Tilbage i den hondurianske virkelighed

Det var med vemod at vi maatte forlade Utila klokken selvmord i gaar morges. De fleste af os var fuldstaendig faerdige efter en sidste bytur. Oeen har saa meget backpackeratmosfaere og det er jo skoent; men det er bare ikke noget man finder nogen andre steder her i Honduras. Her er ikke saerlig mange turister.
Det var en smule maerkeligt at komme tilbage. Paa Utila snakker alle engelsk, maden var lidt mere vestlig, stemingen og bylivet mere som vi kender det. Det var helt vildt rart og afslappende for en stund; men nu er vi tilbage paa de bumlede bjergveje, blandt spansktalende miniaturemennesker og Mamma Mia-mad (det er den restuarant hvor vi spiser i Tela, og den er udmaerket, naar det ikke er fiskesuppe).
Grunden til at vi skulle saa tidligt af sted fra Utila var, at vi skulle ud at riverrafte. Baaden sejlede os til La Ceiba, og derfra koerte vi ud i bjergene til nogle smaa hyggelige hytter, hvor vi skulle overnatte. Saa tog vi hen til startstedet ved Rio Cangrejal. Det var meget sjovt at rafte, men ikke det helt vilde efter de foerste par ture over brusende steder. Efter midtvejspausen syntes jeg egentlig, at jeg havde proevet det nok. Men jeg blev klogere!
Der skete nemlig det, at en af de andre rafter (vi var delt op i 3) sad fast foran os et sted. Det var der ikke noget viildt i, men vi stoedte ind i dem, og i naeste oejeblik laa jeg i vandet. Saa kan man ikke goere noget foer floden bliver rolig andet end at proeve at holde sig oven vande... Jeg blev kastet af sted og haabede bare at jeg ikke stoedte paa for mange sten. Problemet var bare, at jeg fortsatte og fortsatte i hvad der foeltes som en evighed. Det var nok et par minutter eller 50-100 meter, vil jeg gaette paa. Saa var raften pludselig der, og jeg blev hevet op, og laa bare paa maven helt oppe at koere af grin og adrenalin. En anden pige, Amalie, var ogsaa faldet ud og havde faaet samme tur. Men vi fik ikke lov at sunde os laenge, foer Luis, raft-guiden, igen raabte nye kommandoer, for floden var lidt vild der, saa vi blev noedt til at padle.
Kort derefter spurgte Luis saa, om vi ville proeve at springe ud fra en klippe. Jeg var frisk, men jeg turde overhovedet ikke. Der var langt ned, nok en 6-8 meter. Nedenunder bruste floden af sted, den var 2-3 meter dyb under os. Men gud, hvor vi bare ikke turde. Vi stod og proevede at overtale os selv. Og saa pludselig sprang Sofie. Saa sprang Amalie. Saa sprang jeg, og jeg skreg hele vejen ned, og det var sindsygt vildt, og skide fedt! Jeg kunne naesten ikke kravle og i raften, jeg kunne slet ikke moenstre nok muskelkraft, fordi jeg var saa oerog omtumlet af al den action.
Men kaeft, det var fedt. De andreto rafter havde ikke faaet tilbud om at springe, fordi der ikke var dybt nok. Hehehe...

Saa sov vi saa i de der hytter. Det skulle vist nok forestille at vaere en jungleovernatning. Der var da ogsaa en hel masse larm fra insekter og dyr. Men ellers foelte jeg mig ikke saa Indiana Jones-agtig. Maden var god, og folkene der virkede helt vildt taknemmelige over at vi boede der.

Har ikke faaet fortalt om vores trekkingtur paa Pico Bonito i dag, men nu skal vi hen paa Mamma Mia og spise aftensmad...
Jeg har uploadet flere billeder. Er der nogen der kan se dem???