Antiklimaks

Nu synes jeg efterhaanden, det er ved at vaere lidt ladt. Vi har virkelig godt nok fem dage med totalt lavblus. Naa ja. Ingen stress.
Som jeg vist aldrig helt klart har faaet fortalt, saa bliver vi delt ud i 4-mandsgrupper, som skal arbejde tre forskellige steder under det frivillige arbejde. SOS-boernebyen var foerste mulighed, i gaar skulle vi saa af sted for at se mulighed nummer to.
Ej, for pokker altsaa. Det var totalt anstrengende. Ingen vidste noget som helst, vores guide troede han skulle have vaeret paa tur til Punta Sal. Damen fra skolerne tog overhovedet ikke initiativ til at fortaelle os noget, lod os bare staa og glo midt i et rum, som skulle forestille at vaere en skole/et pasningssted for 2-9 aarige boern. Den var tom for boern fordi komfuret var blevet stjaalet. Saa stod man derog fattede ikke en brik. Derefter koerte vi videre til en anden skole, som var i en kirke. Der var 27 smaa, vildt soede sorte boern. Jeg tror de var garifuna. Det var sjovt at vaere der, saadan en flok boern er jo ikke til at staa for. Men igen ikke rigtig nogen der fortalte os noget. Sidste sted havde kun 7-10 boern, og ja, saa stod man lidt der og saa gik vi igen.
Jeg kan ikke ligefrem sige, at nogen af de steder tiltrak mig og min frivillige arbejdskraft saerlig meget. Men paa den anden side, saa havde de vist rigtig meget brug for en haand.

Eftermiddagen brugte vi ved den store pool, som igen havde naaet det normale prisleje, altsaa 150 lempiras for at bruge deres pool.
Om aftenen var vi en fire stykker der gik ned til stranden for at faa en kop kaffe... Super hyggeligt.
Om lidt skal vi have et lill honduriansk madlavningskursus. Det lyder fedt, men jeg er ret skeptisk... Det er paa Mamma Mia, og et eller andet sted vil jeg helst forblive lykkeligt uvidende om deres koekkenhygiejne. Og de der traditionelle retter herfra, de er bare ikke det allermest delikate... Aah mor, jeg savner noget sovs og nogle kartofler!