Op ad turistkysten

Den caribiske kyst i Mexico = amerikanerland. Det har vi oplevet de sidste par dage.

I loerdags var vi som bekendt i Tulum og tog ud til byens temmeligt kendte maya-ruiner; de er ikke specielt pompoese, men de ligger helt ud til kysten med turkisblaat vand som baggrund, og det er dét, der goer dem specielle. Byen eksisterede helt op til den spanske erobring og var et vigtigt handelspunkt.
Om eftermiddagen rejste vi med bus og baad til oeen Cozumel, som er en af verdens bedste dykkerdestinationer. Det er et dyrt sted, og vi havde ikke andre alternativer end at bo paa hotel - men det noed vi til gengaeld saa ekstra meget, fordi vi jo er blevet vant til beskedne kaar.
Vi dykkede to gange soendag og to gange mandag. Et af dykkene var ganske enkelt forfaerdeligt, fordi der var sindssygt meget stroem, saa man til tider slet ikke havde nogen kontrol over, hvor man ville hen i vandet. De andre dyk var heldigvis udmaerkede, isaer det allersidste var sigtbarheden var helt i top og der var et vaeld af dyr. Vi saa barracudaer, hummere, en havedderkop, en klippefisk (doedelig hvis man traeder paa den), baby-stingrays og masser af flotte og farverige fisk.
Vi moedte to amerikanske maend paa den ene dykkertur. De tog os med paa scootertur over paa den anden side af Cozumel, hvor vi barhoppede et par timr. Var ogsaa ude at spise med dem om aftenen. De var rigtigt linke og spaendende at snakke med. Den ene forfaldt en hel del til politiske emner, men det synes jeg jo er interessant.

Mandag efter dykekrturen (som trak meget ud fordi det var en aandsvag dive shop) tog vi tilbage til Playa del Carmen. Her tjekkede vi ind et usselt sted, hvor der var mulighed for at sove i de haengekoejer, som vi har koebt.
Vi gik en tur i Wall-Mart for at koebe mad og reb til at haenge koejerne op med - og endnte med at bruge en mindre formue... Isaer fordi vi koebte billetter til at komme ud at svoemme med delfiner i dag.
Om aftenen stoedte vi paa de amerikanske venner igen paa en bar lige over for vores haengekoejested. Det er sjovt, saa imponerede amerikanere generelt er over, at saadan to piger paa 20 og 21 er ude at rejse i 4 maaneder... Det er ogsaa sjovt som alle mexicanere er overbevist om at vi er soestre...
Natten i haengekoejen var egentlig elendig. Men vi goer det igen i nat, for det var lige det nemmeste.

Vi har i dag vaeret paa Isla de las Mujeres, som ligger ud for Cancun. Der skulle vi svoemme med delfiner! Det var utroligt turistet, men wauw, det var sjovt... Vi roerte delfinerne, kyssede dem, blev trukket af sted gennem vandet ved at holde ved deres rygfinner og blev skubbet ved foedderne saa vi kom helt op af staa. Det var virkeligt en oplevelse, og naar man taenker over det, saa er 130 dollars vel ikke saa meget var saadan en oplevelse.
Resten af eftermiddagen badede i poolen og laa i solen, for lige at suge en sidste omgang varme til os inden turen gaar hjemad.
Det goer den jo nemlig i morgen. Vi flyver kl 13.50 fra Cancun, men vi tager der ud i meget god tid, fordi vi skal have pakket vores ting om - det kan vi ikke goere, der hvor vi bor lige nu, for det er prakisk talt i en sandkasse. Det bliver en lang tur hjem, men vi glaeder os til at se film i flyet... Torsdag kl. 15.25 lander vi i Kastrup Lufthaven. Helt hjemme i Nordborg er jeg ved 22-tiden.
Gud, hvor er det maerkeligt... Vupti, nu er de 4 maaneder i Mellemamerika gaaet. Jeg har oplevet saa meget, at jeg aldrig vil kunne faa fortalt det hele. Jeg har taenkt over, hvor meget jeg har aendret mig... Jeg ved det ikke, men jeg har i hvert fald laert en hel masse. Ikke mindst om, hvad der betyder noget for mig - og derfor glaeder jeg mig saadan til at komme hjem og se jer allesammen.
Vi ses lige om snart!

Flere pyramider

I dag har vi besoegt ruinerne i Chichen Itza. Der var utroligt mange turister til vores forbavselse; vi har slet ikke moedt saa store horder af turister paa vores tur her i Mexico, fordi det er lavsaeson. Jeg ved ikke, hvorfor der var saa mange i dag - maaske bare fordi Chitzen Itza er Yucatans mest beroemte ruiner. De er de bedst restaurerede i Mexico, og de var da ogsaa virkeligtbetagende. De var desuden fra en forholdsvist sen periode. Der var blandt den stoerste fundne boldbane beregnet til det boldspil,de gamle indianercivilisationer var helt pjattede med - noget med en tung gummibold som ikke maatte roeres med haenderne og paa denne bane skulle gennem nogle ringe 9 meter overjorden. Kaptajnen paa taber holdet reddede sin aere ved at lade sig ofre.
Der var helt utroligt, bagende, draebende varmt. Naesten ikke til at holde ud. Jeg hader solcreme.

Fra Chitchen Itza fortsatte vi oestepaa til Tulum, hvor vi er nu. Har grillet til aftensmad, mums...

Lige et spoergsmaal - er man for gammel til at klatre i traeer naar man er fyldt 20?

Varme paa Yucatan

"Here in Mérida, we have two seasons - hot and very hot" - det tror jeg paa. Her er bagende varmt midt paa dagen - men det er nu dejligt nok, lige her den sidste uges tid af min rejse.
Vi har brugt en dag i Mérida og to paa at tage ud fra byen. Den foerste dag her gik vi rundt og saa hvad vi stoedte paa - blandt andet nogle vildt flotte, store vaegmalerier i statsregeringsbygningen (det lyder meget hoejtideligt, men det er vel at sammenligne med en amtsgaard). Vi kom ogsaa forbi et gratis bymuseum, og vi er selvfoelgelig vilde med gratis - der fik vi baade en lille portion lokalhistorie med fotokunst til desert.
I gaar tog vi paa tur til Uxmal-ruinerne. Der er utroligt mange ruiner af indianercivilisationer at se i Mexico, og Uxmal er en af dem, vi valgte at se. Vi havde guide med rundt paa stedet, hvilket var spaendende nok. Paa den maade faar man meget mere at vide om symbolerne, historien, samfundet, skikkene... Uxmal er ikke det stoerste eller mest imponerende arkaeologisted, men det er velrestaureret. Desuden var der mange, rigtigt store leguaner. De var meget sjove...
Vi koerte vaek fra stedet for at faa aftensmad og kom saa tilbage ved solnedgang. Vi saa et "lys og lyd"-show, hvor pyramiderne blev oplyst i forskellige farver. Der blev saa fortalt en eller anden historie til... Lidt som et teater uden skuespillere. Desvaerre fik vi ikke saerlig meget af historien med... Vores spanske ordforraad gaar mere i retning af hostels, taxaer, resturanter, spoerge om vej og andre praktiske ting. Men pyt. Det var flot nok, og saa blev vi i stedet saa glade, da det endeligt sluttede.
I dag var vi saa paa tur til Celestun ved kysten til den Mexicanske Golf. Der var vi taget ud for at se flamingoer, og vi saa ogsaa en 15 stykker - vildt pinke og flotte. Kommer man om vinteren kan man se flere tusind i omraadet. Vi sejlede rundt i en lagune med mangrovebevoksning og saa ogsaa andre fulge, mest hejrer. Efter sejlturen koerte vi til en strandresturant og fik en vildt laekker middag (hvem havde troet at jeg skulle blive saa vildt med rejer og fisk...). Efter at have slikket lidt sol og dyppet taerne i et nyt hav paa listen, koerte tourbussen os tilbage her til Merida...
I morgen tager vi over til den caribiske kyst. Vi naermer os stille og roligt Cancun, hvor vores foerste fly hjem mod Danmark letter fra...

I indianernes tegn

Pyyyha... Jeg har lige udfyldt en ordentligt bunke dokumenter for at jeg kan faa visa til USA til sommer. Det er godt nok besvaerligt at skulle ordne herfra, men nu skulle det da saa ogsaa vaere paa plads.

I gaar brugte Christina og jeg endnu en dag paa at udforske San Cristóbal. Vi besoegte et museum for et dansk-schweizisk aegtepar, som lavede en masse arkaeologisk og antropologisk arbejde her i Chiapas. Mest spaendende var en udstilling om Lancandon-indianerne, som levede isoleret i skovene her ind til for 50 aar siden.
Til frokost fik jeg enchiladas med mole - en sovs lavet af chokolade og chili... Meget finurlig kombination, men det smagte meget godt - lidt soedt og staerkt paa samme tid. Til aften lavede vi selv mad - for koekkenet paa vores hostel her er nok det paeneste, vi har set her i Mellemamerika.

I dag ville vi paa tur ud af byen. Foerst saa det faktisk lidt sort ud - vi var for sent ude til at komme derhen hvor vi gerne ville.. Men saa besluttede vi at punge ud for at komme paa en privat tur, og det er vi glade for, at vi gjorde. Det var bare os to og to guider, som saa koerte os til to landsbyer beboet af Tzotzil-indianere. I den foerste landsby saa vi nogle kvinder lave traditionelt haandvaerk. De vaevede og broderede klaeder og due. Det tager en maaned at vaeve en dug og to maaneder at brodere den. Saadan en dug kostede 350 pesos - 175 kr. For 3 maaneders arbejde!
Vi fik ogsaa lidt traditionelt mad lavet over aaben ild. Hvide og sorte tortillas med boenner, salsa, ost, graeskarkernemel - mmm...
I den anden landsby var der et stort marked hvor der blev solgt en smule artesanía (haandvaerk) og en hel masse groentsager. Hovedattraktionen var dog landsbyens kirke som var ret speciel: Helt fuld af helgener og levende lys. Der var en saerlig duft paa grund af lysene og fyrenaale, som laa spredt ud over gulvet. Kirken var af titel katolsk - men den havde ingen praest. I stedet for var der mandlige og kvindelige shamaner, som gjorde forskellige ritualer for eksempelvis at helbrede syge folk. Disse ritualer kunne blandt andet inkludere kyllingeofring. Paa vores rejse har vi hoert om mange af disse versioner af katolicismen, hvor f.eks. mayaerne i Guatemala og her og de sorte slaver paa Cuba fik deres oprindelige religion med ind i den paatvungne katolicisme. Denne kirke, som vi saa i dag, var bare foerste gang, vi saadan rigtig saa det taet paa.

I nat tager vi bussen til Merida - de sidste 9 dage her i Mexico tilbringer vi saa paa den smukke Yucatan-halvoe. Der haaber vi paa at se ruiner, flamingoer og at dykke.....

Ustyrlige Stillehav!

Mmm, det var dejligt med et par dage ved stranden... Mazunte var en lille, afslappet by lige ned til havet. De sted, vi boede, havde madrasser paa 5 cm, men det var billigt - og vi var der alligevel kun om natten.
Foerste dag lavede vi egentlig ikke meget andet end at dase paa stranden og bade... Efter saadan en nat i bus, traengte vi til at sove lidt mere. Stranden var omgivet af klipper og var rigtig flot, men vandet var ret voldsomt. Om aftenen sad vi og noed den lune luft med et par billige drinks...

Naeste morgen stod vi op og tog paa en sejttur ud for at svoemme med skildpadder. Vi maatte lede et godt stykke tid, foer vi fik oeje paa en havskildpadde som var oppe for at traekke vejret. Vi sprang i og fik lov at holde den i skjoldet en efter en mens en fyr paa baaden tog billeder. Det var ret sjovt. Den var stor og tung, dens hud var helt bloed, og den havde rurer i nakken.
Vi haabede ogsaa at se delfiner, men saa heldige var vi ikke. Sejlede en tur langs kysten. Saa blandt andet Roca Blanca - en klippe som var hvid af fuglelort. Haha... Til sidst kunne vi snorkle, men vandet var desvaerre for plumret til at det var sjovt. Hoppede af baaden og svoemmede i land.
Om eftermiddagen besoegte et skildpaddecenter, hvor de havde tanke med forskellige skildpaddearter, baade store, gamle eksemplarer og helt smaa, nyklaekkede babyer. Der var ogsaa diverse dumtudseende landskildpadder. Taenk sig, der er en type havskilpadde som kan blive op til 180 cm! Det er ligesaa meget som Christina er hoej!
Vi slikkede ogsaa lidt sol. Havde placeret os i god sikkerhed fra vandet. Troede vi. Lige pludselig kom der en boelge og gennembloedte mit haandklaede, hvilket var overgaaet Christina dagen foer. Gik lidt efter ud for at skylle det sand af mig, som havde sat sig efter at jeg rystede det, men havde glemt at tage mine solbriller af. Der kom en kaempe boelge og slog mig fuldstaendig omkuld - og tog mine solbriller. Haha og oev.

Om natten tog vi den lange bustur til San Cristóbal de las Casas, hvor vi er nu. Det er en dejlig, lille by som ligger i bjergene, hvilket vil sige at her er en del koldere. Jeg synes det er rart nok, men Christina fryser... Om dagen er her nu stadig varmt. Meget varmere end hjemme i Danmark i hvert fald!

Det er loerdag aften, saa jeg vil skynde mig at slutte saa vi kan komme ud og faa en lille drinks paa en af de hyggelige barer...

Regnskyl paa mexikansk

Man kan blive helt maalloes over, hvor meget vand, der kan komme ud af himlen paa disse breddegrader. Det vaelter jo ud. Det har regnet hver eftermiddag eller aften her i Mexico, men i dag gik det helt amok. Christina og jeg var desuden fanget under et bliktag, og det larmede saa meget, at vi maatte raabe til hinanden.

