Vand og vand og vand

Regnen fortsatte. Vi kom ikke af sted med faergen i gaar, for den var aflyst. Vi kom ikke med den i morges, for den sejlede stadig ikke. Aah, hvor jeg dog haaber at den sejler i eftermiddag! Det er saa irriterende at have sin taske pakket og vaere strandet her i Tela uden noget at give sig til. Man bliver vaad hver gang man gaar ud, for jeg har jo ikke nogen regnvejrsremedier med.
Her i loebet af formiddagen er det heldigvis begyndt at klare op. Saa jeg tror faktisk jeg bryder sammen, hvis Utila Princess ikke vil sejle os over i dag.
Problemet med regnen er isaer, at man ikke kan gaa paa stranden. Og saa er der jo ikke meget andet at lave. Christina og jeg, og Sophie og Nikka, som ogsaa rejser videre, brugte saa dagen i gaar paa at bestille flybilletter og finde ud af visum og de obligatoriske to hotelovernatninger paa Cuba. Det har vaeret en meget svaer opgave, men vi er nu ogsaa lidt stolte af at have klaret det selv.
Om aftenen saa vi en film paa Mamma Mia, og da vi kom tilbage sad Sophie og den anden Amalie inde hos Amalie og jeg og snakkede om alt muligt til klokken blev mange. Rigtig hyggeligt...

Honduras har virkelig vist sig fra sin vaerste side de sidste par dage. Regnvejret, stroem- og vandsvigtet, den manglende hjaelp til at bestille flybilletter... Plus at jeg i gaar bare havde en rigtig uheldig dag. Jeg ville ind i banken og haeve dollars, og der var ikke lige nogen der kunne gaa med mig, saa jeg gik selv derind.Der var 4-5 forskellige koeer, og jeg kunne ikke lige helt gennemskue, hvilken en jeg skulle stille mig i - saa jeg valgte en og hev min ordbog frem, for at faa oversat de ord, der var paa skiltene. Det blev jeg ikke klogere af, udover at jeg fandt ud af, at den koe jeg var i, var for gravide og pensionister og handicappede. "Saa kan det ogsaa vaere lige meget," taenkte jeg og gik resulut mod udgangen for ikke at virke mere turist-dum end jeg allerede gjorde. Med et kaempe brag vader jeg saa lige ind i en glasdoer!
Uuuuuuuh, det var pinligt! Der blev grinet, jeg proevede ogsaa selv at grine, mens jeg ilede vaek. Uha uha... Flovt, flovt, flovt.
Senere skulle Sophie og jeg have en kop kaffe, og jeg endte med at vente 20 minutter paa min dumme capuccino, fordi den traelse ekspeditrice ikke kunne huske, hvad hun havde solgt.

Naa, men folkens - kryds fingre for at faergen sejler! Saa kan alle vi hernede blive lidt livet op af en god aften i byen paa Utila-vis.