Om fattigdom

Det der med at se natur hele tiden er en pudsig stoerrelse. Det kan vaere spaendende, det kan vaere skuffende, det kan vaere storslaaet, det kan vaere farligt; men det er ikke dert jeg taenker paa. Nej, det pudsige er, hvorfor saa mange af vores ture gaar ud i naturen. Vi hiker mange forskellige steder, saa har vi lavet lidt ekstremsport fordi naturen giver muligt for det, og dykning er jo ogsaa en naturoplevelse. Og hvorfor det? - Fordi man ikke kan andet. Turistattraktionerne i Honduras er ikke arkitektur eller kunst eller kultur; de er ikke noget, mennesker har skabt, de er en naturressource (selvfoelgelig er der ogsaa mange folk med deres helt egen kultur her, men den slags er aldrig saa lettilgaengeligt for en turist). Det, jeg proever at sige, er, at det er endnu et tegn paa, hvor fattigt landet er.
Som jeg foer har naevnt, synes jeg nemlig ikke, at fattigdommen er saa ioejnefaldende, hvilket man ellers kunne forvente - for Honduras er virkelig fattigt, vist det fattigste land i Mellemamerika. Man skal ligesom lige opdage de ting, der viser, at landet er paa roeven, og det er i hoej grad de historier, man hoerer, der viser det.
Jeg spurgte for eksempel vores guide Mark, hvorfor hundene var saa himmelraabende magre. Hvorfor fodrer deres ejere dem ikke? - Fordi ejerne ogsaa selv sulter. Som dansker fatter man jo ikke saadan noget. Det undrede mig ligeledes, at man kan se hvert eneste ribben paa de heste, som man ser graesse i vejkanten, hvor der ellers er masser af mad. Hestekyndige Nikka gaettede paa, at de havde orm.
Vi har koert en hel del gennem landet, naar vi skulle fra sted til sted. Og infrastrukturen er fuldstaendig forfaerdelig. Taenk sig, bare det at en vej er asfalteret (ikke afstribet eller noget), goer den automatisk til en vej i topklasse efter honduriansk standard. Naesten al koersel i bjergene er paa grusveje. Ofte er der mange og dybe huller, saa man bumler af sted. Saa ligger der vand paa vejen, og man koerer igennem en mindre soe. Saa var der en bro, der var i stykker, saa man maette koere gennem aaen i stedet. Det tager altsaa utroligt lang tid at tilbagelaegge afstande, som ikke noedvendigvis er saerligt lange.
Mange af de huse og hjem, vi passerer fordi, er charmerende. De ligger i skyggen af et par palmer med en haengekoeje i mellem, der er en busk med dybroede hawaii-blomster, der er nogle hoens, en hund, en hest og nogle mennesker, der tager en slapper. Men en gang i mellem ser man ogsaa et hus, som vitterligt er en bunke skrammel - blik og jord og plastik og skrald, som nogle folk jo faktisk bor i.
Men folk tager det roligt. Man ser tit folk sidde sammen i vejkanten, under et trae, staa paa et gadehjoerne. De laver ikke meget, snakker maaske lidt. Det ser meget hyggeligt ud... Men hvorfor i al verden skal de ikke noget? Hvorfor er de ikke paa arbejde? Hvorfor er boernene ikke i skole? Og hvorfor skal de glo saa pokkers meget? Man ser saa mange mennesker, som bare staar eller sidder, og jeg fatter ikke hvorfor. Det kan da virkelig ikke vaere fordi de ikke har andet at tage sig til...
Men her er utrolig hoej arbejdsloeshed. Jeg spurgte Mark, hvilken industri Honduras har. Han naevnte kun toejproduktion, inden han gik over til diverse landbrugsprodukter; men landbrug er jo ikke industri. Den industri, der saa endelig er, ligger i Tegucigalpa og San Pedro Sula, og stoerstedelen af landet er saa utilgaengelig, hvilket infrastrukturen ikke hjaelper meget paa.
Hvilke livsudsigter har den gennemsnitlige hondurianer saa? Ikke mange, og som Shorley, min spansklaerer, ogsaa paapegede, saa vaelger folk heller ikke at gaa efter de helt store droemme - en kaereste, et barn, og saa kom man aldrig videre. Det er ikke unormalt for en ung kvinde paa min alder at have foedt sit 3. barn. Og der er boern alle vegne... Uopdragne boern.
Der er heller ikke skolepligt. Hvis foraeldre vaelger, at de har brug for deres boern som arbejdskraft, saa er der intet der forhindrer dem i det. Det gennemsnitlige laeseniveau for en voksen er 3. klasse.
Jeg kunne nok blive ved... Selvom jeg sikkert slet ikke opdager de fleste ting, for jeg er turist, og Garifuna Tours soerger for at der bliver passet godt paa os. Vi er i en lille by, hvor der er forholdsvist sikkert, men kriminaliteten i de stoerste byer er ekstrem. Honduras har kaempe bandeproblemer, fordi USA har deporteret mange bandekriminelle hertil i tidens loeb. For to uger siden var der f.eks. 4 mennesker, der fik skudt knoppen af i bussen fra Tela til La Ceiba, fordi en af dem ikke ville aflevere sine penge.
Jeg holder af at vaere her, og jeg synes det meste af det jeg ser, virker som om der er haab forude. Men som sagt, saa er det svaert at se den aegte virkelighed. Naar man hoerer historier og fakta, saa begynder man at forstaa, hvor lang vej, der er igen.