Vi har vaeret i Oaxaca i 2 dage. Det er en by med to millioner indbyggere, men det virker ikke som saa meget, fordi byen som mange andre mexikanske byer ikke har saerligt hoeje huse, men til gengaeld er spredt ud over et meget stort areal paa grund af jordskaelvsfaren. Byen er rigtigt hyggelig og har nogle utroligt smukke kirker. Desuden har vi tilbragt en del tid paa nogle markeder, vi stoedte paa - kan bruge saa lang tid med bare at gaa rundt at kigge saadan et sted... Groentsager og frugt i store stakke, koed og fisk i makabre maengder, alverdens skrammel og saa selvfoelgelig en hel masse haandvaerk... Kurve, halskaeder, toej, laedervarer, hatte, sko osv. osv. osv.
En anden ting ved Oaxaca er deres chokolade, isaer som varm drik. Mums, siger jeg jer.

I nat tager vi bussen ud til Stillehavskysten, foerst til Pochutla hvorfra vi vil videre til Mazunte, en lille stranddestination. Det bliver dejligt med lidt sol og varme igen... Haaber meget at regnen ikke foelger med os.

Pyramider

Dagen i dag stod paa et besoeg i Teotihuacan; det kan godt vaere at navnet ikke lige forekommer bekendt, men det er Mexicos mest beroemte pyramider. Busturen derud tog en lille time, og saa kunne vi ellers gaa rundt i den ret velrestaurerede by. Den arkitektoniske stil var ret anderledes end i Copan i Honduras og Tikal i Guatemala, men alligevel var de ogsaa faellestraek saasom trappepyramider og de religioese symboler i udsmykningen.
Teotihuacan var en by fra omkring 100 f.Kr. til 800 e.Kr. (er overhovedet ikke sikker paa de aarstal, men de er nogenlunde) med en meget veludviklet civilisation. Hovedattraktionerne i det arkaeologiske omraade er sol- og maanepyramiderne. Solpyramiden er verdens 3. hoejeste - lige over 70 m. Der var ca. 250 trin op (som man ikke skulle falde ned af, hvis man havde livet kaert) og udsigten fra toppen var helt formidabel. Der var ogsaa et par gode museer, som vi saa - museerne her er i Mexico City en helt anden klasse end dem, vi hidtil har set.

Da vi tilbage til byen, regnede det - hvilket vi har opdaget at det goer hver eftermiddag her. I hvert fald de dage, vi har vaeret her. Metroen var fuldstaendig proppet, og endelig forstod vi, hvorfor der nogle gange er saerlig indgange eller fortrinsret for kvinder i togene - det havde vi nemlig undrret os over... Folk stod som sild i en toende, og saa var der simpelt hen ind til flere maend som stod og tog paa os paa roeven og saadan noget. Det var totalt klamt, ufatteligt og ret ubehageligt - men heldigvis skal der mere til at slaa os ud.
Vi havde jo spottet et par laekre ting i nogle butikker i gaar, saa vi maatte lige ud at shoppe en lille smule trods regnen... Uh, det var dejligt. Saa laenge siden.

I nat tager vi bussen mod sydoest til Oaxaca (Wa-ha-ka). Vi ankommer kl. 6 i morgen tidlig...

Tilbage i fremtiden

Me gusta mucho, mucho, mucho esta ciudad! Det er skoent at vaere i en moderne by igen. Og saa tilmed en af verdens stoerste metropoler - Mexico City taeller omkring 25 millioner mennesker. Jeg kunne faa uger til at gaa her...

I gaar lagde vi ud med at fare lidt vild, baade i gaderne og metroen. Men heldigvis ikke vaerre end at vi fik fundet det vi gik efter i bydelen Coyoacan - Frida Kahlo og Diego Riveras blaa hus. Det var en af de ting, Christina helst ville se - og det var ogsaa rigtig godt. De to var nogle spektakulaere mennesker, meget anderledes. Huset, som var et museum, viste baade moebler og ting, tegninger, skulpturer og malerier og dokumenter og breve - ting, som tilsammen gav et indblik i de to kunstneres univers.
Bagefter gik vi igen forvildede rundt i bydelen en time eller to, fordi vi ikke kunne finde internet - vi skulle lige hurtigt ordne noget. Vi gav op og begav os mod en metrostation - og finder saa selvfoelgelig straks noget net. Typisk. Vi tog ud til bydelen Xochimilco, hvor vi egentlig ville have besoegt et bizart sted som hedder Dukkeoeen. Man skulle sejle paa kanaler derud, og det viste sig at vaere pokkers dyrt og tage 4 timer. I mellem tiden var det ogsaa begyndt at regne, hvilket vi slet ikke var klaedt paa til, saa vi hundefroes. Vi havde ikke engang penge nok til den billigste tur - men fordi der var faa kunder grundet vejret, fik vi lov at komme af sted i en time for de penge vi havde.
Vi sejlede rundt paa kanalerne mellem de kunstigt skabte oeer - chinampas eller chiampas eller noget i den stil, hedder de. Det var dem, som aztekerne skabte i sin tid og byggede hele Tenochtitlan paa. Sjovt nok at se. Der var ogsaa en del andre baade ude at sejle - mexicanerne holder aabenbart af, at tage af sted med hele familien eller vennekredsen, leje en baad og saa sejle rundt og holde fest med mariachimusik og mad solgt fra smaa baade. Var lidt morsomt at se.
Vi tog hjem og fik et bad og varmen tilbage... Skulle saa moedes med Gustavo, vores ven fra Antigua. Han hentede os ved 21.30-tiden og saa koerte vi ud til hans nabolag. Vi blev ganske overvaeldede over hans lejlighed, som han bor i med to venner. Jamen altsaa, det er nok den flotteste bolig vi har set i 3 maaneder. Vi fik ogsaa roedvin, hvilket vi heller ikke har faaet overhovedet mens vi var af sted. Snakkede lidt med Gustavo og hans ene bofaelle inden vi gik over til en fest hos en nabo. Det var bare saa hyggeligt... Folk var vildt nemme at snakke med og vi fik lidt at drikke og ja, skoent skoent. Bagefter gik Christina og Gustavo og jeg paa en bar og fik en oel, og vi sluttede aftenen af med tacos (det, vi fejlagtigt tror bare hedder tortillas derhjemme). Pyh, det var staerkt!

I dag har vi slappet af, spist en hel masse kage, oset i butikker (uh, her er mange fine, BILLIGE ting...) og tullet rundt i byen. Vi forsoegte egentlig at komme til at se nogle af Diego Riveras store vaegmalerier, men verden var i mod os. Der er blandt andet nogle i Palacio Nacional, men der kunne vi ikke komme ind; det ligger ved byens Zócalo (centrale plads), men der var kaempe, giga politisk demonstration - jeg siger jer, der skal nok have vaeret 10.000 mennesker eller flere endnu. Og derfor var der tilsynladende lukket for indgang i landets parlamentsbygning (tror jeg nok, det er).

I morgen skal vi ud og se de beroemte pyramider, sol- og maanetemplet. Natten over tager vi saa til byen Oaxaca. Som jeg startede med at skrive, kunne jeg ellers godt blive her... Storbyen er saa spaendende. Meeen, jeg vil jo ogsaa frygteligt gerne se nogle af Mexicos andre spaendende steder. Saa det gaar nok.

¡Adiós Cuba - buenas México!

Aah, hvor var det dejligt at laese de mange foedselsdagshilsener, som ventede paa mig da jeg kom til internettet her i Mexico. Efter en ikke saerlig spektakulaer foedselsdag var det dejligt med lidt opmaerksomhed og varme ord... Mange tak allesammen.

Dagene i Baracoa var dejligt afslappende... Vi tilbragte en dag paa stranden og om aftenen gik vi ud og dansede salsa med et par cubanske fyre, som vi moedte. Jeg synes, det var en dejlig by, og kunne sagtens have brugt mere tid der, for der var ogsaa en masse natur i omraadet, som man kunne vaere taget paa tur til.
Men d. 21. gik turen tilbage nordvest mod hovedstaden. Vi tog Viazulbussen tilbage til Santiago, hvor vi steg paa toget mod Habana. Vi havde valgt togrejsen, fordi der var mange penge at spare og saa unne det jo vaere meget sjovt at proeve. Det var det maaske i og for sig ogsaa, hvis hele min foedselsdag ikke var blevet tilbragt der. Toget rumlede og lugtede og en lille, soed pige foran os skreg den halve nat. Standarden var faktisk naesten vaerre end i Oesteuropa. Det vaerste var dog, at toget holdt saadan nogle frygteligt lange pauser nogle gange uden at man anede hvorfor. Det blev vi jo forsinkede af. Ej ok, det var faktisk en oplevelse.
Da vi ankom til Habana klokken 18 efter 21 timer i tog boevlede vi en del rundt for at finde et billigt sted at bo. Christina og jeg er meget prisbevidste, og der er ikke nogen der tager os ved naesen. Cuba kan nemt vaere et dyrt land, fordi de goer, hvad de kan, for at malke turisterne. Men vi har vist gjort det rimeligt billigt.
Naa, da vi endelig havde faaet os indhvarteret, gik vi ud og spiste god, kinesisk mad. Far havde sagt, at han gav, saa for en gangs skyld brugte vi penge paa god mad. Mmm, det var super laekkert... Bagefter hoerte vi et lille cubansk orkester spille paa en bar.

Onsdag ordnede vi et par aerinder inde i byen og shoppede de sidste souveniers paa et marked. Saa tog vi ud til Playa del Este med en cubansk bus - dvs. at vi ventede i vildt lang tid paa den, men til gengald kun betalte 1 cubansk pesos = 20 oerer. For to personer. Ude paa stranden var der til vores overraskelse rigtig godt net paa vores telefoner. Jeg modtog en masse tillykke-beskeder og ringede hjem til mor.
Vi tog ud at sove i lufthavnen. Torsdag morgen ved 9-tiden floej vi saa til San José i Costa Rica, hvor vi ventede 8 timer inden vores fly til Mexico City afgik. Christina blev uheldigvis syg af flymaden. Hun har faaet det bedre i dag. Vi ankom til Mexico ved midnat. Vi var vildt traette og Christina havde det daarligt - og fordi Mexico City er farlig om natten og metroen var lukket til kl 5 og en taxa kostede alt for meget - saa valgte vi lige at snuppe endnu en nat i en lufthavn. Foej for den. Vi tog saa metroen naeste morgen (hold da op, en voldsom kultur mexicanerne praktiserer i deres undergrundstog) og kl 8 laa vi endelig i en seng paa et hostel.
Efter at have sovet gik vi en tur rundt i centrum af byen. Det er fedt at vaere tilbage i fremtiden... Vi havde faktisk vaennet os til Cubas totale mangel paa varer - det er lidt som om landet befinder sig i en tidslomme for 30 aar siden. Her i Mexico er der masser af butikker og reklamer og fede ting, som oven i koebet er billige. Arkitekturen er imponerende og der sker en masse... Jeg er solgt :-) Efter at have set lidt mere foeler vi og slet heller ikke saa utrygge ved byen mere. Alle de skraemmehistorier, vi har hoert, var bare lidt for overvaeldende i nat...
I aften slapper vi bare af og gaar tidligt i seng, for vi er aerligt talt stadigvaek smadrede. I morgen ved jeg ikke hvad vi finder paa, men vi skal i hvert fald moedes med en fyr, som vi moedte i Antigua. Saa tror jeg den staar paa lidt bytur.

Der er nu kun 20 dage til jeg kommer hjem. Jeg glaeder mig! Men foerst staar den paa en tur gennem det sydlige Mexico, og jeg er sikker paa at det bliver fedt!

8 dagemerepaaCuba

Saa fandt vi igen frem til noget internet.Dogmeddaarligmellemrumstast.

Dagen efter vi sidst var paa nettet, fik jeg endelig, endelig, endelig den sidste rabiesvaccine. Bagefter tog vi paa stranden - Playa Ancon - hvor Christina blev endnu mere megabrun og jeg laa i skyggen fordi jeg ikke kunne taale sol pga. rabiessproejten.

Vi tog derpaa fra Trinidad til Cienfuegos. Derfra tog vi ud for at se El Nicho-vandfaldene, et rigtigt smukt sted hvor man kunne bade i det meget kolde vand. Ellers gik vi rundt i Cienfuegos og saa lidt vigtige bygninger, ind til vi tog en hurtig beslutning og hoppede paa bussen til Santa Clara. Der var nu ellers endnu et par ting, vi gerne ville have set i Cienfuegos, men busafgangen passede daarligt og vi ville ikke spilde tiden.

Santa Clara er beroemt for sit monument, mausolaeum og museum for folkehelten Ernesto Che Guevara. Det var dog saa uheldigt, at vi saa det paa en mandag, hvor museet og mausolaeet var lukkede. Vi gad dog ikke blive til dagen efter bare for det, og desuden var monumentet ogsaa det mest spaendende (vaelger vi at tro), bortset fra en vagt som tog Christina paa roeven. Saa ogsaa et sted, hvor Che havde vaeret med i noget togsabotage for at skade Batista-regeringen. Det var nu ogsaa meget rart at rejse fra Santa Clara,for hende damen vi boede hos var traels - havde lidt for mange meninger om, hvordan vi skulle goere tingene.

Vi tog en natbus til Holguin, Cubas 4. stoerste by. Vi ankom kl 3.30 og sov et par timer paa gulvet paa busterminalen sammen med en haer af fluer og et par kakerlakker. Ved 7-tiden begav vi os ud for at finde et sted at bo, og efter lidt besvaer lykkedes det at finde et godt sted. Vi er blevet gode til at faa alle vaerelser til 15 CUC - vi synes faktisk selv, vi er ret svaere at snyde, selvom der ofte forsoeges.
Holguin er en by med rigtig mange parker. I en af dem moedte vi fire fyre,som gerne ville tale engelsk med os. De laeste det paa universitetet, men det var foerste gang de talte engelsk med nogle udlaendinge. Vi besteg ogsaa en hoej bakke med udsigt langt, langt vaek. Saa byens revolutionsplads og baseballstadion.

