogle af de koraller og dyr som vi selv har set under vandet.
I dag skal vi ogsaa dase paa stranden. Tror jeg.
Jeg har lagt en masse nye billeder ind paa picasa... Tjek dem ud.
tirsdag den 12. februar 2008
Antiklimaks
Nu synes jeg efterhaanden, det er ved at vaere lidt ladt. Vi har virkelig godt nok fem dage med totalt lavblus. Naa ja. Ingen stress.
Som jeg vist aldrig helt klart har faaet fortalt, saa bliver vi delt ud i 4-mandsgrupper, som skal arbejde tre forskellige steder under det frivillige arbejde. SOS-boernebyen var foerste mulighed, i gaar skulle vi saa af sted for at se mulighed nummer to.
Ej, for pokker altsaa. Det var totalt anstrengende. Ingen vidste noget som helst, vores guide troede han skulle have vaeret paa tur til Punta Sal. Damen fra skolerne tog overhovedet ikke initiativ til at fortaelle os noget, lod os bare staa og glo midt i et rum, som skulle forestille at vaere en skole/et pasningssted for 2-9 aarige boern. Den var tom for boern fordi komfuret var blevet stjaalet. Saa stod man derog fattede ikke en brik. Derefter koerte vi videre til en anden skole, som var i en kirke. Der var 27 smaa, vildt soede sorte boern. Jeg tror de var garifuna. Det var sjovt at vaere der, saadan en flok boern er jo ikke til at staa for. Men igen ikke rigtig nogen der fortalte os noget. Sidste sted havde kun 7-10 boern, og ja, saa stod man lidt der og saa gik vi igen.
Jeg kan ikke ligefrem sige, at nogen af de steder tiltrak mig og min frivillige arbejdskraft saerlig meget. Men paa den anden side, saa havde de vist rigtig meget brug for en haand.
Eftermiddagen brugte vi ved den store pool, som igen havde naaet det normale prisleje, altsaa 150 lempiras for at bruge deres pool.
Om aftenen var vi en fire stykker der gik ned til stranden for at faa en kop kaffe... Super hyggeligt.
Om lidt skal vi have et lill honduriansk madlavningskursus. Det lyder fedt, men jeg er ret skeptisk... Det er paa Mamma Mia, og et eller andet sted vil jeg helst forblive lykkeligt uvidende om deres koekkenhygiejne. Og de der traditionelle retter herfra, de er bare ikke det allermest delikate... Aah mor, jeg savner noget sovs og nogle kartofler!
Som jeg vist aldrig helt klart har faaet fortalt, saa bliver vi delt ud i 4-mandsgrupper, som skal arbejde tre forskellige steder under det frivillige arbejde. SOS-boernebyen var foerste mulighed, i gaar skulle vi saa af sted for at se mulighed nummer to.
Ej, for pokker altsaa. Det var totalt anstrengende. Ingen vidste noget som helst, vores guide troede han skulle have vaeret paa tur til Punta Sal. Damen fra skolerne tog overhovedet ikke initiativ til at fortaelle os noget, lod os bare staa og glo midt i et rum, som skulle forestille at vaere en skole/et pasningssted for 2-9 aarige boern. Den var tom for boern fordi komfuret var blevet stjaalet. Saa stod man derog fattede ikke en brik. Derefter koerte vi videre til en anden skole, som var i en kirke. Der var 27 smaa, vildt soede sorte boern. Jeg tror de var garifuna. Det var sjovt at vaere der, saadan en flok boern er jo ikke til at staa for. Men igen ikke rigtig nogen der fortalte os noget. Sidste sted havde kun 7-10 boern, og ja, saa stod man lidt der og saa gik vi igen.
Jeg kan ikke ligefrem sige, at nogen af de steder tiltrak mig og min frivillige arbejdskraft saerlig meget. Men paa den anden side, saa havde de vist rigtig meget brug for en haand.
Eftermiddagen brugte vi ved den store pool, som igen havde naaet det normale prisleje, altsaa 150 lempiras for at bruge deres pool.
Om aftenen var vi en fire stykker der gik ned til stranden for at faa en kop kaffe... Super hyggeligt.
Om lidt skal vi have et lill honduriansk madlavningskursus. Det lyder fedt, men jeg er ret skeptisk... Det er paa Mamma Mia, og et eller andet sted vil jeg helst forblive lykkeligt uvidende om deres koekkenhygiejne. Og de der traditionelle retter herfra, de er bare ikke det allermest delikate... Aah mor, jeg savner noget sovs og nogle kartofler!
søndag den 10. februar 2008
Fridage
I gaar ville vi pleje toemmermaend ved at tage hen til poolen ved byens fine hotel. Det viste sig imidlertid, at de havde fordoblet prisen fordi det var weekend. Det kostede 300 lempiras (100 kr), for at bruge deres skide pool, og det gad vi ikke, saa vi gik ned til stranden i stedet.
