En skuffende start

Det frivillige arbejde er begyndt, og det er den direkte grund til at min ellers saa opdaterede blog har ligget brak i fem dage. Det har vaeret saadan en skuffelse.

Jeg var eller helt igennem entusiastisk og motiveret, da vi moedte op paa folkeskolen i Triunfo de la Cruz, garifunalandsbyen hvor vi saa dans. Der var imidlertid ikke rigtig nogen, der var klar over at vi kom, og derfor ingen til at tage i mod os eller fortaelle os om det foreliggende arbejde. Der gik ikke laenge foer Amalie, hende jeg bor med, og jeg blev smidt alene ind foran en klasse og skulle laere dem engelsk. Totalt usikre og kiksede stod vi der og famlede os lidt frem med en ynkelig undervisning, mens boernene blev mere og mere urolig og ukoncentrerede og vilde. Deres laerer kom tilbage og vi fik en anden klasse med blandede klassetrin. Dagen var foerste skoledag i et nyt skoleaar og for de yngste boern den foerste skoledag i deres liv. Det kan man jo ikke arbejde med. Ingen havde fortalt os om frikvarter, eller hvornaar dagen sluttede, ingen interesserede sig for hvordan det gik. Amalie gik ud og fandt en laerer, som fortalte, at formiddagsboernene gik i skole til kl. 12. Kl. 11 begyndte de imidlertid at forlade klassen og gaa hjem, for nu var de sultne. Det er ganske almindelig garifunamentalitet.
Jamen for pokker da?! Ingen hjalp os, ingen var synderligt interesserede i os, vores spansk er saa spinkelt, folk var ligeglade med om vi var der eller ej.
Det var meget mod min vilje at Amalie og jeg vendte tilbage til skolen den foelgende dag. Jeg havde virkelig ikke lyst. Vi havde Alex fra Garifuna Tours med, til at hjaelpe os paa vej med det spanske. Han hjalp os meget... Men stadig var det ubehageligt at vaere der. Ingen viste os hvilke klasser vi skulle undervise; vi skulle selv gaa rundt og spoerge laererne om lov til at undervise. Intet system, ingen organisering. Efter timer med to klasser, forlod vi stedet. Gav op. Hvor meget jeg end hader at indroemme det. Men jeg gider ikke spilde min tid, spilde boernenes tid paa den maade.

Bagefter har jeg vaeret fuldstaendig desillusioneret omkring frivilligt arbejde. Jeg skal aerligt indroemme, at jeg kom fra Danmark med en idealiseret forestilling om, at jeg skulle ud at hjaelpe, goere en forskel. At der ville blive sat pris paa min indsats. Det har Alessandro, ejeren af Gafifuna Tours, gjort mere end klart for mig, er naivt og dumt. Jo tak. Men det er altsaa det, der er motivationen, naar unge fra Vesten rejser ud for at lave frivilligt arbejde. Jeg bryder mig ikke synderligt om den mand mere.

Onsdag proevede vi at faa en aftale i stand med en anden skole, men det lykkedes ikke. Saa torsdag og fredag har vi vaeret med fire af de andre i Tornabe, en anden Garifunalandsby hvor vi hjaelper til paa et sted for boern fra 0-7 aar. Det har vaeret bedre. Men stadig ikke i naerheden af de forhaabninger, jeg gjorde mig hjemmefra.
Det er livsbekraeftende at se alle de glade boern med al deres energi. De er saa vilde med os... Men det er ogsaa frustrerende at se, hvor ustimulerede de er. De passer sig selv - paedagogerne interagerer ikke med boernene, bortsat fra naar de skaelder dem ud eller slaar dem (tror efterhaanden de har forstaaet at dét er noget, som vi er meget i mod). Der er intet legetoej. Kun nogle madrasser... Boernene leger ikke rigtig sammen, de farer bare rundt og de kommer til i totterne paa hinanden. Og det plejer de at faa lov til...
Vi proever at lege med dem. Amalie og Christina tegnede paa husfacaden i gaar - traeer, dyr, vandfald, mennesker... I dag lavede de vendespil og puslespil til dem. Og saa var vi paa stranden hvor vi laerte dem et par sange. Men det er svaert, for de er tydeligvis slet ikke vant til at tage i mod beskeder og udfoere andre instrukser end skaeldud. De plejer jo mest at skulle passe sig selv.

Jeg ved endnu ikke, om Amalie og jeg bliver i Tornabe eller tager ud paa en skole, hvor fire af de andre piger underviser.

Dagene foregaar saadan, at vi arbejder om formiddagen og har fri om eftermiddagen, hvor vi mest er paa stranden. Nu er det weekend, og saa skal vi ud at lege under stjernerne... I aften staar den paa pool party.
I forgaars var det maaneformoerkelse. Det var flot.
Nu vil jeg forsoege at laegge flere billeder ind paa picasa. Mit eget kamera har virket nogenlunder som det skal de sidste mange gange jeg har brugt det. Desvaerre har jeg bare lidt lagt vanen med at faa taget billeder javnligt paa hylden... Saa billederne paa nettet er mest nogle fra de andres billedsider. Hvis I har lyst til rigtigt at se billeder, saa gaa ind og kig paa de andres, for de er meget flittige med at uploade. Jeg bruger min tid paa at blogge i stedet for.