Derefter gik turen til Santiago, hvor vi har sovet de sidste tre naetter. Der har viset en hel masse sevaerdigheder, blandt andet en kirkegaard, hvor mange cubanske helte ligger begravet og Castillo del Morro, et fort som oprindeligt blev bygget som beskyttelse mod pirater. Vi var ogsaa inde at se en baseballkamp, hvilket var rigtig sjovt at proeve - og saa var det ogsaa lidt fedt, at vi fik det hen. Snakkede med to fyre der - den ene var pludselig i gang med at recitere kaerlighedsdigte for mig, den anden, som var hiphop-rapper, var fin nok. Ham hang vi ud med den foelgende dag, hvor han hjalp os med at komme rundt til nogle steder, vi gerne ville se paa cubansk vis - dvs. for nationale pesos = meget billigt. Fik mig desuden en god snak med ham om de gode og daarlige sider ved Cuba. Om aftenen var vi lidt i byen med ham og hans faetter.

Saa blev det i dag, hvorvier taget ud til Baracoa ved kysten. Da vi ankom, blev vi overrasket af en dame med et skilt: "Cristina Dinamarca". Paa en restaurant i Santiago havde vi snakket med et dansk aegtepar som cyklede Cuba rundt, og de havde boet hos hende og anbefalet os hendes casa. Saa havdede aabenbart ringet til hende og fortalt hvornaar vi kom,saa hun kunne tage imod os. Dejligt :-) Baracoa er en dejlig og rolig lille by i meget smukke naturomgivelser.

Mit internet loeber ud nu! Naeste gang jeg skriver er jeg 20aar!

Hul i gennem fra Cuba!

Endelig tilbage ved min blog! Det er vist umuligt at fortaelle alt hvad Christina og jeg har oplevet her paa Cuba, men nu skal I faa en opsummering.

Vi lagde ud med 4 dage i La Habana. Foerst to dage paa et hotel, derefter to dage i et casa particular - den normale maade at bo paa, naar man er budgetrejsende. Man lejer et vaerelse hos en cubansk familie, og kan saa ogsaa koebe rigtigt gode maaltider der. Det er en ideel maade at snakke med cubanere paa - og oeve sig paa spansk. I Habana gik vi os nogle ordentlige traveture i de forskellige dele af Habana. Vi saa forsiden - alle de restaurerede historiske bygninger - men ogsaa bagsiden - de skraldefyldte gader med faldefaerdige huse. Det var en ret stor forskel at komme til saadan en flot hovedstad med flot arkitektur, statuer, pladser, monumenter og imponerende promenader. Den slags saa vi ikke i Honduras og Guatemala. Vi betalte for at komme ind og se Capitolia og Revolutionsmuseet. Det var spaendende nok, men sidstnaevnte kurerede os desvaerre ogsaa for enhver museumstrang de naeste par dage. Vi var paa en spaendende rundvisning paa en cigarfabrik, hvor vi saa hvordan de ekslusive cubanske cigarer bliver fremstillet kun ved haandkraft.
Vi tog ogsaa salsatimer, det var rigtig sjovt... Og saa snakkede vi en masse med salsalaereren bagefter, rigtig hyggeligt. Om aftenen betalte vi i dyre domme for at komme ind at se Cubas mest beroemte cabaret paa Tropicana. Det vaerste ved det var at vi blev totalt ribbet af taxaen derud - selve showet var heldigvis pengene vaerd. Farverige, glitrende kostumer, sexede damer, latinamerikansk dans og feststemning i lange baner. Og rom, selvfoelgelig.
Loerdag morgen var et helvede af sygehuse og afvisninger. Jeg fik ikke nogle rabiesvacciner, og jeg fik faktisk heller ikke noget saerlig brugbar hjaelp.

Fra Habana tog vi til Viñales og moedtes med to piger fra Hondurasturen, Lily og Sofie. Hvor var det dejligt at se dem igen! Vi boede i det samme casa, som var saadan et godt sted med rigtig god mad. Der var desuden en hjaelpsom kvinde der kunne engelsk, som hjalp mig med noget brugbar information om rabies. Viñalesdalen er et utroligt smuk med klipper og marker. Det var dejligt at slippe lidt vaek fra storbyen... Vi brugte en formiddag paa en ridetur, hvor vi fik en udslidt hest hver og red rundt og saa en tobaksfarm, marker med ananas, yucca, kaffe og andre eksotiske sager, en grotte som vi klatrede lidt i og et udsigtspunkt. Dejlig tur paa nogle dog temmeligt langsomme heste. Om eftermiddagen cyklede Christina og jeg ud for at se en klippevaeg med et kaempe maleri med forhistoriske motiver, Mural de la Prehistorica.
Mandag tog vi paa tur ud til Cubas vestspids for at dykke ved Playa Maria la Gorda. Det var fedt at komme ned under overfladen igen... Vi saa ikke nogle saerligt bemaerkelsesvaerdige dyr, kus forskellige fisk, men til gengaeld svoemmede vi gennem nogle smalle passager af koralrev. Det kraevede lidt koncentration at holde styr paa sig selv saa man ikke bumpede ind i revene (de river nogle meget traelse saar), for man var jo ikke lige i traening med at styre sin opdrift. Bagefter laa vi paa stranden i nogle timer.

Den foelgende dag tog vi ud til Cubas stoerste grottesystem, Santo Thomas-grotterne. Jeg ved ikke helt hvorfor, men vi fik os en guide som egentlig havde fridag og gjorde de sort, saa vi skulle vaere stille ved ind- og udgangen. Grotteturen var heldigvis helt anderledes end den i Kan-Ba i Guatemala; guiden fortalte en masse om stedet og de forskelliggrottestrukturer.
Vi delte en taxa til Habana og sagde vi farvel til Sofie og Lily og tog videre til Varadero. Der boede vi paa hotel, for det er ulovligt med casas particulares der. Varadero er et ferieomraade. Der er ikke meget aegte Cuba over det, men kaere venner, aldrig har jeg set saadan en perfekt strand... Hvidt sand, palmer, azurblaat vand og perfekt sandbund ude i vandet. Vi tilbragte mange timer der, og jeg kedede mig naesten ikke. Blev dog desvaerre lidt roed.

I gaar kom vi saa med bussen til Trinidad. Vi har fundet et godt og billigt casa, hvor folkene er rigtigt soede og hjaelpsomme. Vi brugte eftermiddagen paa at gaa rundt og se byens historiske centrum, og om aftenen var vi ved Casa de la Musica og hoerte et rigtigt godt salsaband.
I dag fandt vi en billig taxa, som tog os med paa tur til Sukkermoelledalen, hvor der er et par landejendomme og et opsynstaarn tilbage fra den tidlige meget store sukkerroersproduktion og de mange sorte slaver. Det var en god tur, og vores taxachauffoer gjorde det godt som guide.

I morgen staar den paa den sidste rabiesvaccine (kruds fingre!), en tur til stranden og saa tager vi videre til Santa Clara eller Cienfuegos.

Vi nyder Cuba rigtig meget. Vejret er godt og folk er venlige og hjaelpsomme - selvom maendene er for naergaaende, naar de laver kysselyde og mener at de elsker os, bare fordi vi passerer dem paa gaden. Det er fedt at have besoegt nogle andre lande i regionen, foer vi kom til dette omdiskuterede land; det politiske system faar et lidt andet perspektiv, naar vi ved hvordan det sandsynligvis ellers ville se ud. Det virker lidt lamt med al den amerikanske propaganda mod landet, naar lande som Honduras og Guatemala ligger lige saa taet paa og har det vaerre paa trods af at de skulle forestille at vaere demokratier.

Aah, hvor dejligt at faa blogget lidt. Jeg mangler lidt kontakten hjemtil hernedefra. Heldigvis virker min mobil igen, selvom jeg slet ikke toer taenke paa, hvor dyr den er i drift...

Haaber I alle har det godt! Det har Christina og jeg.

Paa egen haand

Naar man har det sidste par trusser paa, saa kan den altsaa ikke traekkes laengere - i dag var det toejvaskedag. Toejvask i haanden, vel at maerke. Det er normen her - og i oevrigt vidste vi ikke, hvor der eventuelt ligger et vaskeri. Og pyha, hvor saetter man bare pris paa hyppigheden af vaskemaskiner i Danmark - det tager en krig hver gang man skal gennem hele backpackens indhold af klaeder. Og saa bliver det oven i koebet ikke saerlig rent. Vandet er koldt, og samtidig er det svaert at faa saeben skyllet ud. Jeg tror vi brugte 4 timer paa at faa vasket Christinas og mit toej. Om ikke andet, saa er det da forhaabentligt mindre beskidt end foer.

Eftermiddagen brugte vi paa at gaa en tur rundt inde i Zona 1 - Guates centrum. Vi fulgte en rute foreslaaet i Lonely Planet. Vi kom ind til centrum med en taxa, som satte os af ved en park. Knap nok var vi kommet ud af bilen foer to boern kommer hen til ops paa saadan en maerkelig maade og siger et eller andet, den ene af dem gik hen til mig og naesten ind i mig. Vi lod som ingenting og fortsatte lige ud, og saa skete der ikke mere, men det var ikke saerlig behageligt. Vi gik saa op af en butiksgade oversaaet med boder, og der var trangt og menneskefyldt, saa gaaturen startede egentlig ret skidt ud. Det blev dog bedre, da vi gik videre var der faerre mennesker. Men man er hele tiden paa vagt - holder oeje med folk omkring en, gaar uden om de skumle typer og holder paa sin taske. Guate er en farlig by, og det er vi bevidste om. Vi maerkede ogsaa straks, at vi ikke havde nogen fyre med denne gang - ubehagelige blikke og dumme kommentarer foelger med det at gaa rundt som hvid pige her. Men saa snart man har en fyr eller to med, saa kan man slappe af.
Vi passerede forbi forskellige vigtige bygninger og kirker, gik over den store, centrale plaza ligesom i loerdags, spiste laekker kage paa en fin café. Det var en udmaerket tur paa trods af utrygheden.

I morgen, kaere venner, saa er det farvel til Guatemala og af sted til Cuba. Jeg kan virkelig godt lide landet her. Der er meget at se for turister, og de forholdsvise korte afstande er bekvemme. Jeg synes ogsaa vi har taget en god rundtur i landet og faaet set mange steder. Jeg kunne sagtens bruge laengere tid her...
Det bliver spaendende at komme til Cuba, det er jo et berygtet sted. Der er ogsaa fattigt her, hvor vi er, men jeg tror alligevel at fattigdommen er anderledes dér, saa det bliver interessant at se hvordan. Det skulle vaere svaert og dyrt at komme til internettet der, saa der bliver nok ikke saa mange blogs. I hvert fald maa jeg skrue ned for min fortaelletrang til vi kommer til Mexico.

Huleeventyr og hovedstadsoplevelser

Saa lykkedes det mig endelig at komme til noget internet igen... Er i Guatemala City nu og bor hos en fyr, der hedder José. Ham moedte vi i Antigua, hvor han arbejdede paa hostellet. Da jeg fortalte at vi skulle til Guate, som hovedstaden kaldes i kort form, spurgte han om vi ikke ville bo med ham hos hans soester. Og det var jo et fortraeffeligt tilbud; det er baade gratis og mere sikkert. Og saa er det rigtigt hyggeligt.

Fra Flores havde vi en temmelig bizar koeretur sydpaa ned til Semuc Champey. Vi havde faaet pruttet minibusbilletten lidt ned, saa vi var faktisk ret ovenpaa. Men efter at have koert en fire timer i en paen bus, skulle vi pludselig skifte over i en anden proppet en iu Cobán. Den stoppede hvert andet sekund for at samle folk op og saette folk af, den var overfyldt og der stroemmede daarlig musik ud af hoejtalerne. Men ikke nok med det: I Lanquin blev vi pludselig gennet ud og skulle med pickup det sidste stykke ved til Semuc Champey, og det skulle vi endda betale for - vi var ellers blevet garanteret en direkte bus uden stop fra Flores af. Snydt pa guatemalansk vis.
Hostellet i Semuc Champey laa for sig selv ved en flod. Stroemmen gik kl 9 hver aften. Vi hang ud med to rigtigt flinke nordmaend, og da elektriciteten gik, sad vi og snakkede med em ved et stearinlys til det var braendt ned. Koseligt!
Naeste formiddag var vi paa tur til nogle grotter ved navn Kan-Ba. Det var en supersej tur med en masse smaa adrenalinkick. Som intro sprang vi ud i floden fra en gynge. Derefter gik turen ind i de baelgmoerke grotter, hvor vi hver var udstyret med et stearinlys. Vi gik dybere og dybere ind i grotterne, vadede gennem vandet, svoemmede naar det var for dybt til at bunde. Vi kravlede op og ned ad klipperne, paa stiger og ad reb. Vi sprang ud fra afsatser i det baelgmoerke vand, og rutsjede i mudderet. Og saa saa vi selvfoelgelig sjove klippeformationer, stalagmitter og stalaktitter (eller hvordan det staves). Da vi kom ud af grotterne fik vi hver en gummiring, og saa drev vi ellers ned ad floden tilbage til hostellet. Totalt sej maade at komme hjem paa - med flot udsigt til. Paa vejen sprang vi dog lige ud i floden fra en 10 meter hoej bro. Wuhuu!
Efter frokost gik Christina, den ene nordmand og jeg saa ud til Semuc Champey. Det er et utrolig smukt sted, hvor floden er ganske saerlig paa grund af en masse kalsten. Der er vandfald og en masse smaa bassiner med turkisgroent vand. Det var saa laekkert at svoemme rundt i det svale vand... Bagefter gik vi en lang, haard tur op til et udsigtspunkt, der var vildt flot.
Om eftermiddagen tog vi til Cobán sammen med nordmaendene. Det foregik paa samme maade som udturen; paa ladet af en pickup (taenk at noget, som er saa ulovligt i Danmark, er en uundvaerlig transportform her). Vi overnattede i Cobán.
Naeste morgen stod vi tidligt op for at faa rabiesvaccine stukket i mig. Men nej, det kaere hospital i Cobán var ikke i besiddelse af vaccinen. Saa vi fandt en minibus til Guatemala City. Vi ankom 6 timer senere, og gik direkte hen til et hospital, som vi havde udvalgt til at have en god chance for at kunne give mig vaccinen. Men nej, det var et moegsted og folkene der var ikke saerligt hjalpsomme. De mente, at jeg skulle tage tilbage til Antigua og blive vaccineret. Til sidst blev de enige om, at jeg kunne tage hen til et privathospital. Da vi efter en lang taxatur endelig kom derhen, sagde de dog bare ogsaa at de ikke havde vaccinen. Jeg var ligeved at tude og jeg havde virkelig et bedende udtryk i oejnene. Jeg orkede bare ikke mere spansk speedsnak, som man ikke fatter. Pludselig fandt de saa ud af, at de alligevel havde vaccinen. Den var dyr, men jeg fik den. Saa nu er der kun en tilbage, som jeg skal have naeste loerdag paa Cuba.