Om aftenen var folk traette, saa vi gik ikke ud, men samledes paa mit og Amalies vaerelse for at spille venner for livet - et spil, man selv kan lave, med nogle spoergsmaal og stemmesedler... Rigtig hyggeligt.
I dag skulle vi have vaeret paa en spaendende tur ud at ro i kajak paa en mangrove med krokodiller i, og bagefter paa besoeg i en Garifuna-landsby, hvor 4 af os skal lave frivilligt arbejde. Men det er et rigtigt moegvejr, og det regner for meget til at vi kan ro paa mangroven, saa turen er aflyst (og flyttet til en anden dag, haaber jeg). Det er lidt aergerligt, for der er altsaa ikke altid saa meget at lave her, isaer ikke, naar man ikke kan vaere paa stranden, og det oven i koebet er soendag. Men saa maa vi jo bare vaere kreative og finde paa...
Alt i alt ikke saerlig meget at fortaelle. Jeg haaber at I har haft en god weekend!
Om aftenen var folk traette, saa vi gik ikke ud, men samledes paa mit og Amalies vaerelse for at spille venner for livet - et spil, man selv kan lave, med nogle spoergsmaal og stemmesedler... Rigtig hyggeligt.
I dag skulle vi have vaeret paa en spaendende tur ud at ro i kajak paa en mangrove med krokodiller i, og bagefter paa besoeg i en Garifuna-landsby, hvor 4 af os skal lave frivilligt arbejde. Men det er et rigtigt moegvejr, og det regner for meget til at vi kan ro paa mangroven, saa turen er aflyst (og flyttet til en anden dag, haaber jeg). Det er lidt aergerligt, for der er altsaa ikke altid saa meget at lave her, isaer ikke, naar man ikke kan vaere paa stranden, og det oven i koebet er soendag. Men saa maa vi jo bare vaere kreative og finde paa...
Alt i alt ikke saerlig meget at fortaelle. Jeg haaber at I har haft en god weekend!
lørdag den 9. februar 2008
De sidste par dage
Nu, kaere laesere, skal I opdateres paa de seneste dages begivenheder. Man maa ikke dunke mig i hovedet, hvis jeg roder i ugedagene, for min tidsfornemmelse er helt ude af form. Men saa vidt jeg ved er det i dag loerdag, for der er mange folk paa gaden og i gaar var vi i byen fordi det var fredag.
Saa jeg tror, at det var i onsdags, at vi var paa udflugt til Punta Sal, eller National Prk Jeanette Kawas, som den ogsaa hedder, opkaldt efter en naturforkaemper, der blev skudt af sine modstandere. Hun kaempede blandt andet i mod, at store hoteller skulle have lov til at turitificere denne helt fantastisk smukke oe (eller ogsaa er det en halvoe...).
Vi sejlede derud i en lille speedbaad som bankede af sted paa boelgernei en lille times tid. Foerst trekkede vi rundt ad nogle stier, og saa mange flotte ting. Eremitkrebs, giftige edderkopper, vilde bananer, tucaner, aber (som broelede af os for at skraemme os ), leguaner og smuk udsigt. Man ser desuden mange gribbe alle vegne.
Derefter sejlede vi hen til stranden Playa Cocalita, hvor vi solede og badede.Man kunn ogsaa snorkle, men vandet var meget plumret og det goer mig totalt paranoid for at traede paa noget farligt. Desuden har vi jo ogsaa set en hel masse rev...
Derefter sejlede vi hen til en samling hytter, hvor vi fik friskfanget fisk til frokost. Det var tilberedt af Puna Sals eneste beboere, en familie som boede der, foer omraadet blev gjort til nationalpark. Bagefter dasede vi i haengekoejerne, drak af kokosnoedder, solede, badede, fandt muslinger i strandkanten... Jamen, det var ren bounty, saa laekkert. Vi ville slet ikke hjem igen...
Torsdag skulle vi have vaeret paa besoeg i en SOS-boerneby, men planen var pludselig blevt aedret uden vi vidste det, saa vi var temmelig utilfredse med at skulle i Lancetilla Botanisk Have i stedet. Det er fedt med al den flote natur, men man vil godt have lid variation... Det var lidt aergerligt at vi havde saadan en negativ indstilling paa forhaand for det var faktisk et dejligt sted.
Vi saa en masse specielle traeer og fik et par historier med paa vejen. Lancetilla er en af verdens stoerste botaniske haver.
I gaar, fredag, skulle vi saa ud til SOS-boernebyen Aldea. Jeg er stadig helt maalloes over oplevelsen.
Vi moedte en masse glade boern, saa hvordan de bor og fik fortalt, hvordan projektet fungerer.
Det er boern, som er enten foraeldreloese, er blevet forladt, eller er blevet fjernet, som vokser op i Aldea. Mange kom dertil efter Hurricane Mitch, som smadrede Honduras totalt for 10 aar siden. De bor saa ca ni boern sammen i et hus med en mor. De opfostret som var det en familie.
