Going out in Honduras

Endelig blev det weekend. Det var laenge siden man sidst havde kunnet vaerdsaette dette; laenge siden man havde oplevet en ugerytme. Det maatte unaegteligt betyde at vi skulle i byen, baade fredag og loerdag.
Fredag var vi til pool party paa Lagoon og paa Iguanas Sport's Bar (ja, det er verdens klammeste navn), og loerdag bare paa Iguanas. Og aah ja, det var sjovt og skoenherligt. Man danser en hel masse. Musikken er anderledes, og det foregaar meget, meget mere i hofterne end hjemme i lille Danmark. Det forholder sig desuden saaledes, at maend i Honduras kan danse. Selv den mest chubby fyr har fat i rytmen og lader den forplante sig ud i kroppen... Det er laekkert. Men ogsaa temmelig fraekt.
Der, hvor det bliver lidt maerkeligt, er, naar en honduriansk pige saa har danset med Simon hele aftenen og gnubbet sig op af ham, og de har kysset - og hun saa allerede tror, at de skal giftes. Jeg mener, nogle af de der par paa gulvet, de staar og gnider sig op af hinanden og som dansker er det naesten for meget. Men naeh nej, det betyder ikke saerlig meget, det er helt normalt - men saa skal man kysser, saa skal man giftes. Det er en lidt omvendt verden.

Loerdag aften gik Helle selv hjem, og mens hun ventede paa, at doeren til hotellet blev laast op, kom en mand, hev hendes taske af og loeb vaek med den. Det var noget af et chok for os alle sammen, men selvfoelgelig mest for hende. Vi er vel alle begyndt at foele os forholdvist sikre, men det er man bare ikke. Heldigvis truede han hende ikke og han var heller ikke voldelig, bare skummel og hurtig. Hun fik et par hundrede lempiras og sit kamera. Det er saa aergerligt og synd for hende... Vi maa hanke op i os selv og passe bedre paa.

Ellers var vi vist mest paa stranden. Min bagdel endte som et pragteksemplar af en tricolore, fordi jeg havde hevet bikinien lidt ind, saa de hvide baller kunne faa lidt kuloer - det resulterede i, at den lignede en trefarvet is - brun, roed og hvid.

I dag, mandag, tog Amalie og jeg ud til den skole, hvor fire af de andre arbejder med at undervise i engelsk for at give laererjobbet en chance til. Det gik rigtig godt - endelig en god oplevelse med det frivillige arbejde. Selvfoelgelig var mine nye, revidere forventninger ogsaa mere realistiske denne gang, men samtidig er boernene ogsaa meget mere velopdragne og saa har de lyst til at laere - de er virkeligt begejstrede, baade for det engelske og de nye laererinder. Saa der tager vi ud resten af tiden.
De to klasser, som Amalie og jeg har, er 6-7-8 aar gamle. Vi goer ikke saa meget ud af at skrive, for det er de jo foerst ved at laere paa spansk, men vi gennemgik lidt om navne, farver, dyr, dyr i havet, tal og frugt. De elsker at synge. I frikvartererne flokkes de om os, for det er jo nok lidt spaendende med saadan nogle hvide piger... Noget helt andet end Triunfo, hvor vi i den grad maatte passe os selv.
Endelig en positiv melding herfra omkring arbejdet :-)