Vi ringede derefter til José og fandt hen til det sted, hvor han bor. Han og hans ven tog os med paa en lille tur rundt i Guatemala City og viste os den store plads i centrum. Om aftenen fik vi os et par oel og drinks og snakkede. De var et par fine fyre, og det er ret fedt at laere nogen at kende, som ikke er backpackere ç, men kommer fra landet.

I dag har vi vaeret i zoologisk have og i biografen. Den zoologiske have var en overraskende god oplevelse. Der var en masse forskellige slags dyr og fugle, og de havde generelt rigtigt fine forhold. Filmen vi saa hed "10 000 BC" og var ikke lige min kop te. Den var lidt overdramatisk, og jeg kunne ikke helt tage den serioest.

Saa er der kun to dage tilbage til vi saetter os i flyveren mod Cuba. Jeg haaber, jeg kan komme til internettet en gang til inden da.

Mayaruiner i junglen

For pokker da, hvorfor er det lige, at Christina og jeg har faaet for vane at staa saa pokkers tidligt op??? Jeg skal love for at det er en ubehagelighed lige mens det sker... Naa ja, men saa er man da i gang. Vi kom paa minibussen med kurs mod Tikal kl 5 i morges og var fremme lidt over 6. De naeste 5-6 timer gik vi saa ellers rundt paa stedet. Tikal er lidt noget saerligt inden for mayaruiner, fordi de er omgivet af jungle. Der er utroligt mange ruiner paa stedet, og de er spredt ud over et stoerre omraade, saa vi har gaaet meget rundt paa vores kaere ben i dag. Ruinerne var virkeligt imponerende. Nogle af dem var ikke udgravede og restaurerede, hvilket vil sige, at de ikke er meget andet en en stejl bunke murbrokker overgroet med planter og traeer. Andre er imidlertid sat nogenlunde i stand. Udsigten fra toppen af de hoejeste pyramider og templer var helt faenomenal, man maa have kunne set 50 km vaek eller noget i den stil. Men de var ogsaa omkring 5o meter hoeje - en del kravleture maatte vi ud paa. Vi havde ikke nogen guide, men vi havde vores lonely planet til at fortaelle os lidt om, hvad vi saa.
Lige saa fedt som at se ruinerne, var det dog ogsaa med junglen omkring. For den var fuld af liv. Vi saa utallige fugle, deriblandt tucaner og groenne papegoejer og spaetter, og saa saa vi et par store kalkun-paafugleagtige fugle. Men bedst af alt - det vrimlede med aber! Foerst saa vi en flok store, sorte broeleaber, og vi hoerte dem ogsaa mange gange (hvor de dog larmer!). Senere saa vi ogsaa en masse edderkoppeaber, dem vrimlede det naermest med omkring det ene tempel. Vi saa ogsaa en mor med dens lille unge paa ryggen. Det var sejt at se saa mange dyr - totalt bonus eftersom det jo slet ikke var det vi primaert kom for.

Her i eftermiddag har vi saa ellers bare slappet lidt af... Der er varmere her i Flores end i bjergene, det er laekkert nok. I morgen rejser vi sydpaa til Semuc Champey eller Lanquin.

Hov hov! Inden jeg slutter er jeg noedt til lige at fortaelle lidt om mayaerne! Jeg synes det er saa sejt, at de gaar rundt i deres traditionelle dragter. Dem saa vi jo mange af ved Tikalsoeen. Indianerfolkene i Honduras gik i vestligt toej. Paa en eller anden maade udstiller det bare deres fattigdom, fordi deres toej jo er lidt grimt og umoderne i vores oejne. At gaa i sit folks traditionelle dragt udstraaler samtidig en stolthed.
En anden saerlig ting ved mayaerne er, at de er helt ufatteligt smaa. I ved, at jeg med mine 1,63 er forholdvis lille derhjemme. Jeg er hoejere end dem alle kvinderne og ogsaa mange af maendene. Christina med sine 1,78, hun er et fyrtaarn. Mange af dem er vitterligt ikke mere end 1,30-1,40. Det er faktisk lidt vildt.

Alt for nu! Knus til enhver som vil have et.

Atitlansoeen og busser paa Guatemala-vis

Vi gjorde det sgu! - Rejste med de famoese chicken busses. Vi smed oppakningen op paa ryggen, forlod the black cat hostel og travede ned til det sted, hvor busserne gaar fra i Antigua. Der spurgte vi os frem, og selvom vi var temmelig meget paa bar bund, da vi ankom - saa sad vi fem minutter efter i den rigtige bus efter at vaere blevet raabt og viftet frem. Inden bussen korte af sted var der baade mennesker inde for at saelge slik og chips og andre for at holde en lille tale efterfulgt af en tiggerunde. Derefter rumlede og skrumlede bussen af sted paa de smaa, snoede bjergveje gennem smaa og store byer hvor folk stod af og paa. Pludselig blev der raabt til os, noget vi ikjke forstod mneget af - men vi skulle ud i en fart, dette var Chimaltenango hvor vi skulle skifte for at komme videre til Panajachel, den stoerste by ved Lago de Atitlan. Skoent megen forvirring med det spanske fik vi skiftet bus, vores tasker blev smidt op paa taget, og saa krydsede vi ellers fingre for at de ikke faldt af.
Det kom lige saa pludseligt for os, da vi skulle af i Panajachel, og da vi stod paa gaden, anede vi aerlig talt ikke engang, om vi var i Panajachel eller et andet sted. Saa vi gik ind paa en tankstation og spurgte om dette var San Pedro. Nej, det var Pana (Panajachels navn i folkemunde). Mega pinligt, hehe, men saa fandt vi da ud af det. Vi orienterede os paa kortet i Lonely Planet, spiste chokoladen og gik ud og fandt et billigt hotel.
Derefter gik vi rundt og kiggede i byen. Hovedgaden var taetpakket med markedsboder og mennesker fordi det var sidst paa Semana Santa og tilmed loerdag. Vi gik ogsaa ned til soebredden og noed udsigten, selvom bjergene dog var indhyllet i skyer.
Vi fik en fantastisk nats soevn, og naeste morgen begav vi os ned til det sted, hvor der sejler baade rundt til de mange smaa landsbyer omkring soeen. Og soeen var saa flot om morgenen; skyerne laegger sig om bjergene og vulkanerne i loebet af dagen, saa morgenen er det bedste tidspunkt for smuk udsigt. Det er ogsaa det bedste tidspunkt at sejle paa, for der er vandet roligst.
Vi sejlede til San Marcos, et rigtigt hippiested. Nogle tror aabenbart at stedet har en saerlig spirituel energi, og derfor var der utallige udbud af massager, terapier, meditationskurser, auralaesning og hvad ved jeg. Vi valgte hovedsageligt stedet fordi der var mulighed for at paraglide ud over soeen. Det kunne vi imidlertid ikke komme til, for fyren, der stod for det, havde ikke tid. Oev boev. Selvom San Marcos var helt vildt hyggeligt og charmerende, saa var det ogsaa lidt klaustrofobisk smaat og der skete ikke saa meget der. Derfor tog vi naeste morgen tilbage til Pana for at hoere om mulighederne for at paraglide derfra; det kunne bare heller ikke lade sig goere fordi vind og vejr ikke var gunstigt naeste dag. Vi skulle vente et par dage.
Men det ville vi ikke - saa vi tog en hurtig besutning og koebte busbilletter til Tikal saa vi kunne rejse hertil natten over.

Farvel til Tikal og goddag til et cirkus af en bustur. Vi skulle foerst med en almindelig shuttlebus til Guatemala City. Der skulle vi saa vente et par timer paa et gedemarked af en busstation, fuldstaendig taetpakket med mennesker. Den 3. bus, vi var paa vej op i, viste sig saa endelig at vaere den rigtige. Vi sad lige ved et vindue, der blev holdt fast af vandflasker i spaend, saedet foran Christina var i stykker og mindede mest om en gyngestol ind i hendes knae. Lyset taendte og slukkede hvert femte minut hele turen, og luften var fedtet og klam. Men det vaerste var snart lige to minutter foer vi koerte og alle saeder var optagede - da kom der saa lige 15-20 staaende passagerer ind. Vi kunne ikke tro vores egne oejne, for vi havde altsaa 9 timers natkoersel foran os. Gudskelov stod de dog af efter en halv times tid.
Christina lukkede ikke et oeje. Jeg blundede selvfoelgelig lidt, jeg er jo en oern til at sove i busser. Vi ankom til Flores ved 6-tiden i morgen og tog en taxa hen til et hostel. De havde ikke plads foer der var blevet checket ud, saa vi fandt et par haengekoejer i haven og sov et par timer. Hostellet er rigtigt fint og hyggeligt, og saa er det gudebilligt.
I dag har vi gaaet rundt i byen, som ligger paa et lille oe i soeen Petèn Itza. I morgen skal vi af sted for at se det, vi er rejst hele den lange tur nordpaa for: Tikal-ruinerne.

Det var en opdatering for de sidste par dage. Jeg haaber mine kaere laesere har det godt og havde en god paaskeferie.

Centralamerika fra sin gode side

Yeah! For en gang skyld var det forholdsvist nemt at faa rabiesvaccinen - foerste sted vi tog hen og uden at det trak alt for meget ud. Saa nu er jeg halvvejs med sproejterne.

Christina og jeg tager til Atitlansoeen i dag. Vi vil forsoege at rejse med chicken busses, Guatemalas lokale busser som skulle vaere noget af en oplevelse.

Jeg slutter allerede nu, for dette tastatur er fuldstaendig smadret og ikke til at skrive paa.

Sort strand

Onsdag morgen lykkedes det os at komme af sted til Monterico. Men ens vi sad og ventede paa vores shuttle-bus, skete der noget sjovt - lige pludselig kom Tina fra b-klassen paa stats forbi. Det var helt vildt pudsigt! - En lille verden. Hun laerer spansk i Antigua og var paa vej til time. Saa hende fik jeg lige hilst lidt paa :-)

Monterico var uudholdeligt varmt. Det avr alt for meget. Men Christina elskede det. Stranden var ret dramatisk med en meget kraftig braending taet paa vandkanten. Boelgerne slog larmende ind mod kanten. Og saa var sandet jo sort, netop det Monterico er kendt for. Det er fordi, at det er vulkansk sand.
Torsdag morgen stod vi op foer solen for at komme ud paa en mangrove-rotur mens solen stod op. Det var lidt haardt at komme op, for ingen af os havde kunnet sove - jeg paa grund af varmen, Christina paa grund af larmen fra blaeseren. Roturen var okay, men mindede dog om Los Micos ved Tela. Vi saa en masse egrits, de store, hvide hejrefugle, og saa saa vi bl.a. ogsaa fisk med fire oejne.
Senere paa dagen - efter at have sovet lidt mere - besoegte vi et havskildpaddeprojekt. Der saa vi babyskildpadder (uh, de var soede), kaimaner (en slags krokodiller), leguaner, fisk og sumpskildpadder. Det var sjovt at se dyrene, men der var bare saa sindsygt mange myg, at vi ikke kunne blive der saerlig laenge. Det var lidt aergerligt at vi ikke var der laenge nok til at kunne saette en babyhavskildpadde fri, men skildpadderaeset foregaar kun om loerdagen. Pyt pyt.

Torsdag eftermiddag tog vi tilbage til Antigua. Her har vi saa bare slappet af og vaeret lidt i byen. I dag, langfredag, har byen vaeret fuldstaendig proppet med mennesker og optog. Vi er ved at have faaet nok at optogene, for de ligner hinanden og de tager saa lang tid om at passere forbi. Hehe... Det var ellers dem vi kom for.

I morgen skal jeg af sted efter den 3. rabiesvaccine - jeg gruer for det, for det bliver garanteret moegbesvaerligt. Bagefter tager vi til Atitlan-soeen.