Men noget af det mest fantastiske var de her kvinder, som fostermoedre. De giver virkelig hele deres liv til disse boern. I det hus, hvor vi blev vist rundt, var moderen en kvinde, som havde vaeret der i etparogtyve aar. Hun havde 19 boern, som nu var voksne og selvstaendige, og saa de 9 som boede hos hende nu. Alle kaldte hinanden for broedre og soestre, og hendes foraeldre og soeskende var boernenes bedsteforaeldre og onkler og tanter. Hun havde ingen mand eller biologiske boern; som sagt har hun givet hele sit liv til at give disse boern en chance.
Det var virkelig roerende.
Boernene synes ogsaa denne flok hvide mennesker var meget spaendende, og jeg havde en ti-aarig pige i haanden det meste af tiden. Drengene var ogsaa meget interesserede i vores digitalkameraer, og de smaa boern var helt ugenerte og sprang bare hen og storkrammede en.
Vi har vaeret lidt frustrerede over det frivillige arbejde, som venter os, fordi vi naesten intet vidste om det. Vi har imidlertid faaet mere at vide, og 4 af os skal ud til denne boerneby. De gjorde os alle taendte paa arbejdet, fordi vi nu ved med os selv, at der er behov for det, vi kan give, og det bliver vaerdsat.
I gaar fyldte Helene 22 aar, og det blev fejret med en rigtig bytur i Tela... Yiihaa!
I dag blier der plejet toemmermaend, og her over middag tager vi hen til et hotel, som har Mellemamerikas stoerste swimmingpool og laekker strand.
Og i aften gaar det loes igen... Jeg haaber I nyder weekenden derhjemme.
Hvem var det lige, der fandt paa, at aircondition skal goere en forkoelet i 40 graders varme?
Saa jeg tror, at det var i onsdags, at vi var paa udflugt til Punta Sal, eller National Prk Jeanette Kawas, som den ogsaa hedder, opkaldt efter en naturforkaemper, der blev skudt af sine modstandere. Hun kaempede blandt andet i mod, at store hoteller skulle have lov til at turitificere denne helt fantastisk smukke oe (eller ogsaa er det en halvoe...).
Vi sejlede derud i en lille speedbaad som bankede af sted paa boelgernei en lille times tid. Foerst trekkede vi rundt ad nogle stier, og saa mange flotte ting. Eremitkrebs, giftige edderkopper, vilde bananer, tucaner, aber (som broelede af os for at skraemme os ), leguaner og smuk udsigt. Man ser desuden mange gribbe alle vegne.
Derefter sejlede vi hen til stranden Playa Cocalita, hvor vi solede og badede.Man kunn ogsaa snorkle, men vandet var meget plumret og det goer mig totalt paranoid for at traede paa noget farligt. Desuden har vi jo ogsaa set en hel masse rev...
Derefter sejlede vi hen til en samling hytter, hvor vi fik friskfanget fisk til frokost. Det var tilberedt af Puna Sals eneste beboere, en familie som boede der, foer omraadet blev gjort til nationalpark. Bagefter dasede vi i haengekoejerne, drak af kokosnoedder, solede, badede, fandt muslinger i strandkanten... Jamen, det var ren bounty, saa laekkert. Vi ville slet ikke hjem igen...
Torsdag skulle vi have vaeret paa besoeg i en SOS-boerneby, men planen var pludselig blevt aedret uden vi vidste det, saa vi var temmelig utilfredse med at skulle i Lancetilla Botanisk Have i stedet. Det er fedt med al den flote natur, men man vil godt have lid variation... Det var lidt aergerligt at vi havde saadan en negativ indstilling paa forhaand for det var faktisk et dejligt sted.
Vi saa en masse specielle traeer og fik et par historier med paa vejen. Lancetilla er en af verdens stoerste botaniske haver.
I gaar, fredag, skulle vi saa ud til SOS-boernebyen Aldea. Jeg er stadig helt maalloes over oplevelsen.
Vi moedte en masse glade boern, saa hvordan de bor og fik fortalt, hvordan projektet fungerer.
Det er boern, som er enten foraeldreloese, er blevet forladt, eller er blevet fjernet, som vokser op i Aldea. Mange kom dertil efter Hurricane Mitch, som smadrede Honduras totalt for 10 aar siden. De bor saa ca ni boern sammen i et hus med en mor. De opfostret som var det en familie.
Men noget af det mest fantastiske var de her kvinder, som fostermoedre. De giver virkelig hele deres liv til disse boern. I det hus, hvor vi blev vist rundt, var moderen en kvinde, som havde vaeret der i etparogtyve aar. Hun havde 19 boern, som nu var voksne og selvstaendige, og saa de 9 som boede hos hende nu. Alle kaldte hinanden for broedre og soestre, og hendes foraeldre og soeskende var boernenes bedsteforaeldre og onkler og tanter. Hun havde ingen mand eller biologiske boern; som sagt har hun givet hele sit liv til at give disse boern en chance.
Det var virkelig roerende.