Palmesoendag og vulkanklatring

Hverken Christina eller jeg var saerligt sikre paa, hvad det lige praecis var, der skulle ske i byen Palmelsoendag... Men et eller andet specielt maatte naesten finde sted. Vi gik lidt rundt i byen, som vrimlede med maend og drenge klaedt i lilla dragter med hvide hovedklaeder. Inde ved Central Park stoedte vi saa paa et skuespilsoptog med Jesus og hans disciple samt nogle praester og romere. De spillede forskellige paaskehaendelser paa spansk. Det var meget interessant at se, og vi fulgte med en halv times tid.
Senere paa dagen oplevede vi dog et endnu flottere optog. Paa gaden var der lavet taepper af enten farvet savsmuld i moenstre eller af grannaale og blomster og majsblade. Alle de lilla-klaedte maend kom saa gaaende langs kanten af vejen uden at oedelaegge taepperne. Senere kom en 50 maend saa baerende paa en kaempe traescene eller lignende med en statue af Jesus der bar sit kors oven paa. Den var virkelig stor og tung, og de kom baerende med den lige saa langsomt. Pyh, det saa haardt ud. Men det er sikkert et aereshverv. De gik hen over taepperne, som bagefter var oedelagt. Der kom ogsaa nogle kvinder baerende med en lignende, men mindre version med Maria paa. Der var ogsaa orkestre, og til allersidst nogle maskiner, som fejede grannaale og blomster op. Optoget skal nok have taget en halv time om at passere. Det var meget imponerende.

I gaar var vi paa udflugt til Pacaya-vulkanen. Der er 37 vulkaner i Guatemala, hvoraf 3 er aktive - og Pacaya er en af dem. Vi blev koert et langt stykke op af vulkanen, og skulle saa gaa det sidste. Gud, hvor var det haardt. Kaere adventure.dk-gruppe, I ved hvordan vi har knoklet paa vores trekkingture, og jeg siger jer, det her var vaerre. Vi gik i halvanden times tid, foer vi naede op, hvor vulkanen blev synlig. Vi gik/klatrede saa rundt paa den sorte lavamark og saa en masse flydende lava. Nogle ristede skumfiduser i varmen :-) Hvis man stak en vandrekaep ind i lavaen, gik der straks ild i den. Det var en sjov blanding af kulde og varme; der var en masse iskold taage omkring vulkanen, som kom blaesende engang i mellem, og i staerk kontrast hertil var saa den glohede lava, som var saa varm at man slet ikke kunne holde det ud, naar man kom et par meter fra den.
Det var en rigtig sjov oplevelse at opleve en vulkan paa saa taet hold.

I dag ville vi vaere taget ud til Monterico ved kysten, et sted med sorte strande. Det naaede vi imidlertid ikke, fordi jeg skulle have min rabiesvaccine nummer 2, og vi blev igen sendt til et nyt sted, hvor vi ventede i 100 aar inden det lykkedes. Det er et vaerre drama stadigvaek, og jeg tror det bliver det samme paa loerdag, naar jeg skal have nummer 3. I morgen tager vi til Monterico i stedet for.

For at der skulle ske noget i dag gik vi en lang tur ud til en lille by der hedder Jocotenango. Der fandt vi en militarybane til stor fryd for Christina, som dyrker denne sportsgren med sin hest. Det var lige foer hun begyndte at springe rundt paa forhindringerne selv... Vi fandt ogsaa et rigtigt godt museum, hvor der var en interessant udstilling om kaffe og en anden om Maya-musik. Her fik vi en rundvisning af en kvinde som spillede paa de specielle instrumenter og fortalte paa spansk - men hun snakkede langsomt og tydeligt, saa det var nogenlunde til at forstaa.

En af de fede ting ved at rejse, som vi goer nu, er glaeden ved at finde og opdage stederne selv. Det er en anden tilfredsstillelse end at faa det hele foraeret af et turistbureau - selvom det kraever mere af en selv.

I gaar aftes hang vi ud og var en tur i byen med en masse fyre fra hostellet. Der var blandt andet en dansker som havde foedselsdag efter midnat. I morges gav vi ham et lille dansk flag og sang en fodselsdagssang, det blev han vildt glad for :-)
Men nu har jeg ikke noget dansk flag til min egen foedselsdag. Men pyt.

Det var alt for nu!

Adiós Honduras - hola Guatemala!

Dette bliver en lang blog. Saa er du forberedt. Der er sket meget siden sidst.
I tirsdag blev jeg bidt af en gadehund. Det var noget af et chok, men ellers var det ikke saa slemt. Biddet var ikke dybt eller noget. Men siden, aah kaere venner, siden har det vaeret saa frustrerende og forfaerdeligt. Jeg tog straks til laegen, hvor de rensede saaret og gav mig antibiotika, men de ville ikke give mig rabiesvaccine - de sagde, at jeg skulle finde og fange hunden og bringe den til observation. Ja, jeg kan snart ikke fortaelle alt hvad der er sket, men jeg var af sted 5 gange paa forskellige klinikker og hospitaler, og de blev ved med at ville have mig til at fange den skide hund, hvilket jeg jo selvfoelgelig ikke kan. Og saa var det hele jo paa spansk. Jeg spurgte mor og far til raads derhjemme, og de gjorde hvad de kunne for at hjaelpe. Jeg ville bare have den vaccine, for rabies er noget man doer af, saa jeg ville ingen risiko loebe. Men ingen steder kunne de give mig den, saa var der det ene og saa var der det andet galt. Torsdag eftermiddag snakkede vi med direktoeren paa et hospital. Efter 2 timers venten og en masse snakken fik vi hende til at ville give mig vaccinen; men saa kunne hun pludselig ikke give mig den alligevel, fordi den var paa en anden klinik, hvor doktoren var gaaet hjem. Men hun skrev saa en erklaering paa, at jeg skulle vaccineres i Guatemala.
Det fjerde sted Christina og jeg kom hen i dag her i Antigua, lykkedes det saa endelig. Jeg fik den foerste af de 5 vacciner som jeg skal have over 21 dage. Hvor jeg ikke maa drikke. Dumme hund, altsaa. Ej, aerlig talt, saa er saa bare saa lettet over at jeg nu har faaet den foerste sproejte. Jeg har vaeret saa bange og frustreret over at ingen ville eller kunne hjaelpe mig i Honduras.

Onsdag var vi paa tur til Cayos Cochinos som er en samling smaa oeer ud for Honduras kyst. Laekre, hvide strande, palmehytter, garifunaer, konkylier... Super smukt. Men hvor maerkeligt det end lyder, saa har jeg bare set den slags saa mange gange nu :-) Saa ingen af os var saa imponerede som vi engang blev. Vi snorklede og sejlede rundt mellem oeerne, og saa fik vi traditionel frokost - dvs. stegt fisk (inkl. hoved og finner og hele svineriet), ris med boenner og stegte bananer med ketchup. Det har vi spist rigtig mange gange.

Torsdag var afskedsdag. Jeg tog ikke med ud paa skolen, fordi jeg havde saa meget, jeg skulle ordne, og hvis jeg skulle paa hospitalet igen (hvilket jeg endte med), saa kunne jeg ikke naa det. Det var ret aergerligt, for de havde lavet en rigtig fin afsked for os med gaver og kage. Oev oev. Om aftenen var der afskedsfest for os sammen med folkene fra Gafifuna Tours. Det var i de luksurioese omgivelser paa Laguna, og det var rigtig fint med laekker mad og masser af sprut. Jeg tog dog tidligt hjem, fordi jeg var virkelig sloej af al den antibiotika, jeg tager.

Fredag morgen koerte vi tidligt af sted for at aflevere Sophie, Nikka, Amalie F, Sofie og Lilly i lufthavnen. De skulle til Cuba (deres fly blev saa aflyst, saa de har lige faaet et par luksusovernatninger i San Pedro Sula ind til det naeste fly gaar). Bagefter blev Christina og jeg koert til busterminalen. Det var lidt trist at skulle sige farvel til alle de andre, naar vi nu har vaeret sammen saa laenge... Jeg kommer garanteret ogsaa til at savne deres selskab. Dem, der blev tilbage i Tela, er Helene, Amilie S, Simon, Robert og Helle. De tager alle hjem i naeste uge, paa naer Helle, som rejser lidt videre.
Busterminalen og bussen var noget af en overraskelse; topmoderne og luksurioest. Desvaerre var der alt for meget aircondition, saa vi hundefroes. Naeste gang vi rejser med bus, saa tager vi mere toej paa! Turen tog ca. 10 timer i alt, saa da vi endelig kom frem var vi faktisk ret smadrede. Jeg var ogsaa sloej af antibiotikaen hele dagen, saa det var rart at sove i en seng.

I dag har jeg det bedre, heldigvis. Christina og jeg har udforsket Antigua hele eftermiddagen, og det er virkelig en dejlig by. Vi har set en masse kirker og kirkegaard, vi har vaeret paa marked, i byens central park, som er den flotteste, vi har set (alle byer har saadan en park her) og set en masse maya-kvinder og boern i flotte, farverige dragter. Vi bor paa et lidt trangt, men hyggeligt hostel. Det bliver dog lidt dyrt at bo der nu, fordi priserne fordobles i Semana Santa (paaskeugen). Men eftersom Antigua er verdensberoemt for sin paaske, saa er det vist det vaerd. Saa kan jeg ogsaa faa mine foerste tre rabiesvacciner overstaaet.

Det var vist alt det, jeg ville fortaelle. God paaske til alle!

Tilbage foran skolebaenken

Selvom de fleste efterhaanden er draenet for energi og lyst til at fortsaette med det frivillige arbejde, saa har vi da faaet taget os sammen til at tage ud paa skolen baade i gaar og i dag. Velforberedte var vi ikke, men det gik da. Naar boernene bliver alt for larmende og anstrengende, saa gaar vi. Vi bruger ikke de honduranske teknikker for disciplin. Egentlig er det lidt trist, at boernene har saa svaert ved at forstaa at de skal vaere stille og hoere efter, naarvi fortaeller dem det paa en ordentlig maade. De tror vist ikke helt, at det er alvor, naar de ikke bliver truet af eller faar en paa hovedet.
Jeg har vist vaeret i 5 klasser nu. Og der er altsaa noget af det engelske, der haenger fast nu. Det goer mig glad. Selvom det er beskedent, saa er det da et resultat. Og selvom vi ikke har vaeret paa skolen saerlig meget, saa har det frivillige arbejde vaeret en oplevelse, som jeg har laert meget af. Vi har kun en dag tilbage, paa torsdag.
I morgen skal vi nemlig paa tur til Cayos Cochinos, nogle smaa, smukke oeer ud for La Ceiba. I oejeblikket er der ved at blive optaget et spansk reality show der a la Robinsonekspeditionen, men med kendte mennesker. Det fortalte Begonia, en af vores dykkerinstruktoerer. Det er lidt pudsigt, hvem ved om vi faar en spansk kendis at se...

De sidste to aftener har vi set film paa Mamma Mia efter aftensmad. Vi har taget vores puder med for at det skulle vaere hyggeligt og putteligt, hehe, I kan tro der blev gloet efter os paa gaden. I gaar saa vi en lejet film. Den var totalt ulovligt kopieret og af daarlig kvalitet, selvom det var en lejefilm. Men den var virkeligt god - "Things we lost in the fire" af Susanne Bier.

Der er nu kun 3 dage til, at jeg rejser til Guatemala! Jeg glaeder mig! I dag er den sidste af de store planlaegningsmaessige ting endelig kommet paa plads - flybilletten hjemad. Jeg saetter mine foedder paa dansk jord igen d. 15. maj.

Weekend

Vejret i Tela er virkelig bare ikke verdens bedste. Nej fy, hvad er det for noget at sig. Jeg skulle skamme mig. Selvfoelgelig er det helt fantastisk vejr her sammenlignet med Danmark. Men i gaar regnede det igen... Jeg tror det er de der bjerge som ligger parallelt med kysten lige ved siden af byen. Men hjeg ved det ikke. Paa Utila er vejret i hvert fald meget bedre.
Regnvejr betyder at der ikke er saa meget at lave. Stroemsvigtene goer, at netcafeerne er lukkede, ingen lys i butikkerne... Saa vi samledes paa et vaerelse og raahyggede med kort, snak, iPods, boeger...
Om aftenen kom vi til at snakke med en nordmand paa vej til Utila, og to danske piger som arbejder frivilligt paa et boernehjem uden for Tegucigalpa i et halvt aar. De boede ogsa paa Hotel Mango i nat. Det var rigtig hyggeligt. Det var desuden meget interessant at hoere om deres frivillige arbejde og udveksle erfaringer. Rart at hoere, at frivilligt arbejde ikke behoever vaere meningsloest - og at de ogsaa synes det var haardt i starten.
Jeg var ogsaa en tur med drengene henne paa Iguana for at danse lidt, men vi gik hurtigt igen. Gider simpelthen ikke den hoeje musik, den er virkelig over smertegraensen, og man kan slet ikke snakke sammen.

I dag har jeg sovet laenge, slappet af, vaeret paa stranden. Sidstnaevnte var dog ikke nogen stor fornoejelse. Der var helt absurd mange mennesker; der er altid mange om soandagen, men det var helt ekstremt i dag. Jeg gad vide hvorfor... Honduranere paa stranden er et vaerre gedemarked. De er af sted hele familien. Badetoej goer de det ikke i - de bader med toej paa. Og saa kan de utroligt godt lide at sidde og grise sig til i sandet. I deres vaade toej. Det vrimler med folk, der vil saelge pan de coco (kokosbroed), haengekoejer, badedyr, solbriller, flette ens haar... Skraldet flyder, for der er ingen skraldespande. En gang i mellem stiller nogle spillemaend sig op og synger og spiller.

Det var alt for nu.

Dans, druk og dykning

Saa vender jeg tilbage efter en uges stilhed - en uge tilbragt paa Utila. Vi kom endelig af sted med faergen den fredag eftermiddag. Sejlturen var ganske ubehagelig, der var rigtig mange, hoeje boelger. Jeg havde heldigvis taget en soesygepille, men derfor synes jeg nu alligevel, at det var lige lidt for spaendende, at havet var saa oproert.
Paa Utila blev vi modtaget af Pablo, som har vaeret vores instruktoer igen paa dette kursus. Den mand er naermest en institution i sig selv. Han er saa glad, kaerlig, opmaerksomhedskraevende, fuld af energi... Ham glemmer man aldrig. Og han kommer vist ogsaa til at savne sine ti danske piger.
Fredag aften maatte vi selvfoelgelig i byen for at fejre vores tilbagevenden. Det var sjovt. Vi blev lidt fulde. Dagen derpaa var man lidt groggy, men det var fint nok. Ind til vi kom ud paa baaden og skulle dykke. Foej, hvor var vi soesyge til sidst... Saa kunne vi laere ikke at blande alkohol og dykning. det var ubehageligt og tog meget af forneojelsen af andet dyk (der var jeg mest daarlig). saa forhindrede det mig dog ikke i at faa noget ud af dykkene.
Det foerste dyk var et dybdedyk til 30 meter. Jeg havde foerst lidt boevl med at faa trykudlignet min oerer, men det var vist bare, fordi det var laenge siden, at jeg sidst havde dykket. Jeg fik det i hvert fald til at lykkes, saa jeg kunne komme med nedad. Det specielle ved dybdedyk er, at man oplever dybderus, fordi luften i tanken presses saa meget sammen, at man optager saa meget nitrogen, at man faar det lidt underligt og sjovt - som en mild form for lattergas, tror jeg. For mit vedkommende betoed det, at jeg morede mig kosteligt, dernede paa bunden. Jeg grinede og grinede, og dansede med Sophie, min buddy, og jeg synes det hele var utrolig sjovt. Vi skulle ogsaa saette pege paa tallene fra 1 til 20 paa en plade. Selvom jeg var virkeligt hurtig til det i forhold til de andre, saa tog det mig alligevel 2,5 gang laengere tid paa de 30 meter, fordi ens reaktionsevne svaekkes. Paa dykket saa vi en rokke, en havskildpadde og en kaempe eremitkrebs i en konkylie. Saa det var et super sejt dyk.
Under pausen paa baaden blev jeg mere og mere daarlig. Derfor var det foelgende dyk bare noget der skulle overstaas. Det bestod i en masse opdriftsoevelser, det vil sige at kontrollere ens position i vandet ved hjaelp af maengden af luft i dykkervesten. Da vi kom op igen, hostede jeg totalt meget, og lige pludselig kastede jeg op. Det var paent klamt.
Om aftenen var vi igen i byen. Det var jeg saadan set hver aften :-)
Resten af kurset bestod i et vragdyk, et navigationsdyk og et natdyk. Vragdykket var virkeligt spaendende. Det var et 30 meter langt skib, der laa paa 30 meters dybde. Det er sunket med vilje for en 20 aar siden til fornoejelse for dykkere. Vi svoemmede rundt om det, ind i det og igennem det... Og saa hvordan det var overgroet med koraller og beboet af alskens dyr.
Navigationsdykket var lidt kikset. Eller rettere, Sophie og jeg var bare temmelig daarlige til at vende tilbage til det punkt vi startede fra. Men mest af alt var det nok ogsaa bare for, at vi skulle proeve, hvordan det er at navigere med kompas under vandet. Jeg skal dog ikke af sted uden en kyndig dive master eller instruktoer lige foreloebigt...
Natdykket var vores sidste, og det var saa fedt. Det er en helt anden oplevelse, naar der bare er baelgmoerkt omkring en, og man skal stoette sig til sin dykkerlygte. Men det var fedt! Livet under vandet var ogsaa et helt andet ved nat. Nogle fisk sov, andet svoemmede rundt - men ikke naer saa mange. Vi saa en gigantisk hummer, og paa et tidspunkt slukkede vi alle vores lygter saa vi kunne se lysende pletter fra de fluoriscerende dyr i vandet.
Da vi kom op til overfladen, svoemmede vi paa rykken hen til baaden med stjernehimlen over os. Vel oppe af vandet blev der skaalet paa, at vi nu var Advanced Open Water-dykkere.
De foelgende dage var vi paa fire fun dives og et night dive. Dykning er saa fedt! Jeg er super glad for, at jeg har stiftet bekendtskab med det og glaeder mig til jeg faar muligheden igen - sandsynligvis paa Cuba...
Og nej, jeg fik ikke set en hvalhaj. De gemte sig. Rigtig oev. Men jeg har set en masse andre fantastiske ting.

Det var dykningen. Saa var der byturene. Som sagt, var vi ude hver aften, mere eller mindre. Utila har den fedeste stemning, saa det er faktisk ikke til at lade vaere med at gaa ud... Desuden er der nogle rigtig fede steder. Tranquila og Coco Loco ligger begge halvt paa land og halvt ud over vandet med udsigt ud over havet og stjernehimlen. Og Coco Loco spiller fed dansemusik. Saa er der Treetanic, som er et helt unikt sted; det er en bar som ligger oppe mellem en masse traeer, og saa er der en stor have fuld af kunstvaerker af mosiak og skrammel og affald. Det er slet ikke til at forklare, men der er vildt flot, og der er nye detaljer allevegne. Og saa er der giftige edderkopper. Sidste sted, vi hang ud, var paa Bar in the Bush. Onsdag aften er ballonaften - man koeber en ballon med noget, som jeg tror er lattergas, og traekker saa vejret i den. Man bliver helt underlig i hovedet af det og griner helt vildt. Virkningen gaar hurtigt over igen, men jeg tror ikke den ville vaere helt lovlig hjemme :-)

Det var dejligt at have frihed til selv at bestemme paa Utila - jeg glaeder med til at skulle backpacke paa egen haand. Det var ogsaa rart selv at kunne bestemme over ens maaltider... Vi blev 2 dage laengere, fordi vi havde lyst. Men jeg har nu ogsaa lidt daarlig samvittighed over for skolen hvor vi arbejder frivilligt for vi har ikk vaeret det er halvanden uge. Turen til Utila var fed, men jeg var i lidt daarligt humoer, saa det var ikke det samme som sidst.

Der er ikke saa god stemning i gruppen for tiden. Vi er blevet ret opdelte. Nu vil jeg ikke sidde og udbasunere det hele paa nettet, men det er ret aergerligt. Et eller andet sted bliver det rart at rejse videre kun med Christina, saa man ikke hele tiden skal gaa paa kompromis. Men jeg haaber nu alligevel, at stemningen naar at blive lidt bedre, inden vi skilles.

Hov, jeg glmmer helt at fortaelle, at jeg blev koert ned af en lokal idiot paa knallert paa Utila den ene aften. Jeg gik helt inde til siden, aner ikke hvad klovnen lavede. Jeg fik en slem hudafskabningen, og saa blev min ene storetaa revet op i huden ved neglen. Det var galt nok, men pyh, hvor er jeg glad for, at der ikke skete mere. Det var lidt smertefuldt at dykke med, men jeg tror det er lykkes mig at holde det rent, saa der ikke gaar betaendelse i. Min taa har dog et stykke vej igen.

Nu vil jeg afslutte dette indlaeg. Det er ikke optimalt at skulle blogge for en hel uge; men jeg har hygget mig og oplevet en masse og ikke haft tid. Og det er i mine egne oejne den bedste grund, der kan vaere.

Vand og vand og vand

Regnen fortsatte. Vi kom ikke af sted med faergen i gaar, for den var aflyst. Vi kom ikke med den i morges, for den sejlede stadig ikke. Aah, hvor jeg dog haaber at den sejler i eftermiddag! Det er saa irriterende at have sin taske pakket og vaere strandet her i Tela uden noget at give sig til. Man bliver vaad hver gang man gaar ud, for jeg har jo ikke nogen regnvejrsremedier med.
Her i loebet af formiddagen er det heldigvis begyndt at klare op. Saa jeg tror faktisk jeg bryder sammen, hvis Utila Princess ikke vil sejle os over i dag.
Problemet med regnen er isaer, at man ikke kan gaa paa stranden. Og saa er der jo ikke meget andet at lave. Christina og jeg, og Sophie og Nikka, som ogsaa rejser videre, brugte saa dagen i gaar paa at bestille flybilletter og finde ud af visum og de obligatoriske to hotelovernatninger paa Cuba. Det har vaeret en meget svaer opgave, men vi er nu ogsaa lidt stolte af at have klaret det selv.
Om aftenen saa vi en film paa Mamma Mia, og da vi kom tilbage sad Sophie og den anden Amalie inde hos Amalie og jeg og snakkede om alt muligt til klokken blev mange. Rigtig hyggeligt...

Honduras har virkelig vist sig fra sin vaerste side de sidste par dage. Regnvejret, stroem- og vandsvigtet, den manglende hjaelp til at bestille flybilletter... Plus at jeg i gaar bare havde en rigtig uheldig dag. Jeg ville ind i banken og haeve dollars, og der var ikke lige nogen der kunne gaa med mig, saa jeg gik selv derind.Der var 4-5 forskellige koeer, og jeg kunne ikke lige helt gennemskue, hvilken en jeg skulle stille mig i - saa jeg valgte en og hev min ordbog frem, for at faa oversat de ord, der var paa skiltene. Det blev jeg ikke klogere af, udover at jeg fandt ud af, at den koe jeg var i, var for gravide og pensionister og handicappede. "Saa kan det ogsaa vaere lige meget," taenkte jeg og gik resulut mod udgangen for ikke at virke mere turist-dum end jeg allerede gjorde. Med et kaempe brag vader jeg saa lige ind i en glasdoer!
Uuuuuuuh, det var pinligt! Der blev grinet, jeg proevede ogsaa selv at grine, mens jeg ilede vaek. Uha uha... Flovt, flovt, flovt.
Senere skulle Sophie og jeg have en kop kaffe, og jeg endte med at vente 20 minutter paa min dumme capuccino, fordi den traelse ekspeditrice ikke kunne huske, hvad hun havde solgt.

Naa, men folkens - kryds fingre for at faergen sejler! Saa kan alle vi hernede blive lidt livet op af en god aften i byen paa Utila-vis.

Stroemsvigt og syndflod

Selvom jeg har vaeret her laenge nu, saa irriterer det mig stadig helt vildt, naar stroemmen gaar i en hel dag. Det betyder ogsaa at der er lukket for vandet. Det er ulaekkert. Endnu mere frustrerende er det, naar man er ved at planlaegge sin rejse og skal goere det hele selv, fordi de kaere rejsebureauer er fuldstaendigt uduelige. - Det var dagen i gaar.
Vi var ude paa skolen og undervise to klasser, Amalie og jeg. Vi snakkede om "Katie's day" og fortalte dem saa paa engelsk om de ting hun lavede. Det var de begejstrede for. Resten af dagen ville jeg have brugt paa alt muligt fornuftigt, men den manglende stroem satte en stopper for de planer. Men jeg fik da skrevet et par postkort.

I gaar aftes begyndte det at regne. Der blev aabnet for himmelsluserne, og siden har det bogstavelig talt vaeltet ned uafbrudt. Det er ikke til at fatte, at der stadig er mere vand tilbage deroppe. Vi er alle bekymrede for, at det maaske betyder, at Utila Princess ikke sejler, for vi skal med baaden ud til dykkerparadiset i eftermiddag.

Er ikke taget ud paa skolen i dag - har i stedet faaet bestilt flybilletter fra Guatemala City til Havana den 1. april, og fra Havana til Mexico City den 24. april. Saa mangler vi at destinations- og datoaendre hjemrejsen fra San Pedro til Mexico City. Og vi skal have visum til Cuba og to hotelovernatninger i Havana. Pyha! - Christina og jeg har vaeret noedt til at ordne det hele selv, fordi Garifuna Tours ikke kan finde ud af noget som helst, selvom vi blev lovet hjaelp af dem af rejseselskabet i Danmark. Det er vel bare Honduras... Argh!

Jeg glaeder mig til at komme til Utila. Paa ferie fra ferien. Jeg haaber de har godt vejr; der er ikke bjerge som paavirker vejret aa samme maade.

Strejke

Vi stod i morges og ventede paa en af de gule busser (USA's aflagte, gammel og rumlende og noget for sig selv), da en honduriansk mand var saa venlig at komme over og forklare os, at der er bus- og taxistrejke i dag. Det er noget med nogle penge som regeringen har lovet og ikke givet... I hvert fald har de blokeret broer og veje ud af byen. Saa ingen af os kan komme ud at arbejde i dag. Alle regeringsskoler er imidlertid ogsaa lukkede af samme grund.

Det betyder fridag. Det er laekkert nok, men jeg haaber godt nok, at vi kan komme af sted i morgen. Ellers bliver det for kedeligt. Sophie og jeg har lige startet dagen ud med lidt internet, og bagefter gaar vi til stranden. Hvor ellers.

Going out in Honduras

Endelig blev det weekend. Det var laenge siden man sidst havde kunnet vaerdsaette dette; laenge siden man havde oplevet en ugerytme. Det maatte unaegteligt betyde at vi skulle i byen, baade fredag og loerdag.
Fredag var vi til pool party paa Lagoon og paa Iguanas Sport's Bar (ja, det er verdens klammeste navn), og loerdag bare paa Iguanas. Og aah ja, det var sjovt og skoenherligt. Man danser en hel masse. Musikken er anderledes, og det foregaar meget, meget mere i hofterne end hjemme i lille Danmark. Det forholder sig desuden saaledes, at maend i Honduras kan danse. Selv den mest chubby fyr har fat i rytmen og lader den forplante sig ud i kroppen... Det er laekkert. Men ogsaa temmelig fraekt.
Der, hvor det bliver lidt maerkeligt, er, naar en honduriansk pige saa har danset med Simon hele aftenen og gnubbet sig op af ham, og de har kysset - og hun saa allerede tror, at de skal giftes. Jeg mener, nogle af de der par paa gulvet, de staar og gnider sig op af hinanden og som dansker er det naesten for meget. Men naeh nej, det betyder ikke saerlig meget, det er helt normalt - men saa skal man kysser, saa skal man giftes. Det er en lidt omvendt verden.