Boernene synes ogsaa denne flok hvide mennesker var meget spaendende, og jeg havde en ti-aarig pige i haanden det meste af tiden. Drengene var ogsaa meget interesserede i vores digitalkameraer, og de smaa boern var helt ugenerte og sprang bare hen og storkrammede en.
Vi har vaeret lidt frustrerede over det frivillige arbejde, som venter os, fordi vi naesten intet vidste om det. Vi har imidlertid faaet mere at vide, og 4 af os skal ud til denne boerneby. De gjorde os alle taendte paa arbejdet, fordi vi nu ved med os selv, at der er behov for det, vi kan give, og det bliver vaerdsat.
I gaar fyldte Helene 22 aar, og det blev fejret med en rigtig bytur i Tela... Yiihaa!
I dag blier der plejet toemmermaend, og her over middag tager vi hen til et hotel, som har Mellemamerikas stoerste swimmingpool og laekker strand.
Og i aften gaar det loes igen... Jeg haaber I nyder weekenden derhjemme.
Hvem var det lige, der fandt paa, at aircondition skal goere en forkoelet i 40 graders varme?
torsdag den 7. februar 2008
Om fattigdom
Det der med at se natur hele tiden er en pudsig stoerrelse. Det kan vaere spaendende, det kan vaere skuffende, det kan vaere storslaaet, det kan vaere farligt; men det er ikke dert jeg taenker paa. Nej, det pudsige er, hvorfor saa mange af vores ture gaar ud i naturen. Vi hiker mange forskellige steder, saa har vi lavet lidt ekstremsport fordi naturen giver muligt for det, og dykning er jo ogsaa en naturoplevelse. Og hvorfor det? - Fordi man ikke kan andet. Turistattraktionerne i Honduras er ikke arkitektur eller kunst eller kultur; de er ikke noget, mennesker har skabt, de er en naturressource (selvfoelgelig er der ogsaa mange folk med deres helt egen kultur her, men den slags er aldrig saa lettilgaengeligt for en turist). Det, jeg proever at sige, er, at det er endnu et tegn paa, hvor fattigt landet er.
Som jeg foer har naevnt, synes jeg nemlig ikke, at fattigdommen er saa ioejnefaldende, hvilket man ellers kunne forvente - for Honduras er virkelig fattigt, vist det fattigste land i Mellemamerika. Man skal ligesom lige opdage de ting, der viser, at landet er paa roeven, og det er i hoej grad de historier, man hoerer, der viser det.
Jeg spurgte for eksempel vores guide Mark, hvorfor hundene var saa himmelraabende magre. Hvorfor fodrer deres ejere dem ikke? - Fordi ejerne ogsaa selv sulter. Som dansker fatter man jo ikke saadan noget. Det undrede mig ligeledes, at man kan se hvert eneste ribben paa de heste, som man ser graesse i vejkanten, hvor der ellers er masser af mad. Hestekyndige Nikka gaettede paa, at de havde orm.
Vi har koert en hel del gennem landet, naar vi skulle fra sted til sted. Og infrastrukturen er fuldstaendig forfaerdelig. Taenk sig, bare det at en vej er asfalteret (ikke afstribet eller noget), goer den automatisk til en vej i topklasse efter honduriansk standard. Naesten al koersel i bjergene er paa grusveje. Ofte er der mange og dybe huller, saa man bumler af sted. Saa ligger der vand paa vejen, og man koerer igennem en mindre soe. Saa var der en bro, der var i stykker, saa man maette koere gennem aaen i stedet. Det tager altsaa utroligt lang tid at tilbagelaegge afstande, som ikke noedvendigvis er saerligt lange.
Mange af de huse og hjem, vi passerer fordi, er charmerende. De ligger i skyggen af et par palmer med en haengekoeje i mellem, der er en busk med dybroede hawaii-blomster, der er nogle hoens, en hund, en hest og nogle mennesker, der tager en slapper. Men en gang i mellem ser man ogsaa et hus, som vitterligt er en bunke skrammel - blik og jord og plastik og skrald, som nogle folk jo faktisk bor i.
Men folk tager det roligt. Man ser tit folk sidde sammen i vejkanten, under et trae, staa paa et gadehjoerne. De laver ikke meget, snakker maaske lidt. Det ser meget hyggeligt ud... Men hvorfor i al verden skal de ikke noget? Hvorfor er de ikke paa arbejde? Hvorfor er boernene ikke i skole? Og hvorfor skal de glo saa pokkers meget? Man ser saa mange mennesker, som bare staar eller sidder, og jeg fatter ikke hvorfor. Det kan da virkelig ikke vaere fordi de ikke har andet at tage sig til...
Men her er utrolig hoej arbejdsloeshed. Jeg spurgte Mark, hvilken industri Honduras har. Han naevnte kun toejproduktion, inden han gik over til diverse landbrugsprodukter; men landbrug er jo ikke industri. Den industri, der saa endelig er, ligger i Tegucigalpa og San Pedro Sula, og stoerstedelen af landet er saa utilgaengelig, hvilket infrastrukturen ikke hjaelper meget paa.