Loerdag aften gik Helle selv hjem, og mens hun ventede paa, at doeren til hotellet blev laast op, kom en mand, hev hendes taske af og loeb vaek med den. Det var noget af et chok for os alle sammen, men selvfoelgelig mest for hende. Vi er vel alle begyndt at foele os forholdvist sikre, men det er man bare ikke. Heldigvis truede han hende ikke og han var heller ikke voldelig, bare skummel og hurtig. Hun fik et par hundrede lempiras og sit kamera. Det er saa aergerligt og synd for hende... Vi maa hanke op i os selv og passe bedre paa.

Ellers var vi vist mest paa stranden. Min bagdel endte som et pragteksemplar af en tricolore, fordi jeg havde hevet bikinien lidt ind, saa de hvide baller kunne faa lidt kuloer - det resulterede i, at den lignede en trefarvet is - brun, roed og hvid.

I dag, mandag, tog Amalie og jeg ud til den skole, hvor fire af de andre arbejder med at undervise i engelsk for at give laererjobbet en chance til. Det gik rigtig godt - endelig en god oplevelse med det frivillige arbejde. Selvfoelgelig var mine nye, revidere forventninger ogsaa mere realistiske denne gang, men samtidig er boernene ogsaa meget mere velopdragne og saa har de lyst til at laere - de er virkeligt begejstrede, baade for det engelske og de nye laererinder. Saa der tager vi ud resten af tiden.
De to klasser, som Amalie og jeg har, er 6-7-8 aar gamle. Vi goer ikke saa meget ud af at skrive, for det er de jo foerst ved at laere paa spansk, men vi gennemgik lidt om navne, farver, dyr, dyr i havet, tal og frugt. De elsker at synge. I frikvartererne flokkes de om os, for det er jo nok lidt spaendende med saadan nogle hvide piger... Noget helt andet end Triunfo, hvor vi i den grad maatte passe os selv.
Endelig en positiv melding herfra omkring arbejdet :-)

En skuffende start

Det frivillige arbejde er begyndt, og det er den direkte grund til at min ellers saa opdaterede blog har ligget brak i fem dage. Det har vaeret saadan en skuffelse.

Jeg var eller helt igennem entusiastisk og motiveret, da vi moedte op paa folkeskolen i Triunfo de la Cruz, garifunalandsbyen hvor vi saa dans. Der var imidlertid ikke rigtig nogen, der var klar over at vi kom, og derfor ingen til at tage i mod os eller fortaelle os om det foreliggende arbejde. Der gik ikke laenge foer Amalie, hende jeg bor med, og jeg blev smidt alene ind foran en klasse og skulle laere dem engelsk. Totalt usikre og kiksede stod vi der og famlede os lidt frem med en ynkelig undervisning, mens boernene blev mere og mere urolig og ukoncentrerede og vilde. Deres laerer kom tilbage og vi fik en anden klasse med blandede klassetrin. Dagen var foerste skoledag i et nyt skoleaar og for de yngste boern den foerste skoledag i deres liv. Det kan man jo ikke arbejde med. Ingen havde fortalt os om frikvarter, eller hvornaar dagen sluttede, ingen interesserede sig for hvordan det gik. Amalie gik ud og fandt en laerer, som fortalte, at formiddagsboernene gik i skole til kl. 12. Kl. 11 begyndte de imidlertid at forlade klassen og gaa hjem, for nu var de sultne. Det er ganske almindelig garifunamentalitet.
Jamen for pokker da?! Ingen hjalp os, ingen var synderligt interesserede i os, vores spansk er saa spinkelt, folk var ligeglade med om vi var der eller ej.
Det var meget mod min vilje at Amalie og jeg vendte tilbage til skolen den foelgende dag. Jeg havde virkelig ikke lyst. Vi havde Alex fra Garifuna Tours med, til at hjaelpe os paa vej med det spanske. Han hjalp os meget... Men stadig var det ubehageligt at vaere der. Ingen viste os hvilke klasser vi skulle undervise; vi skulle selv gaa rundt og spoerge laererne om lov til at undervise. Intet system, ingen organisering. Efter timer med to klasser, forlod vi stedet. Gav op. Hvor meget jeg end hader at indroemme det. Men jeg gider ikke spilde min tid, spilde boernenes tid paa den maade.

Bagefter har jeg vaeret fuldstaendig desillusioneret omkring frivilligt arbejde. Jeg skal aerligt indroemme, at jeg kom fra Danmark med en idealiseret forestilling om, at jeg skulle ud at hjaelpe, goere en forskel. At der ville blive sat pris paa min indsats. Det har Alessandro, ejeren af Gafifuna Tours, gjort mere end klart for mig, er naivt og dumt. Jo tak. Men det er altsaa det, der er motivationen, naar unge fra Vesten rejser ud for at lave frivilligt arbejde. Jeg bryder mig ikke synderligt om den mand mere.

Onsdag proevede vi at faa en aftale i stand med en anden skole, men det lykkedes ikke. Saa torsdag og fredag har vi vaeret med fire af de andre i Tornabe, en anden Garifunalandsby hvor vi hjaelper til paa et sted for boern fra 0-7 aar. Det har vaeret bedre. Men stadig ikke i naerheden af de forhaabninger, jeg gjorde mig hjemmefra.
Det er livsbekraeftende at se alle de glade boern med al deres energi. De er saa vilde med os... Men det er ogsaa frustrerende at se, hvor ustimulerede de er. De passer sig selv - paedagogerne interagerer ikke med boernene, bortsat fra naar de skaelder dem ud eller slaar dem (tror efterhaanden de har forstaaet at dét er noget, som vi er meget i mod). Der er intet legetoej. Kun nogle madrasser... Boernene leger ikke rigtig sammen, de farer bare rundt og de kommer til i totterne paa hinanden. Og det plejer de at faa lov til...
Vi proever at lege med dem. Amalie og Christina tegnede paa husfacaden i gaar - traeer, dyr, vandfald, mennesker... I dag lavede de vendespil og puslespil til dem. Og saa var vi paa stranden hvor vi laerte dem et par sange. Men det er svaert, for de er tydeligvis slet ikke vant til at tage i mod beskeder og udfoere andre instrukser end skaeldud. De plejer jo mest at skulle passe sig selv.

Jeg ved endnu ikke, om Amalie og jeg bliver i Tornabe eller tager ud paa en skole, hvor fire af de andre piger underviser.

Dagene foregaar saadan, at vi arbejder om formiddagen og har fri om eftermiddagen, hvor vi mest er paa stranden. Nu er det weekend, og saa skal vi ud at lege under stjernerne... I aften staar den paa pool party.
I forgaars var det maaneformoerkelse. Det var flot.
Nu vil jeg forsoege at laegge flere billeder ind paa picasa. Mit eget kamera har virket nogenlunder som det skal de sidste mange gange jeg har brugt det. Desvaerre har jeg bare lidt lagt vanen med at faa taget billeder javnligt paa hylden... Saa billederne paa nettet er mest nogle fra de andres billedsider. Hvis I har lyst til rigtigt at se billeder, saa gaa ind og kig paa de andres, for de er meget flittige med at uploade. Jeg bruger min tid paa at blogge i stedet for.

Ej, har du set den der store, hvide fugl?

I dag er det soendag, og vi har vaeret paa tur til lagunen Los Micos, hvor vi sejlede rundt og saa en pokkers masse store, hvide hejrelignende fugle (egrits), og ogsaa mange andre fugle. Ingen krokodiller. Men jeg fik et glimt af en eller anden termitspisende bjoern, for den hoppede i vandet og gemte sig.
Vi spise frokost i Miami - en strand der hedder saadan, fordi den plejede at have en hel masse hoeje, flotte palmer. Men dem oedelagde Hurricane Mitch. Nu er en masse nye ved at vokse op, men de er slet ikke hoeje nok til at lede tankerne hen paa Miami i Florida... Tjah, og derefter badede og dasede vi... Og koerte tilbage. Det var en udmaerket tur, menikke saa god som mange af de andre dagsture.

I morgen begynder det frivillige arbejde. Jeg skal til Triunfo de la Cruz, garífunalandsbyen hvor vi saa dans, sammen med 3 andre. Vi ved meget lidt om, hvordan det bliver, men jeg glaeder mig til at komme i gang. Saa maa man bare tage det som det kommer.

Vild med vand!

Man staar dér og beskuer en afgrund, hvor Rio Blanco falder 43 meter. Tonsvis af vand, brus, regnbuer, larm.. Man bliver helt svimmel af det. Man klikker paa livet loes og faar en masse mesterskud paa sit lille kamera, og det er alt sammen meget imponerende.
Men én ting er at staa og kigge - en anden er at betale de soelle 100 lempiras for at komme helt taet paa og ind i Pulhapanzak-vandfaldet.

Foerst skulle vi ned af skraenten og saa snart vi kom ud af skraaningen lae, maerkede vi bruset og koeligheden... Vi blev mere og mere vaade, som vi gik og kravlede naermere vandfaldet ad en mudret og alge-besat sti. Det er ikke helt ved siden af, at Lonely Planet sammenligner turen med Indiana Jones... Vi kravlede paa sten, sprang i vandet, svoemmede, kravlede op igen, kantede os frem med hinanden i haenderne. I mens bruste vandet omkring os, og vi blev hurtigt mere drivvaade end hvis det havde vaeret et brusebad. Vi kom om bag vandfaldet, vi kravlede ind i en smal, baelgmoerk grotte, vi gik gennem en tunnel, vi blev naesten slaaet omkuld af det kraftfulde vand i frit fald, vi sprang fra en klippe, og ved I hvad? Det var saa sejt!
Der var saa meget vand, det var saa voldsomt. Nogle steder kunne man naesten ingenting se for al den brus. Vi blev alle helt hoeje af naerkontakten med naturens kraefter...

Pulhanpanzak ligger en to-timers koeretur fra Tela, og paa vejen passerede vi ogsaa Lago de Yojoa, Honduras' stoerste ferskvandsoe (tror jeg nok). Om eftermiddagen blev vi kert hen til et Mall i en stor by ved navn Progreso, taet ved San Pedro Sula, tror jeg. Det var et helt civiliseret sted, laes american style. aah, hvor var det dejligt...
Vi havde kun to timer der, jeg kunne have brugt meget laengere. Det var bare saa skoent at se tingene solgt paa den maade man er vant til, og saa havde de ogsaa mange ting i de maerker man kender. Jeg koebte en kjole og to par habaianas, som jo koster ingenting i forhold til Danmark her, og nogle smaating. Skoent...

Til aften var vi ude at more os, som unge mennesker jo boer. Det var paa en bar med pool. Vi havde ikke badetoej med. Men vi badede alligevel. Og det var spas og loejer.

I oevrigt har jeg faaet en fantastisk nyhed: Jeg har faaet en plads hos Camp America til sommer! Det er i Massachusetts og er et sted med en masse sport. Jeg flyver d. 20. juni og bliver der to maaneder. Jeg har ikke haft lejlighed til at saette mig saa meget ind i det endnu, men jeg glaeder mig allerede rigtig meget.

I dag chiller vi. Der er igen virkelig varmt.

Shake that thing!

Endelig noget action igen! Weehee!
Vi startede ud fra Tela med kursen mod Triunfo de la Cruz, en Garifunalandsby i naerheden med 10.000 indbyggere. Vi var paa vej til Punta Izopo for at sejle i kajak i et mangroveomraade, men 2 km foer begyndelsesstedet maatte vi ud af minibussen og gaa resten af vejen, fordi Hurricane Mitch lavede en flod/oversvoemmelse over vejen for ti aar siden.
Men vi kom frem og ud i kajakkerne, og saa sejlede vi ellers rundt og proevede at spotte alligatorer og krokodiller. Der er mangeder, og ogsaa nogle paa op til 3 meter. Men jeg saa ikke andet tildem end nogle plask. Oev.
Vi rede ogsaa ud paa havet for at komme op af en anden flod. Det var afsindigt haardt, og jeg har naermest stadig gummiarme... Fy da foej da. Oppeaf den anden flod saa vi mange fugle - hele tre slags hejrer. Men ingen aber.
Dyremaessigt var det lidt skuffende, mendet varret sjovt at sejle i 2-mandskajakkerne. Selvom det var haardt.

Vi tog tilbage til Triunfo de la Cruz for at spise frokost. Den bestod i en laekker fisk (taenk sig, at selveste jeg er blevetsaa fiskevant at jeg nu spiser dsse fisk med hoved og oejne og finner og skind og hale paa uden at kny; jeg synes endda det er laekkert!). Bagefter var der arrangeret traditionel Garifunadans for os. Det var super fedt... De spille og sang og dansede for os, og til sidst var nogle med oppe og proeve at ryste numsen lige som dem. Det var grineren at se paa (foej foej foej for et koebenhavnerudtryk, jeg er miljoeskadet!). Jeg var ikke oppe at danse, lidt aergerligt, menhvis jeg faar chancen igen, saa skal jeg nok give min indre afrikaner hele armen...

Oj ja, i gaar var nogle af os til volleyballtraening... det har vi vaeret en gang foer, men i gaar var det sjovere, for der varlidt mere traeningi det. Og saa var det faktisk bare skoent at faa roert sig lidt. Jeg svedte saa meget at min t-shirt kunne vrides, tror jeg.

Det var alt for nu. Jegundskylderdemanglendemellemrum,menspace-tastenerrigtigdum!

Kokkerering

Hola hola!
Saa fik vi lavet mad i gaar,og det var en positiv overraskelse. Jeg frygtede konfrontationen med den ikke-eksisterende koekkenhygiejne, men heldigvis glemte jeg hurtigt det. Der blev flaekket og revet kokosnoedder, skraellet groenne bananer, skaeret fisk, most banener og det meste blev saa kogt og stegt, og saa havde vi en laekker Garifuna-middag. I dag blev vi tilbudt at vaere med til madlavning igen, men jeg var den eneste der ville. Hader, naar det der gruppefis goer saadan saa alle bare vil det samme... Eller, det kan da godt vaere at det er deres oprigtige oenske. Men ja, synes bare det er lidt synd, for vi har virkelig ikke andet at tage os til, saa man kunne da godt takke ja til det tilbud.
Naa. Sikke meget brok der sniger sig ind i min blog for tiden.
Resten af dagen dasede vi paa stranden. Om aftenen saa vi 'Finding Nemo' - morsomt at genkende nogle af de koraller og dyr som vi selv har set under vandet.
I dag skal vi ogsaa dase paa stranden. Tror jeg.
Jeg har lagt en masse nye billeder ind paa picasa... Tjek dem ud.