Hvilke livsudsigter har den gennemsnitlige hondurianer saa? Ikke mange, og som Shorley, min spansklaerer, ogsaa paapegede, saa vaelger folk heller ikke at gaa efter de helt store droemme - en kaereste, et barn, og saa kom man aldrig videre. Det er ikke unormalt for en ung kvinde paa min alder at have foedt sit 3. barn. Og der er boern alle vegne... Uopdragne boern.
Der er heller ikke skolepligt. Hvis foraeldre vaelger, at de har brug for deres boern som arbejdskraft, saa er der intet der forhindrer dem i det. Det gennemsnitlige laeseniveau for en voksen er 3. klasse.
Jeg kunne nok blive ved... Selvom jeg sikkert slet ikke opdager de fleste ting, for jeg er turist, og Garifuna Tours soerger for at der bliver passet godt paa os. Vi er i en lille by, hvor der er forholdsvist sikkert, men kriminaliteten i de stoerste byer er ekstrem. Honduras har kaempe bandeproblemer, fordi USA har deporteret mange bandekriminelle hertil i tidens loeb. For to uger siden var der f.eks. 4 mennesker, der fik skudt knoppen af i bussen fra Tela til La Ceiba, fordi en af dem ikke ville aflevere sine penge.
Jeg holder af at vaere her, og jeg synes det meste af det jeg ser, virker som om der er haab forude. Men som sagt, saa er det svaert at se den aegte virkelighed. Naar man hoerer historier og fakta, saa begynder man at forstaa, hvor lang vej, der er igen.
Som jeg foer har naevnt, synes jeg nemlig ikke, at fattigdommen er saa ioejnefaldende, hvilket man ellers kunne forvente - for Honduras er virkelig fattigt, vist det fattigste land i Mellemamerika. Man skal ligesom lige opdage de ting, der viser, at landet er paa roeven, og det er i hoej grad de historier, man hoerer, der viser det.
Jeg spurgte for eksempel vores guide Mark, hvorfor hundene var saa himmelraabende magre. Hvorfor fodrer deres ejere dem ikke? - Fordi ejerne ogsaa selv sulter. Som dansker fatter man jo ikke saadan noget. Det undrede mig ligeledes, at man kan se hvert eneste ribben paa de heste, som man ser graesse i vejkanten, hvor der ellers er masser af mad. Hestekyndige Nikka gaettede paa, at de havde orm.
Vi har koert en hel del gennem landet, naar vi skulle fra sted til sted. Og infrastrukturen er fuldstaendig forfaerdelig. Taenk sig, bare det at en vej er asfalteret (ikke afstribet eller noget), goer den automatisk til en vej i topklasse efter honduriansk standard. Naesten al koersel i bjergene er paa grusveje. Ofte er der mange og dybe huller, saa man bumler af sted. Saa ligger der vand paa vejen, og man koerer igennem en mindre soe. Saa var der en bro, der var i stykker, saa man maette koere gennem aaen i stedet. Det tager altsaa utroligt lang tid at tilbagelaegge afstande, som ikke noedvendigvis er saerligt lange.
Mange af de huse og hjem, vi passerer fordi, er charmerende. De ligger i skyggen af et par palmer med en haengekoeje i mellem, der er en busk med dybroede hawaii-blomster, der er nogle hoens, en hund, en hest og nogle mennesker, der tager en slapper. Men en gang i mellem ser man ogsaa et hus, som vitterligt er en bunke skrammel - blik og jord og plastik og skrald, som nogle folk jo faktisk bor i.
Men folk tager det roligt. Man ser tit folk sidde sammen i vejkanten, under et trae, staa paa et gadehjoerne. De laver ikke meget, snakker maaske lidt. Det ser meget hyggeligt ud... Men hvorfor i al verden skal de ikke noget? Hvorfor er de ikke paa arbejde? Hvorfor er boernene ikke i skole? Og hvorfor skal de glo saa pokkers meget? Man ser saa mange mennesker, som bare staar eller sidder, og jeg fatter ikke hvorfor. Det kan da virkelig ikke vaere fordi de ikke har andet at tage sig til...
Men her er utrolig hoej arbejdsloeshed. Jeg spurgte Mark, hvilken industri Honduras har. Han naevnte kun toejproduktion, inden han gik over til diverse landbrugsprodukter; men landbrug er jo ikke industri. Den industri, der saa endelig er, ligger i Tegucigalpa og San Pedro Sula, og stoerstedelen af landet er saa utilgaengelig, hvilket infrastrukturen ikke hjaelper meget paa.
Hvilke livsudsigter har den gennemsnitlige hondurianer saa? Ikke mange, og som Shorley, min spansklaerer, ogsaa paapegede, saa vaelger folk heller ikke at gaa efter de helt store droemme - en kaereste, et barn, og saa kom man aldrig videre. Det er ikke unormalt for en ung kvinde paa min alder at have foedt sit 3. barn. Og der er boern alle vegne... Uopdragne boern.