Antiklimaks

Nu synes jeg efterhaanden, det er ved at vaere lidt ladt. Vi har virkelig godt nok fem dage med totalt lavblus. Naa ja. Ingen stress.
Som jeg vist aldrig helt klart har faaet fortalt, saa bliver vi delt ud i 4-mandsgrupper, som skal arbejde tre forskellige steder under det frivillige arbejde. SOS-boernebyen var foerste mulighed, i gaar skulle vi saa af sted for at se mulighed nummer to.
Ej, for pokker altsaa. Det var totalt anstrengende. Ingen vidste noget som helst, vores guide troede han skulle have vaeret paa tur til Punta Sal. Damen fra skolerne tog overhovedet ikke initiativ til at fortaelle os noget, lod os bare staa og glo midt i et rum, som skulle forestille at vaere en skole/et pasningssted for 2-9 aarige boern. Den var tom for boern fordi komfuret var blevet stjaalet. Saa stod man derog fattede ikke en brik. Derefter koerte vi videre til en anden skole, som var i en kirke. Der var 27 smaa, vildt soede sorte boern. Jeg tror de var garifuna. Det var sjovt at vaere der, saadan en flok boern er jo ikke til at staa for. Men igen ikke rigtig nogen der fortalte os noget. Sidste sted havde kun 7-10 boern, og ja, saa stod man lidt der og saa gik vi igen.
Jeg kan ikke ligefrem sige, at nogen af de steder tiltrak mig og min frivillige arbejdskraft saerlig meget. Men paa den anden side, saa havde de vist rigtig meget brug for en haand.

Eftermiddagen brugte vi ved den store pool, som igen havde naaet det normale prisleje, altsaa 150 lempiras for at bruge deres pool.
Om aftenen var vi en fire stykker der gik ned til stranden for at faa en kop kaffe... Super hyggeligt.
Om lidt skal vi have et lill honduriansk madlavningskursus. Det lyder fedt, men jeg er ret skeptisk... Det er paa Mamma Mia, og et eller andet sted vil jeg helst forblive lykkeligt uvidende om deres koekkenhygiejne. Og de der traditionelle retter herfra, de er bare ikke det allermest delikate... Aah mor, jeg savner noget sovs og nogle kartofler!

Fridage

I gaar ville vi pleje toemmermaend ved at tage hen til poolen ved byens fine hotel. Det viste sig imidlertid, at de havde fordoblet prisen fordi det var weekend. Det kostede 300 lempiras (100 kr), for at bruge deres skide pool, og det gad vi ikke, saa vi gik ned til stranden i stedet.
Om aftenen var folk traette, saa vi gik ikke ud, men samledes paa mit og Amalies vaerelse for at spille venner for livet - et spil, man selv kan lave, med nogle spoergsmaal og stemmesedler... Rigtig hyggeligt.

I dag skulle vi have vaeret paa en spaendende tur ud at ro i kajak paa en mangrove med krokodiller i, og bagefter paa besoeg i en Garifuna-landsby, hvor 4 af os skal lave frivilligt arbejde. Men det er et rigtigt moegvejr, og det regner for meget til at vi kan ro paa mangroven, saa turen er aflyst (og flyttet til en anden dag, haaber jeg). Det er lidt aergerligt, for der er altsaa ikke altid saa meget at lave her, isaer ikke, naar man ikke kan vaere paa stranden, og det oven i koebet er soendag. Men saa maa vi jo bare vaere kreative og finde paa...

Alt i alt ikke saerlig meget at fortaelle. Jeg haaber at I har haft en god weekend!

De sidste par dage

Nu, kaere laesere, skal I opdateres paa de seneste dages begivenheder. Man maa ikke dunke mig i hovedet, hvis jeg roder i ugedagene, for min tidsfornemmelse er helt ude af form. Men saa vidt jeg ved er det i dag loerdag, for der er mange folk paa gaden og i gaar var vi i byen fordi det var fredag.

Saa jeg tror, at det var i onsdags, at vi var paa udflugt til Punta Sal, eller National Prk Jeanette Kawas, som den ogsaa hedder, opkaldt efter en naturforkaemper, der blev skudt af sine modstandere. Hun kaempede blandt andet i mod, at store hoteller skulle have lov til at turitificere denne helt fantastisk smukke oe (eller ogsaa er det en halvoe...).
Vi sejlede derud i en lille speedbaad som bankede af sted paa boelgernei en lille times tid. Foerst trekkede vi rundt ad nogle stier, og saa mange flotte ting. Eremitkrebs, giftige edderkopper, vilde bananer, tucaner, aber (som broelede af os for at skraemme os ), leguaner og smuk udsigt. Man ser desuden mange gribbe alle vegne.
Derefter sejlede vi hen til stranden Playa Cocalita, hvor vi solede og badede.Man kunn ogsaa snorkle, men vandet var meget plumret og det goer mig totalt paranoid for at traede paa noget farligt. Desuden har vi jo ogsaa set en hel masse rev...
Derefter sejlede vi hen til en samling hytter, hvor vi fik friskfanget fisk til frokost. Det var tilberedt af Puna Sals eneste beboere, en familie som boede der, foer omraadet blev gjort til nationalpark. Bagefter dasede vi i haengekoejerne, drak af kokosnoedder, solede, badede, fandt muslinger i strandkanten... Jamen, det var ren bounty, saa laekkert. Vi ville slet ikke hjem igen...

Torsdag skulle vi have vaeret paa besoeg i en SOS-boerneby, men planen var pludselig blevt aedret uden vi vidste det, saa vi var temmelig utilfredse med at skulle i Lancetilla Botanisk Have i stedet. Det er fedt med al den flote natur, men man vil godt have lid variation... Det var lidt aergerligt at vi havde saadan en negativ indstilling paa forhaand for det var faktisk et dejligt sted.
Vi saa en masse specielle traeer og fik et par historier med paa vejen. Lancetilla er en af verdens stoerste botaniske haver.

I gaar, fredag, skulle vi saa ud til SOS-boernebyen Aldea. Jeg er stadig helt maalloes over oplevelsen.
Vi moedte en masse glade boern, saa hvordan de bor og fik fortalt, hvordan projektet fungerer.
Det er boern, som er enten foraeldreloese, er blevet forladt, eller er blevet fjernet, som vokser op i Aldea. Mange kom dertil efter Hurricane Mitch, som smadrede Honduras totalt for 10 aar siden. De bor saa ca ni boern sammen i et hus med en mor. De opfostret som var det en familie.
Men noget af det mest fantastiske var de her kvinder, som fostermoedre. De giver virkelig hele deres liv til disse boern. I det hus, hvor vi blev vist rundt, var moderen en kvinde, som havde vaeret der i etparogtyve aar. Hun havde 19 boern, som nu var voksne og selvstaendige, og saa de 9 som boede hos hende nu. Alle kaldte hinanden for broedre og soestre, og hendes foraeldre og soeskende var boernenes bedsteforaeldre og onkler og tanter. Hun havde ingen mand eller biologiske boern; som sagt har hun givet hele sit liv til at give disse boern en chance.
Det var virkelig roerende.
Boernene synes ogsaa denne flok hvide mennesker var meget spaendende, og jeg havde en ti-aarig pige i haanden det meste af tiden. Drengene var ogsaa meget interesserede i vores digitalkameraer, og de smaa boern var helt ugenerte og sprang bare hen og storkrammede en.
Vi har vaeret lidt frustrerede over det frivillige arbejde, som venter os, fordi vi naesten intet vidste om det. Vi har imidlertid faaet mere at vide, og 4 af os skal ud til denne boerneby. De gjorde os alle taendte paa arbejdet, fordi vi nu ved med os selv, at der er behov for det, vi kan give, og det bliver vaerdsat.

I gaar fyldte Helene 22 aar, og det blev fejret med en rigtig bytur i Tela... Yiihaa!
I dag blier der plejet toemmermaend, og her over middag tager vi hen til et hotel, som har Mellemamerikas stoerste swimmingpool og laekker strand.
Og i aften gaar det loes igen... Jeg haaber I nyder weekenden derhjemme.

Hvem var det lige, der fandt paa, at aircondition skal goere en forkoelet i 40 graders varme?

Om fattigdom

Det der med at se natur hele tiden er en pudsig stoerrelse. Det kan vaere spaendende, det kan vaere skuffende, det kan vaere storslaaet, det kan vaere farligt; men det er ikke dert jeg taenker paa. Nej, det pudsige er, hvorfor saa mange af vores ture gaar ud i naturen. Vi hiker mange forskellige steder, saa har vi lavet lidt ekstremsport fordi naturen giver muligt for det, og dykning er jo ogsaa en naturoplevelse. Og hvorfor det? - Fordi man ikke kan andet. Turistattraktionerne i Honduras er ikke arkitektur eller kunst eller kultur; de er ikke noget, mennesker har skabt, de er en naturressource (selvfoelgelig er der ogsaa mange folk med deres helt egen kultur her, men den slags er aldrig saa lettilgaengeligt for en turist). Det, jeg proever at sige, er, at det er endnu et tegn paa, hvor fattigt landet er.
Som jeg foer har naevnt, synes jeg nemlig ikke, at fattigdommen er saa ioejnefaldende, hvilket man ellers kunne forvente - for Honduras er virkelig fattigt, vist det fattigste land i Mellemamerika. Man skal ligesom lige opdage de ting, der viser, at landet er paa roeven, og det er i hoej grad de historier, man hoerer, der viser det.
Jeg spurgte for eksempel vores guide Mark, hvorfor hundene var saa himmelraabende magre. Hvorfor fodrer deres ejere dem ikke? - Fordi ejerne ogsaa selv sulter. Som dansker fatter man jo ikke saadan noget. Det undrede mig ligeledes, at man kan se hvert eneste ribben paa de heste, som man ser graesse i vejkanten, hvor der ellers er masser af mad. Hestekyndige Nikka gaettede paa, at de havde orm.
Vi har koert en hel del gennem landet, naar vi skulle fra sted til sted. Og infrastrukturen er fuldstaendig forfaerdelig. Taenk sig, bare det at en vej er asfalteret (ikke afstribet eller noget), goer den automatisk til en vej i topklasse efter honduriansk standard. Naesten al koersel i bjergene er paa grusveje. Ofte er der mange og dybe huller, saa man bumler af sted. Saa ligger der vand paa vejen, og man koerer igennem en mindre soe. Saa var der en bro, der var i stykker, saa man maette koere gennem aaen i stedet. Det tager altsaa utroligt lang tid at tilbagelaegge afstande, som ikke noedvendigvis er saerligt lange.
Mange af de huse og hjem, vi passerer fordi, er charmerende. De ligger i skyggen af et par palmer med en haengekoeje i mellem, der er en busk med dybroede hawaii-blomster, der er nogle hoens, en hund, en hest og nogle mennesker, der tager en slapper. Men en gang i mellem ser man ogsaa et hus, som vitterligt er en bunke skrammel - blik og jord og plastik og skrald, som nogle folk jo faktisk bor i.
Men folk tager det roligt. Man ser tit folk sidde sammen i vejkanten, under et trae, staa paa et gadehjoerne. De laver ikke meget, snakker maaske lidt. Det ser meget hyggeligt ud... Men hvorfor i al verden skal de ikke noget? Hvorfor er de ikke paa arbejde? Hvorfor er boernene ikke i skole? Og hvorfor skal de glo saa pokkers meget? Man ser saa mange mennesker, som bare staar eller sidder, og jeg fatter ikke hvorfor. Det kan da virkelig ikke vaere fordi de ikke har andet at tage sig til...
Men her er utrolig hoej arbejdsloeshed. Jeg spurgte Mark, hvilken industri Honduras har. Han naevnte kun toejproduktion, inden han gik over til diverse landbrugsprodukter; men landbrug er jo ikke industri. Den industri, der saa endelig er, ligger i Tegucigalpa og San Pedro Sula, og stoerstedelen af landet er saa utilgaengelig, hvilket infrastrukturen ikke hjaelper meget paa.
Hvilke livsudsigter har den gennemsnitlige hondurianer saa? Ikke mange, og som Shorley, min spansklaerer, ogsaa paapegede, saa vaelger folk heller ikke at gaa efter de helt store droemme - en kaereste, et barn, og saa kom man aldrig videre. Det er ikke unormalt for en ung kvinde paa min alder at have foedt sit 3. barn. Og der er boern alle vegne... Uopdragne boern.
Der er heller ikke skolepligt. Hvis foraeldre vaelger, at de har brug for deres boern som arbejdskraft, saa er der intet der forhindrer dem i det. Det gennemsnitlige laeseniveau for en voksen er 3. klasse.
Jeg kunne nok blive ved... Selvom jeg sikkert slet ikke opdager de fleste ting, for jeg er turist, og Garifuna Tours soerger for at der bliver passet godt paa os. Vi er i en lille by, hvor der er forholdsvist sikkert, men kriminaliteten i de stoerste byer er ekstrem. Honduras har kaempe bandeproblemer, fordi USA har deporteret mange bandekriminelle hertil i tidens loeb. For to uger siden var der f.eks. 4 mennesker, der fik skudt knoppen af i bussen fra Tela til La Ceiba, fordi en af dem ikke ville aflevere sine penge.
Jeg holder af at vaere her, og jeg synes det meste af det jeg ser, virker som om der er haab forude. Men som sagt, saa er det svaert at se den aegte virkelighed. Naar man hoerer historier og fakta, saa begynder man at forstaa, hvor lang vej, der er igen.