Der er heller ikke skolepligt. Hvis foraeldre vaelger, at de har brug for deres boern som arbejdskraft, saa er der intet der forhindrer dem i det. Det gennemsnitlige laeseniveau for en voksen er 3. klasse.
Jeg kunne nok blive ved... Selvom jeg sikkert slet ikke opdager de fleste ting, for jeg er turist, og Garifuna Tours soerger for at der bliver passet godt paa os. Vi er i en lille by, hvor der er forholdsvist sikkert, men kriminaliteten i de stoerste byer er ekstrem. Honduras har kaempe bandeproblemer, fordi USA har deporteret mange bandekriminelle hertil i tidens loeb. For to uger siden var der f.eks. 4 mennesker, der fik skudt knoppen af i bussen fra Tela til La Ceiba, fordi en af dem ikke ville aflevere sine penge.
Jeg holder af at vaere her, og jeg synes det meste af det jeg ser, virker som om der er haab forude. Men som sagt, saa er det svaert at se den aegte virkelighed. Naar man hoerer historier og fakta, saa begynder man at forstaa, hvor lang vej, der er igen.
onsdag den 6. februar 2008
En lille opsamling
Nu tror jeg virkelig at min billedside virker. 17 fotos er der, meget uimponerende; men det er blandt andet derfor, at jeg har linket til nogle af de andre jeg rejser med, som er lidt flittigere til at uploade billeder. De er jo saa ogsaa saa heldige at have ordentlige kameraer.
Dagen i dag har vi tilbragt paa stranden. Jeg har vaeret dygtig og slikket en hel masse sol med faktor 20 paa. Dygtige jeg har slet ikke vaeret solskoldet endnu.
Trekkingturen i Pico Bonito var helt afsindigt haard. Det var naermest bjergklatring til tider. Det tog 4 timer - lidt over halvanden time hver vej til og fra Zacate-vandfaldet, og saa en masse pauser. Jeg ved ikke helt hvad jeg synes om det dersens trekking. Turen var noget uvejsom. Man ser altsaa heller ikke saa meget. Vandfaldet var dog helt fantastisk flot. Vi saa ogsaa nogle smukke sommerfugle, og paa turen tilbage var vi saa heldige at spotte en abeflok i traekronerne - det var super sejt.
Det var alt for nu. Nu skal jeg ringe til Maria i Australien. Jubii!
Dagen i dag har vi tilbragt paa stranden. Jeg har vaeret dygtig og slikket en hel masse sol med faktor 20 paa. Dygtige jeg har slet ikke vaeret solskoldet endnu.
Trekkingturen i Pico Bonito var helt afsindigt haard. Det var naermest bjergklatring til tider. Det tog 4 timer - lidt over halvanden time hver vej til og fra Zacate-vandfaldet, og saa en masse pauser. Jeg ved ikke helt hvad jeg synes om det dersens trekking. Turen var noget uvejsom. Man ser altsaa heller ikke saa meget. Vandfaldet var dog helt fantastisk flot. Vi saa ogsaa nogle smukke sommerfugle, og paa turen tilbage var vi saa heldige at spotte en abeflok i traekronerne - det var super sejt.
Det var alt for nu. Nu skal jeg ringe til Maria i Australien. Jubii!
tirsdag den 5. februar 2008
Tilbage i den hondurianske virkelighed
Det var med vemod at vi maatte forlade Utila klokken selvmord i gaar morges. De fleste af os var fuldstaendig faerdige efter en sidste bytur. Oeen har saa meget backpackeratmosfaere og det er jo skoent; men det er bare ikke noget man finder nogen andre steder her i Honduras. Her er ikke saerlig mange turister.
Det var en smule maerkeligt at komme tilbage. Paa Utila snakker alle engelsk, maden var lidt mere vestlig, stemingen og bylivet mere som vi kender det. Det var helt vildt rart og afslappende for en stund; men nu er vi tilbage paa de bumlede bjergveje, blandt spansktalende miniaturemennesker og Mamma Mia-mad (det er den restuarant hvor vi spiser i Tela, og den er udmaerket, naar det ikke er fiskesuppe).
Grunden til at vi skulle saa tidligt af sted fra Utila var, at vi skulle ud at riverrafte. Baaden sejlede os til La Ceiba, og derfra koerte vi ud i bjergene til nogle smaa hyggelige hytter, hvor vi skulle overnatte. Saa tog vi hen til startstedet ved Rio Cangrejal. Det var meget sjovt at rafte, men ikke det helt vilde efter de foerste par ture over brusende steder. Efter midtvejspausen syntes jeg egentlig, at jeg havde proevet det nok. Men jeg blev klogere!
Der skete nemlig det, at en af de andre rafter (vi var delt op i 3) sad fast foran os et sted. Det var der ikke noget viildt i, men vi stoedte ind i dem, og i naeste oejeblik laa jeg i vandet. Saa kan man ikke goere noget foer floden bliver rolig andet end at proeve at holde sig oven vande... Jeg blev kastet af sted og haabede bare at jeg ikke stoedte paa for mange sten. Problemet var bare, at jeg fortsatte og fortsatte i hvad der foeltes som en evighed. Det var nok et par minutter eller 50-100 meter, vil jeg gaette paa. Saa var raften pludselig der, og jeg blev hevet op, og laa bare paa maven helt oppe at koere af grin og adrenalin. En anden pige, Amalie, var ogsaa faldet ud og havde faaet samme tur. Men vi fik ikke lov at sunde os laenge, foer Luis, raft-guiden, igen raabte nye kommandoer, for floden var lidt vild der, saa vi blev noedt til at padle.
Kort derefter spurgte Luis saa, om vi ville proeve at springe ud fra en klippe. Jeg var frisk, men jeg turde overhovedet ikke. Der var langt ned, nok en 6-8 meter. Nedenunder bruste floden af sted, den var 2-3 meter dyb under os. Men gud, hvor vi bare ikke turde. Vi stod og proevede at overtale os selv. Og saa pludselig sprang Sofie. Saa sprang Amalie. Saa sprang jeg, og jeg skreg hele vejen ned, og det var sindsygt vildt, og skide fedt! Jeg kunne naesten ikke kravle og i raften, jeg kunne slet ikke moenstre nok muskelkraft, fordi jeg var saa oerog omtumlet af al den action.
Men kaeft, det var fedt. De andreto rafter havde ikke faaet tilbud om at springe, fordi der ikke var dybt nok. Hehehe...
Saa sov vi saa i de der hytter. Det skulle vist nok forestille at vaere en jungleovernatning. Der var da ogsaa en hel masse larm fra insekter og dyr. Men ellers foelte jeg mig ikke saa Indiana Jones-agtig. Maden var god, og folkene der virkede helt vildt taknemmelige over at vi boede der.
Har ikke faaet fortalt om vores trekkingtur paa Pico Bonito i dag, men nu skal vi hen paa Mamma Mia og spise aftensmad...
Jeg har uploadet flere billeder. Er der nogen der kan se dem???
Det var en smule maerkeligt at komme tilbage. Paa Utila snakker alle engelsk, maden var lidt mere vestlig, stemingen og bylivet mere som vi kender det. Det var helt vildt rart og afslappende for en stund; men nu er vi tilbage paa de bumlede bjergveje, blandt spansktalende miniaturemennesker og Mamma Mia-mad (det er den restuarant hvor vi spiser i Tela, og den er udmaerket, naar det ikke er fiskesuppe).
Grunden til at vi skulle saa tidligt af sted fra Utila var, at vi skulle ud at riverrafte. Baaden sejlede os til La Ceiba, og derfra koerte vi ud i bjergene til nogle smaa hyggelige hytter, hvor vi skulle overnatte. Saa tog vi hen til startstedet ved Rio Cangrejal. Det var meget sjovt at rafte, men ikke det helt vilde efter de foerste par ture over brusende steder. Efter midtvejspausen syntes jeg egentlig, at jeg havde proevet det nok. Men jeg blev klogere!
Der skete nemlig det, at en af de andre rafter (vi var delt op i 3) sad fast foran os et sted. Det var der ikke noget viildt i, men vi stoedte ind i dem, og i naeste oejeblik laa jeg i vandet. Saa kan man ikke goere noget foer floden bliver rolig andet end at proeve at holde sig oven vande... Jeg blev kastet af sted og haabede bare at jeg ikke stoedte paa for mange sten. Problemet var bare, at jeg fortsatte og fortsatte i hvad der foeltes som en evighed. Det var nok et par minutter eller 50-100 meter, vil jeg gaette paa. Saa var raften pludselig der, og jeg blev hevet op, og laa bare paa maven helt oppe at koere af grin og adrenalin. En anden pige, Amalie, var ogsaa faldet ud og havde faaet samme tur. Men vi fik ikke lov at sunde os laenge, foer Luis, raft-guiden, igen raabte nye kommandoer, for floden var lidt vild der, saa vi blev noedt til at padle.
Kort derefter spurgte Luis saa, om vi ville proeve at springe ud fra en klippe. Jeg var frisk, men jeg turde overhovedet ikke. Der var langt ned, nok en 6-8 meter. Nedenunder bruste floden af sted, den var 2-3 meter dyb under os. Men gud, hvor vi bare ikke turde. Vi stod og proevede at overtale os selv. Og saa pludselig sprang Sofie. Saa sprang Amalie. Saa sprang jeg, og jeg skreg hele vejen ned, og det var sindsygt vildt, og skide fedt! Jeg kunne naesten ikke kravle og i raften, jeg kunne slet ikke moenstre nok muskelkraft, fordi jeg var saa oerog omtumlet af al den action.
Men kaeft, det var fedt. De andreto rafter havde ikke faaet tilbud om at springe, fordi der ikke var dybt nok. Hehehe...
Saa sov vi saa i de der hytter. Det skulle vist nok forestille at vaere en jungleovernatning. Der var da ogsaa en hel masse larm fra insekter og dyr. Men ellers foelte jeg mig ikke saa Indiana Jones-agtig. Maden var god, og folkene der virkede helt vildt taknemmelige over at vi boede der.
Har ikke faaet fortalt om vores trekkingtur paa Pico Bonito i dag, men nu skal vi hen paa Mamma Mia og spise aftensmad...
Jeg har uploadet flere billeder. Er der nogen der kan se dem???
lørdag den 2. februar 2008
Saa er den hjemme!
Saa har jeg lige bestaaet mit dykkercertifikat! Wohoo! - Og jeg synes det er super fedt, og det er virkelig noget jeg vil vende tilbage til. Det ligger vist ogsaa meget naturligt til mig, jeg har ikke haft specielt svaert ved det. Jeg havde troet, at det ville vaere lidt uhyggeligt at vaere nede i det der hav med alle de der fisk som kunne komme fra alle de der sider, og de der farlige ting... Men det har faktisk kun vaeret lidt creepy en gang, og det var da vi var nede paa 18 meter (max for dette kursus) ved en koralvaeg, og det bare var moerkt paa den anden side, fordi havbunden gik ned, ned, ned i flere 100 meter under os. Taenk hvis der kom en haj og aad mig...
Men jeg er her endnu, heldigvis. Og jeg har faaet min hoerelse igen! Mine oerer var helt fucked, jeg kunne serioest kun hoere 50% eller saadan noget. Meget frustrerende! Saa jeg gik til laege dag. Oeens laege "Doctor John" er noget for sig. Han er naesten saadan lidt guru-agtig, han har en fanclub paa facebook. Men han var super fin og dygtig, og saa fortalte han mig og to andre, der var med, hvor man kan gaa i byen her paa oeen...
Det, der var galt, var, at mine oerer var fuld af voks og vand, som ikke kunne komme ud, men var blevet skubbet lidt rundt under det store tryk under vandet. Det gjorde ikke ondt, men aaargh, hvor er det traels at vaere doev. Jeg fik saa vasket oerevoks ud. Ad, ad, ad, ad ad, hahaha. Det var super klamt, der var mega meget. Men det hjalp, og jeg hoerer vist bedre end jeg gjorde foer jeg begyndte at dykke. Ren magi. Tror folkene paa klinikken var lidt imponerede over mine oerer... De var ret genstridige. Godt, jeg kom derhen.
I gaar var vi i byen. Jeg var fuld (rolig rolig, mor :-) ), og det var de andre ogsaa, og det var super skaegt. Det er faktisk foerste gang vi rigtig har vaeret i byen her. Det var succes.
Efterhaanden fungerer dette hersens gruppehalloej rigtig godt. Vi er kommet taettere paa hinanden, og man kan snakke om ting med hinanden. Der er mange irritationsmomenter, og nogle synes det er vaerre end andre. Men jo mere tid, der gaar, jo federe bliver det. Saa det er dejligt.
Aah ja, jeg er saa glad, fordi mine oerer virker igen. Nu vil jeg ud at lege igen. Utila er en perle!
Mange tak for jeres kommentarer, de er rigtig dejlige at faa :-)
Men jeg er her endnu, heldigvis. Og jeg har faaet min hoerelse igen! Mine oerer var helt fucked, jeg kunne serioest kun hoere 50% eller saadan noget. Meget frustrerende! Saa jeg gik til laege dag. Oeens laege "Doctor John" er noget for sig. Han er naesten saadan lidt guru-agtig, han har en fanclub paa facebook. Men han var super fin og dygtig, og saa fortalte han mig og to andre, der var med, hvor man kan gaa i byen her paa oeen...
Det, der var galt, var, at mine oerer var fuld af voks og vand, som ikke kunne komme ud, men var blevet skubbet lidt rundt under det store tryk under vandet. Det gjorde ikke ondt, men aaargh, hvor er det traels at vaere doev. Jeg fik saa vasket oerevoks ud. Ad, ad, ad, ad ad, hahaha. Det var super klamt, der var mega meget. Men det hjalp, og jeg hoerer vist bedre end jeg gjorde foer jeg begyndte at dykke. Ren magi. Tror folkene paa klinikken var lidt imponerede over mine oerer... De var ret genstridige. Godt, jeg kom derhen.
I gaar var vi i byen. Jeg var fuld (rolig rolig, mor :-) ), og det var de andre ogsaa, og det var super skaegt. Det er faktisk foerste gang vi rigtig har vaeret i byen her. Det var succes.
Efterhaanden fungerer dette hersens gruppehalloej rigtig godt. Vi er kommet taettere paa hinanden, og man kan snakke om ting med hinanden. Der er mange irritationsmomenter, og nogle synes det er vaerre end andre. Men jo mere tid, der gaar, jo federe bliver det. Saa det er dejligt.
Aah ja, jeg er saa glad, fordi mine oerer virker igen. Nu vil jeg ud at lege igen. Utila er en perle!
Mange tak for jeres kommentarer, de er rigtig dejlige at faa :-)
Abonner på:
Opslag (Atom)